Home Koncerter Koncerter i KBH, uge 48

Koncerter i KBH, uge 48

2810
0

Under en måned til jul mine damer og herrer, og hvad ønsker jeg mig så? Mere tid! Mere tid, så jeg kan tage til mange flere af de super-awesome koncerter vi får gravet frem uge efter uge! Lad os se hvad jeg sikkert ikke får tid til at opleve af fede ting i denne uge…

Vi lægger ud i aften, torsdag, med et støtte arrangement der skal sikre Dark Mental Festivals forsatte eksistens, efter festivalen, ærgerligt nok, kom ud med et underskud for årets udgave, Derfor har det stablet en art hjælpe til selvhjælp aften på benene på Stengade, hvor man for sølle 30 kr. kan opleve “kongerne af old school død”, Eciton, døds-thrasherne Roarback og Atrophy, som ligeledes gør sig i noget death/thrash metal, men den mere svensk inspirerede slags.

Stengade // d. 27/11 // Kl. 20.00 // 30 kr. (går ubeskåret til at dække Dark Mental’s underskud).

Som torsdagens andet tilbud, tager vi lige et hop ud i ukendt farvand og tager en chance. I Pumpehuset er der nemlig dømt “free jazz, swing, doo-wop, electronica og med afrofuturistiske referencer”, fra Sun Ra Arkestra. Bandleder Sun Ra døde i 1993 i en alder af 79 år og ville således være fyldt 100 i år, det fejrer hans band ved at føre ånden, og den spaced out genre-blanding videre. Ved sgu ikke om det her er noget, men på papiret lyder det som noget man ved et tilfælde ville komme forbi på Roskilde Festival, og få en pissefed oplevelse ud af.

Support: ELOQ + Dixen

Pumpehuset // d. 27/11 // 21.00 // 200 kr.

UPDATE, følgende koncert er nu udsolgt.

Så hopper vi videre til fredag, hvor man kunne taget en tur i Templet i Lyngby, hvor der er svedig rock fra Blues Pills på plakaten. Bandet har hentet inspiration til deres lyd fra navne navne som Led Zeppelin, Jimi Hendrix, Cream, Fleetwood Mac og Snickers soul dronningen Aretha Franklin.

Opvarmningen sørger danske Shivas Nat for, som Judas anmeldte EP’en Hard To Breath fra tilbage i maj måned sidste år, i den 5-stjernede anmeldelse skrev han blandt andet:

“Shivas Nat viser at de kan spille op med de bedste på den danske scene, så hold øje med dem, og tjek dem ud når de rammer en scene i nærheden af dig – jeg anbefaler også at du får fat i EP’en, hvis du holder af genren og slutter mig til koret, der gerne vil have en fuldlængde-udgivelse fra Shivas Nat”. Læs hele anmeldelsen HER

Templet // d. 28/11 // Kl. 20.00 // 80 kr. (UDSOLGT).

I Huset KBH afholdes den københavnske udgave af RECession Festival, den ellers Aarhus-baserede festival tager i år en enkelt dags afstikker til hovedstaden, hvor der præsenteres 3 spændende navne i form af:  de eksperimenterende drømme poppere Hey Elbow fra Sverige, dark-pop bandet Behind Seven Mountains og endelig dansk/grønlandske Small Time Giants, som vi har været lidt omkring her på siden fornylig. Først i Jonas’ 4-stjernede anmeldelse af albummet Stethoscope, hvor deres storladne rock folder sig ud som en blanding af Placebo og Coldplay. Og senest i et spændende interview (synes vi da selv!) med bandet, hvor de fortæller om at flytte fra Grønland til Danmark, den grønlandske rockscene, indspilningen af pladen og politik. Læs interviewet HER

Huset KBH // d. 28/11 // Kl. 20.00 // 50 kr.

I Amager Bio serveres der dobbelt dosis dansk syre fredag aften, øverst på plakaten står legendariske Young Flowers. Trioen eksisterede i første omgang kun mellem 1967 og 1970, hvor de udsendte 2 albums, der nu anses for klassikere indenfor den danske syrerock, plader som et band som Spids Nøgenhat helt sikkert har plukket svampe til. Gruppen er jævnligt blevet genoplivet, og består i dag af Per Frost, Peter Ingeman og Søren Berlev (der har erstattet den nu afdøde trommeslager Ken Gudman).

Opvarmningen leveres af en af de nyere skud på syre-stammen herhjemme, nemlig Syreregn, hvis album Skabt Værk Består fik en positiv modtagelse af Jonas og 4 stjerner. Anmeldelsen kan læses HER

Amager Bio // d. 28/11 // Kl. 21.00 // 175 kr.

http://youtu.be/e_3qsnCQJzY

Sidste tilbud vi har gravet frem fredag, og samtidig det jeg har valgt at kalde Ugens Anbefaling, er de danske sludge-rockere m.m. Helhorse, som lukker og slukker for et aktivt koncert-år med en koncert på Stengade.

Det bliver formodentlig sidste gang i et stykke tid, at man kan opleve den virile hest på en scene i nærheden, da cyklusen omkring Oh Death albummet fra sidste efterår ser ud til at nærme sig sin naturlige afslutning. Tilmed bliver det sidste Helhorse koncert med bassist Søren Nybo Hansen, der uden dramatik eller sure miner har valgt at trække stikket og forlade bandet.

Vi har anmeldt Helhorse live en del gange efterhånden, først Jonas på Radar i Aarhus inden Oh Death udkom, sidenhen på “hjemmebane” på Beta i november sidste år til Headbangers Ball. Jeg fangede dem ligeledes på Copenhell, hvor de gav den så meget gas, at jeg var lige ved at miste pusten og endelig i det generelt vellykkede eksperiment på årets Roskilde Festival, hvor de delte scene med The Psyke Project.

Og der er naturligvis en grund til, at vi har anmeldt dem live så mange gange. De er i vores optik et af landets mest medrivende og potente live-bands, som tilsyneladende ikke har en off-day, når de indtager en scene. Og det gælder hele det prustende ensemble, som fnysende og hårdrockende pisker publikum rundt i manegen og selv kan galoppere om kap med en vild cirkushest.

Nok ros, bare se dem, måske tjekker vi dem endda ud en “sidste” gang, hvem ved? (uden at anmelde, det sværger vi!).

Opvarmningen er også værd at lægge mærke til, den står Justin Hate nemlig for, et band som kollega Jonas ligeledes har smidt 4 stjerner efter for et album. Den anmeldelse kan læses HER

Stengade // d. 28/11 // Kl. 21.00 // 125 kr.

Vi starter lørdagens tre-trins raket med en tur tilbage til Amager, denne gang Beta, hvor der diskes op med to hårdtslående thrash-metal navne i form af aalborgensiske Essence og lokale Electric Hellride. Det er begge bands, som jeg tidligere har anmeldt udgivelser fra i positive vendinger. Senest blev det til 5 stjerner til Electric Hellride, der tilbage i maj måned udsendte EP’en Come Darknes, Come Light.

Essence scorede topkarakter for Last Night of Solace, da jeg anmeldte albummet, indledte jeg med ordene:

“Nogen gange kan man være heldig og sidde med et album, hvor talent og ambitioner matcher hinanden fuldstændig. Danske Essence har med Last Night Of Solace taget et kæmpe skridt siden debuten Lost In Violence, og vi er ikke langt fra det lidt diffuse prædikat “mesterværk”. Det er moderne, hylder forbillederne, slår hårdt og hurtigt som Tyson i hans unge dage, men mister aldrig det tekniske og melodiske overblik. Kort sagt – en nydelse”. Læs hele anmeldelsen HER

Beta // d. 29/11 // Kl. 21.00 // 80 kr. (forsalg) 100 kr. (døren)

Så skal vi tilbage på det mere syre/psykedeliske spor, når Langt Ude Records præsenterer 3 upcoming navne, gratis, på café Din Nye Ven (Skt. Peders Stræde 34 på Nørrebro). Det udsyrede program består af Kværn, Myreskær og Dør Nr. 13, hvis EP Langt Ude Nu, Jonas (that guy again) anmeldte i sidste uge. Han skrev blandt andet:

“De fire numre spænder meget bredt, fra tung, mørk og syret rock, til mere solbeskinnet stener-folk, til råbende semi-punk. Gennemgående er Dør Nr. 13 gode til at lave fængende hooks. Lige fra det åbnende bass-riff på den tungt rockende ‘Solfald’, over det syret catchy omkvæd på ‘På trip’, som også har fået spilletid på P6, og den mere dæmpede, men stadig fængende, ‘Tager dig med’s” fodvipperytme og Lasse Storm’s halvsnakkende vokal, til den skramlede gentagelse af “Fire it up!” på afslutteren ‘Fyr op!’.” Læs hele anmeldelsen HER

Din Nye Ven // d. 29/11 // Kl. 19.00 // Gratis

http://youtu.be/i6LNdmXy1Do

High Voltage er der pirat-punk ‘n roll med Skullclub, der er sejlet hele vejen fra Kolding for, at indtage hovedstaden med deres hårdtslående paroler og outsider-tekster. Jeg var super begejstret for bandets debut-album, Gamle Ar og Nye Tænder, da jeg tidligere på ugen tildelte det 5 stjerner. I anmeldelsen lød det blandt andet:

“Skullclub’s helt store styrke er, at de ikke er bange for at leverer en lowbrow fortælling som denne, at hylde snusket værtshuskultur og deres klientel, at råbe fængende slagord og effektive paroler efter dig, at lege lidt med det danske sprog, at starte en sveddryppende fest og samtidig have noget på hjertet. Og ikke mindst have hjertet med og lade det brænde for alle de skæve eksistenser og “udsatte” steder bandet kredser om i teksterne”. Læs hele anmeldelsen HER

High Voltage // d. 29/11 // Kl. 22.00 // 70 kr.

Sidst, men bestemt ikke mindst, et band der ikke trænger til, eller får, nogen større introduktion: mægtige Machine Head i Store Vega! Der er i skrivende stund stadig ganske få billetter tilbage, få fat i en (ville selv, hvis det ikke var for en meget traditionsrig julefrokost samme aften), de er albumaktuelle og sparker gedigen røv live.

Support: Sonic Syndicate

Store Vega // d. 29/11 // Kl. 21.00 // 295 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleNorth Fall – Teeth – 27/11 – 2014
Next articleThe Who – Won’t Get Fooled Again – 28/11 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.