Kosmik Boogie Tribe. Smag på det, jo, gør det! Det ligger godt i munden, ikke? Heldigvis går det også lige i boogie-bentøjet, rockende norsk garagepunk af den klassiske skole. Det smager godt, men kunne måske godt mætte lidt mere.
Det er sådan set også en af de få anker jeg har ved Kosmik Boogie Tribes tredje album, det herligt betitlede We’re Not Here To Fuck Spiders: det glider ubesværet ned, giver en god og hurtig varmende fornemmelse, men effekten er lidt kortvarig. Udover at være gruppens tredje plade, så består bandet af nogle garvede type, der også kan findes i bands som The Good, The Bad and The Zugly, Lonely Kamels og Mormones.
Netop førstnævnte har jeg for nylig anmeldt et beslægtet og helt uimodståeligt rockende album fra, og det er måske også i en ufrivillig sammenligning med dem in mente, at Kosmik Boogie Tribe, trods alt, ikke får mig helt op at ringe. Det er ikke helt lige så medrivende og melodierne ikke helt lige så mindeværdige, men mindre kan bestemt også gøre det, hvis du er til “genren”. Jeg skriver det i gåseøjne, da man godt nok aner et musikalsk slægtskab gennem garagerocken og nogle punkede tendenser, men Kosmik Boogie Tribe er, som navnet antyder, lidt mere spacey og… boogie!
“… and the boogietrain started rolling…”, lyder det over 4 minutter inde i den næsten 7 minutter lange “Pablo Was Here”, lige omkring halvejs på pladen. På mange måder albummets boogie-epicenter og et af det mest medrivende stunder, når den lede, fede boogierock bare slippes løs og bumler afsted på skinnerne. Guitaren hviner, skriger og går forrest, maskinrummet ryger og rumler og den glimrende opbygning sangen igennem gør, at det er svært at stå stille når der endelig smides kul på ilden.
We’re Not Here To Fuck Spiders er også lidt historien om to halvdele, hvor de første tre numre er i den kortere og mere “slanke” ende, med sange der holder sig under de 4 minutter, inden “Pablo Was Here” foldes ud. Anden halvdel er lidt længere i spyttet, hvor tre ud af fire numre sniger sig op i nærheden af 4 ½ minut. Det er måske et tilfælde, og 1 minut fra eller til kunne man måske tænke, men det er måske medvirkende til, at det føles som om albummet kommer til, at køre lidt på dampene mod slut. Det er i hvert fald ikke er helt så medrivende, som første halvdel. Numre som “Looking out for Number One” og “I’ve Had Enough of You” er begge fine, energiske skæringer, hvor rocken slår gnister mens den farer frem på skinnerne, men det er måske ikke helt nødvendigt, at de begge varer omkring 4 ½ minut?
Så er den kun 2 minutter og 20 sekunder lange “The Rat” anderledes trimmet og lige til benet. Fuld garagepunk-galop ud over stepperne, liret guitarfræs, råbekor, hektisk trampe og stampe rytme og ingen tid til at se sig tilbage. En tiltrængt fræser mod slut på albummet, hvor kvaliteten af numrene på sin vis ikke daler, men de 33 minutter de 8 numre i alt varer alligevel begynder at føles en smule lange.
Det starter ellers ganske forrygende med 3 relativt skarptskårne numre. “Creatures of Habit” slår tonen an fra start, med højt tempo, boogie rytme og en smittende energi. Her blæser Kosmik Boogie Tribe uimodståeligt afsted, det er måske ikke stor kunst, men jeg er sgu med på uh uh uh kor og luftguitar fra start. “Optical Migrane” sætter farten lidt ned, eksprestoget bliver til et mere svajende bumletogsklingende et af slagsen, men det vugger sejt og giver én lyst til at knappe en hygge pils op, læne sig tilbage og sidde og vippe med, med foden. De spiller fandeme sejt nok, de her nordmænd. “We’ve Got The Cash” er mere hektisk, “we are the greatest, we are the greatest of them all”, lyder det tilpas storskrydende, “see what I can do with my money, honey”, lyder det videre, nok ikke uden en vis portion ironi.
Kosmik Boogie Tribe spiller ikke blærerøvsrock for de rige og de smarte, men lyder mere som et band, der føler sig på rette hylde omgivet af ølsjatter, sved, tyk røg, behårede mandfolk og kvinder med hang til den slags. Sofistikeret og nyskabende er det bestemt ikke, men når det gøres som her, er det uhyre effektivt på en dejligt uhøjtidelig og primitiv måde. Det går lige i de rockende urinstinkter og drifter. Noget en del norske bands i denne genre, af en eller anden grund, har et virkeligt godt greb om, uden at det bliver gumpetungt. Det må være noget i vandet eller luften deroppe?
Alt i alt er We’re Not Here To Fuck Spiders en fornøjelig omgang, der måske ikke rammer så dybt eller giver nogen længerevarende smagsoplevelse. Men det er rigeligt til en 4-stjernet pause fra hverdagen, eller hvis man lige trænger til at koble ud og plugge boogie-guitaren til en halv times tid.
Af Ken Damgaard Thomsen
