Så skal vi til det igen, jeg sidder med endnu en ny skive skåret fra et møggammelt hårdt rugbrød, af et band der ikke burde kunne overleve et tjek fra sundhedsmyndighederne. Men endnu engang må jeg forbløffet erkende, at en flok aldrende herrer har trodset al logik og fysiske spilleregler, og lavet et fremragende album. De tyske veteraner Kreator er tilbage, und mit stil und donnerwetter verdammt nochmal.
Sidste gang jeg luftede mine holdninger her på bloggen gav jeg Testament topkarakter, for et album der var næsten perfekt doseret – tungt nok til klassens hårde lømler, men melodisk og “blødt” nok til potentielt, at kunne appellerer til en bredere skare, uden at der på nogen måde gik behagesyge i den. Kreator henvender sig nok til en lidt smallere, og mere genrespecifik, lytterskare, sagt på en anden måde – du skal nok være fan af denne form for sound for at sluge skiven råt.
Kreator har, siden dannelsen i Essen Deutschland i 1982, udviklet og ændret deres lyd en hel del (ligesom besætningen), for de senere år at vende tilbage til udgangspunktet – melodisk Thrash af den klassiske skole. Deres 80er plader nævnes ofte som inspirationskilder for dødsmetal genren, i hvert tilfælde den mere melodiske del af genren, i 90erne eksperimenterede de med både industrial og groove metal, før de i det seneste årti har nærmet sig rendyrket thrash igen. Man finder også spor af deres egne forbilleder fra “New Wave Of British Heavy Metal” bølgen (NWOBHM), med storladne melodiske passager.
Således er vi nået frem til deres 13. album Phantom Antichrist, ganz schön geiler titel neh, som også samtidig er det første hele album jeg nogensinde har hørt med Kreator. Så jeg burde være ganske fri for forventninger og fordomme, men sammenligningsgrundlag kan jeg altså heller ikke mønstre noget af, så det må i sgu lige undvære.
Generelt for pladen kan siges, at lyden hele vejen igennem er som beskrevet i forrige afsnit – melodisk thrash, med lidt groove og en hel del NWOBHM tendenser. En driftssikker formel for de bundsolide og teknisk snilde tyske veteraner, som der ikke afviges væsentligt fra. Det giver en homogen klang hele vejen igennem, så pladen lyder både sammenhængende og har en letgenkendelig rød tråd. Heldigvis varieres der tilpas indenfor skabelonen, med små detaljer eller veldoseret kreuterei, så det aldrig bliver kedeligt og monotont.
Pladen indledes med den rolige “Mars Mantra”, en intro på cirka 1 minut, som bygger en ganske episk metal stemning op, før titelnummeret “Phantom Antichrist” sparker porten til helvede ind med buldrende trommer, heavy riffing og forsanger Miland Petrozza’s arketypiske metal struberåb vokal. Der er visse steder på albummet anløb til ren Troels Trier hos Petrozza, men lige når det er ved at blive for meget, så varierer han sit udtryk tilpas meget til, at man kan holde ham ud. Han gør det glimrende, absolut, men lige den form for vokalarbejde kan normalt godt gå mig lidt på nerverne i længden – men heldigvis ikke her.
“Death To The world” overrasker med, at være noget så relativt sjældent som “miljø metal” eller “klima heavy”? En opsang til os om, hvad vores rovdrift på naturen, og hinanden, gør ved kære metal moder jord, det kan lyde lidt fesent og hippie agtigt
Mother Earth, what have we done to you?
Mother Earth, why have we forsaken you?
Mother Earth, the paradise you gave
Mother Earth, all your beauty
We have raped
Men sunget af en tydeligvis oprørt tysker, med et ondsindet orkester i ryggen, så fungerer det forbløffende godt. Et ganske fortrinligt nummer, blandt mange på pladen – faktisk er niveauet på de 10 numre ikke under “over middel” på et eneste tidspunkt.
Før der går rundkreds og økologisk landbrug i den, så ruller Kreator et Iron maiden’sk arsenal frem, til lejligheden opgraderet med tunge trommer, og brager løs med den melodisk medrivende og storslåede “From Flood Into Fire”. Med råbekor omkvæd og ægte “Vind-metal” stemning – vind som i, at omkvædet indbyder til, at en evt. musikvideo MÅ vise bandet stå på en bjergskråning, stævnen af et skib, i en ørken etc, med godt med blæst i garnet fra en vindmaskine. Vi får tilmed et break, hvor Petrozza’s vokal lyder som noget Corey Taylor frembringer på Slipknot’s ballader. Så den tyske kraft-kerl kan altså andet end råbe. Klassisk melodisk metal af fineste karat.
Jungletrommerne kalder til samling på “Civilisation Collapse”, der starter ganske afdæmpet med
Let there be darkness
Let there be blood tonight
Let there be riots
Come start the fires tonight
før der kommer en passage med Slayer tempo og bid, hvor kreator viser, at de fartmæssigt ikke har mistet et skridt siden 80erne – nummeret forsætter med vilde og afvekslende temposkift, der virkelig får sat en fed streg under, at bandet behersker begge ender af Thrash skalaen.
“United In Hate” indledes med lidt akustisk guitar tam tam, ganske beroligende og hyggeligt, men inden de bløde værdier tager overhånd myrder rytmesektionen og guitaren løs igen, med opskruet hastighed, tyngde og Tom Araya “Angle Of Death” lignende skrig fra Petrozza, dvs jeg aner egentlig ikke om kreator var først ude med stilen og inspirerede Slayer? Anyhow, i ved hvad jeg mener. Det er altmodisch Thrash Metal og endnu er råbekor omkvæd, en fin finte Kreator benytter i helt perfekte mængder og med sans for, hvornår det passer ind og løfter sangene.
They’re marching
They’re marching
They’re marching into violence
They’re killing
They’re killing
They’re killing for the tyrants
Således begynder “march” trampe-metal tromleren “The Few, The Proud, The Broken”, hvor Kreator igen demonstrerer imponerende alsidighed i deres udtryk, man bliver helt forpustet, uden at det er på den ubehagelige “nu sker der for meget i sangen” måde. Det er simpelthen bare noget så gammeldags, som forbandet velspillet og scheiss tight metalmusik, med masser af overskud og en overflod af små detaljer og ideer, der gør at det hele virker frisk og vækker ens nysgerrighed.
På “Your Heaven, My Hell” bevæger vi os i verset over i noget der, især opbygningsmæssigt og i vokal leveringen, minder mig om Alice Cooper, inden et sandt metalliske stormvejr bryder løs og sørger for, at den tidligere nævnte port til helvede stadig holdes åben pga. vindstyrken, der endnu engang formodes, at få bundesliga håret til at blafre übergeil. De kan kraftedeme lave effektive og stærke melodier disse tyskere!
Selv når det foregår i hæsblæsende tempo, som på næstsidste nummer “Victory Will Come”, så ofre de aldrig, eller glemmer, “den gode melodi”, og lader der være nok rum i sangene til, at instrumenterne kan ånde, og det hele ikke drukner i ren lydmur og fart galskab. Som lytter føler du dig aldrig hægtet af, eller som om du er tilskuer til et eller andet musikalsk liret onani-show, og vielen dank for det da.
Som nævnt holder sangene et meget højt niveau hele vejen igennem Phantom Antichrist, så heldigvis får vi også en stærk afslutning med den melodisk muskuløse “Until Our Paths Cross Again”, hvor bandet er tilbage med vind i håret, og Petrozza igen får forlænget ens tolerance overfor vokalen ved, at twiste den en smule. Kreator går ud for fuld udblæsning, og skylder sikkert satan en ny havelåge efter denne omgang herlig heavy.
Der er sgu ikke så meget tilbage at sige, så afrundingen må bare være en konstatering af, at 2012 kan tilføje endnu et prægtigt metal album til den efterhånden bugnende liste af mægtige udgivelser. kreator deler gavmildt ud af tyske lækkerier, med en plade af absolut internationalt topformat på stort set samtlige fronter. Personligt kunne jeg lide stilen og “lyden” på Testament’s Dark Roots Of Earth en lille smule bedre, geschmacks sache, derfor “kun” et stort 5 tal, men Kreator er ganz nah dran.
Så, mach schnell, køb tysk!
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
