Så har vi balladen! Vi justerer lige formatet lidt for en kort bemærkning pga. koncerttilbud overload.
Da jeg startede de her koncertartikler i tidernes morgen var det med få, udvalgte koncerter, det muterede stille og roligt til, at “alt” kom med, alt hvad der cirka lå indenfor vores dækningsområde. I en sådan grad at det tilsidst føltes som at stå ved et samlebånd uge efter uge og bare spytte copy/paste artikler ud, samlet af tidligere materiale.
Kursen blev forsøgt korrigeret ved at ændre det til “koncert jeg selv ville tage til”, stadig bredt, men dog en begrænsning… og så gik jeg lidt død i det hele og satte koncertartiklerne på pause. De vendte tilbage for et par uger siden og nu står vi så foran nogle dage, hvor jeg stoppede ved 9 arrangementer jeg selv kunne finde på at tjekke ud – og da havde jeg ikke været samtlige spillesteder igennem endnu, argh!
Luksusproblem, men hensigten var at det her gerne skulle være nogenlunde kort og overskueligt (efter vores standard). Så jeg korter yderligere ned, kører rapid fire i denne uge og så kan man ellers selv dykke lidt dybere ved at klikke på de tilbud man synes lyder interessante.
Vi lægger ud med et på papiret godt tilbud til alle jer smådansemus derude, nemlig Silgue på Hotel Cecil torsdag aften. Bandet startede egentlig som et god, gammeldaws rockband under navnet Dissary Son, men fandt måske ud af at dansabel pop mere var dem? Seneste single er en regulær dansegulvsbasker, som jeg anmeldte HER.
Fredag er der tre tilbud på programmet, vi lægger ud med sanger og sangskriver Henrik Olesen og hans Ukendt Under Andet Navn projekt, der opstod i kølvandet på opløsningen af Olesen-Olesen konstellationen med brormand Peter. Han kigger forbi Musikcaféen med sine poetiske sange, som stadig befinder sig lidt i samme boldgade som man kender fra nævnte duo, eller ikke kender?
På Stengade er der mere dansk, men denne gang på engelsk, når Death Machine fejrer udgivelsen af deres nye album. Trods det voldsomme navn er der nu tale om noget mere afdæmpede og rolige folk-poppede toner, som man måske allerede kender fra en radiokanal nær dig. Og gennem de smagsprøver i form af singler der allerede er udsendt i en lind strøm de seneste måneder.
Sidste punkt fredag er en omgang rock med stort R. Redwolves, tidligere Awesome Mr. Powerwolf, sætter (formodentlig) fut i Rust på gammeldags energisk rock og rul vis. Det har i hvert fald været det deres udgivelser har været leveringsdygtige i, i en sådan grad at jeg var lige ved at smide bukserne hjemme i stuen da jeg anmeldte en EP fra dem for nogle år siden. Med sig har de FooN og KULK.
Vi iler videre til lørdag, der topper fredagen og lokker med hele 5 koncerttilbud. Vi slår lige et smut forbi Hotel Cecil igen, hvor den nu står på rock fra The Love Coffin. Rock af den mere dunkle men samtidig dansevenlige størrelse. Det var i hvert fald stilen på seneste, blændende single, “Nothing At All”, som jeg anmeldte for nogle uger siden. At den ikke har været i A-rotation på P6 Beat endnu er mig en gåde, hvis den har, har jeg i hvert fald ikke opdaget det. En af årets bedste singler hidtil.
Danse kan du også i Templet i Lyngby, hvor den står på smittende Wild Style fra M Rexen. Manden, og bandet, har været produktive det seneste års tid, hvor der på ægte Bisse manér er udkommet ikke mindre en 3 plader. De 2 første en del af en planlagt trilogi om The United Kingdoms, hvor genreopdeling af musik tilsyneladende ikke findes og senest den noget mere “fokuserede” And Then They Danced. Den er, som titlen antyder, mere dansevenlig og domineres af en mere liveorienteret lyd, noget jeg fik smagt på da M Rexen indtog Rising i sommers. Det smagte godt!
Hvor skal vi så hen? Ah, Loppen, til endnu en release, denne gang er vi ovre i det shoegazede med Pinemoon, som jeg i følge Loppens beskrivelse har kaldt “særdeles indbydende”! Det må jo passe så? Jeg har i hvert fald anmeldt både en EP og en single eller to fra gruppen, en anmeldelse af albummet der fejres denne aften anmeldes i morgen (torsdag) her på siden. Med til at markere udgivelsen har Pinemoon support i form af Ring Them Bells og Sun Drain.
Kører du lidt længere, alt efter hvilken retning du kommer fra, så kan du holde ind på Amager, hvor Beta har noget mere metallisk på plakaten. Det er faktisk noget af en hård, lille pakke der er sat sammen her ført an at post-hardcore bandet Hearteater, som jeg også tidligere har anmeldt. Hanging The Nihilist har ikke bare et fedt bandnavn, men er også endnu mere “core” og er et af de bands med god “buzz” rundt omkring for tiden. Sidste led i tre-trins-raketten er Feather Mountain, der er i den mere proggede ende af spektret, noget der faldt i Troels-Henriks smag da han anmeldte deres album Nidus for et par måneder siden.
Pyha, forpustet? Så er det med at finde pusten igen, for vi lukker og slukker med en ordenlig en over nakken i Pumpehuset, hvor det er blevet tid til heavymetal.dk’s årlige Night Of Black Attack. Den fjerde udgave af den sorte fest byder på 4 kvalitetsnavne indenfor den mørke og atmosfæriske metal. Metal i bred forstand, for jeg ved egentlig ikke om Slægt er super metalliske, jo, måske på sådan en lidt old school heavy måde så? Blandet med noget black… og riff-tastisk rock ‘n roll. Jeg var helt tosset med bandets EP Beautiful and Damned, samt de to seneste plader, Domus Mysterium og The Wheel. Har jeg virkelig givet dem topkarakter hver gang? Det virker da lidt overdrevet… nå, live er de sgu’ også fede!
Morild er et andet band jeg har været gavmild med stjernerne overfor, både deres EP VI og senest deres fuldlænge debut først på året. En iskold dukkert ned i et kulsort hav. Måske møder de Posidon og Redwood Hill dernede? Dem har jeg… også givet masser af stjerner, både på plade og live, hvor de er noget af et ansigtssmeltende monster, når de rammer de rette rammer. Denne aften markerer de, at det allerede er 5 år siden at albummet Collider udkom, nyt skulle være på vej,
Og oveni denne stjerneparade af bands får du søreme også Sinnrs, der er så mystiske at de har sparet et “e” væk!
Jeg hviler lige benene lidt og vender tilbage om en uges tid, forhåbentlig i en lidt mindre stresset udgave?!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard, Redwood Hill på Copenhell ’16
