Dub-I-Dub-I-Dub-I-Dup-Bup-Bup Dub-I-Dub-I-Dub-I-Korn?
Da jeg første gang hørte rygter om, at Korn havde intentioner om at udgive et dubstep album, formodede jeg at det måtte dreje sig om en syg joke. Det, eller også havde bandet fra Bakersfield, Californien virkelig høstet deres metal mark for alt med den mindste smule næring i, og fået et panikanfald?!
Jeg har aldrig helt forkastet, eller afskrevet, bandet selvom deres gyldne periode lå tilbage i 94-98, hvor de var med til opfinde og præge en ny retning indenfor metalmusikken – genren der fik den kiksede betegnelse Nu Metal. På deres efterfølgende udgivelser har der altid været et nummer, eller tre, der var værd at nikke med til.
Bevares, udover de spredte højdepunkter har både melodier, og forsanger Jonathan Davis’ tiltagende slatne vom og skrigen, været cirka lige så spændende som en mejetærsker i tomgang på en udpint kornmark.
Så hvad er det nye album så for en størrelse? Er der overhovedet noget rock tilbage i Korn? Lad os få det ud af verden med det samme – det er ikke et rendyrket dubstep album. Jeg har minimal forstand på, og erfaring med, denne genre, men det Korn har kastet sig ud i er endnu engang en hybrid genre. Væk er de nedtunede guitarer og boblende bas og trommer. I stedet for suppleres Davis’ velkendte vokal med tunge beats, dunkende bas og masser af dubstep “wupwuuup” lyde. Og til stor overraskelse for mig, så er det ikke den ventede totale katastrofe?!
Indrømmet, man skal lige vænne sig til, og acceptere, at dette ikke er Korn som man kender det. Men man genkender alligevel hurtigt mange af de velkendte dyder inde i det pumpede maskinrum, som nu driver musikken fremad, fremfor “rigtige” instrumenter. Allerede under første nummer “Chaos Lives In Everything” opdager man hvor ubesværet Davis’ brølevokal blander sig med de elektroniske toner, og skaber noget der faktisk lyder både potent, sammenhængende og ganske medrivende. Stemmen lyder som sig selv, ditto for de fleste tekster og emner der kredses om, alligevel føles den mere frisk og vital, ja måske ligefrem inspireret, end den har gjort de seneste 10 år.
At Korn ikke direkte har været med til, at opfinde endnu en helt ny genre her, er ikke nogen hemmelighed. Metalbands er blevet remixet af elektroniske artister osv. utallige gange tidligere – på “Path” opstår hybrid genren ved at hvert nummer er featuring diverse dubstep kunstnere. Men på dette album lyder sangene som egentlige kollaborationer, og ikke som noget der er opstået ved at klippe og klistre stykker sammen, som egentlig ikke havde noget med hinanden at gøre.
Ikke alt fungerer lige godt, det er et album der også bliver en anelse monotont, primitivt og repetitivt i længden – blandt andet i numre som “My Wall” og “Sanctuary”, men det er vel en del af dubstep musikkens begrænsninger/konventioner? I det hele taget finder jeg genren lidt svær at tolerere i længden. Det bliver sgu underligt sterilt og ensartet at lytte til, men det kan naturligvis skyldes at jeg bare ikke “forstår” finesserne i det.
Nu ville det også være unfair at bedømme en hel genre ud fra dette album, det er trods alt stadig Korn der pryder coveret, og ikke dubstep navnene de har samarbejdet med.
Der hvor samarbejdet viser tænder, og band og elektronik svinger, da fungerer “Path” virkelig godt, og viser et Korn med større og mere rå nosser end man har hørt i lang tid. “Kill Mercy Within”, “Narcissistic Cannibal” og “Get Up” er så in your face og tonstunge skallesmækkere at de er blandt noget af det bedste musik Korn har udgivet. De numre alene er et pladekøb værd!
På “Burn The Obidient” virker det som om vi endelig får lidt nedsat tempo og variation i musikken, desværre er det kortvarigt før det buldre løs igen. Her savner man lidt mod til at eksperimentere med formen, men Korn har tydeligvis ønsket et album der kværner løs det meste af spilletiden.
Det er også det der i sidste ende trækker lidt ned, det bliver simpelthen for udmattende og trættende i længden at det hele bliver skruet op til 11.
Den aldrende gruppes største problem med denne leg med deres udtryk, og udflugt ud i ukendt farvand, kunne blive hvem albummet egentlig henvender sig til? Hardcore fans kunne blive frastødt over at deres Korn har svigtet metalmusikken, dubstep dyrkere og kendere vil måske synes at albummet slet ikke er ægte dubstep og det er nok ikke et album der vil få voldsomt meget airplay eller mainstream opmærksomhed?
Det er for tidligt at sige om det endelig er lykkes bandet at støde lytterne helt fra sig, og begå kommercielt selvmord, ved at udgive noget ingen gider give en chance eller kan relatere til – men jeg anbefaler man giver “Path of Totality” et lyt med åbent sind, prøver at gemme forventninger og fordomme væk, og giver det en fair chance før man dømmer.
For det her kan periodevis vælte en kornsilo man troede var støbt i cement, og ikke kunne rokkes en millimeter!
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
