Home Koncerter Koncerter i KBH, uge 40

Koncerter i KBH, uge 40

2807
0

Så blev det sgu oktober, og der er masser af koncerttilbud i vente i begyndelsen af måneden, også flere end der røg i nettet denne gang – her er fangsten for uge 40.

Vi lægger ud i dag (onsdag), med lidt afdæmpede og efterårsagtige toner fra Chorus Grant i Pumpehuset, der i begyndelsen af året udsendte det meget roste album Space. Jeg kvitterede selv med 4 stjerner til det tyste univers, i anmeldelsen lød det blandt andet:

“På trods af, at grundtonen er afdæmpet og instrumenteringen i de enkelte numre meget sparsom, så er der masser af variation at finde albummet igennem. Fra det lidt Beatles klingende klaver på “All Elbows”, de vokalmæssige udflugter helt ud i det lyse register på “Godplan” eller vokalens klang og stemmeføringen på “Taxi Off The Password”, der leder mine tanker i retning af Paul Simon”. Læs hele anmeldelsen HER

Pumpehuset // d. 1/10 // Kl. 21.00 // 100 kr.

Loppen kan du få dig en ordenlig dosis psykedelisk rock, når norske Electric Eye og danske De Underjordiske tropper op onsdag aften. Sidstnævnte består f medlemmer af The Wands og The Woken Trees, og er et musikalsk projekt Jonas har oplevet live to gange i Aarhus. Først til sidste års Aarhus Psych Fest, det kan du læse om i DENNE reportage og senest til Radar’s 2-års fødselsdag tilbage i april måned.

Der er vel ikke så meget at tilføje, er du til psykedeliske toner, så foregår det naturligt nok på staden.

Loppen // d. 1/10 // Kl. 20.30 // 60 kr.

Siden 1976 har “superrock” gruppen The Fleshtones skænket verden deres særegne blanding  af rock ‘n roll og rythem ‘n blues, på torsdag bringer de disse klassiske toner med sig til Stengade.

Stengade // d. 2/10 // Kl. 21.00 // 100 kr.

http://youtu.be/DadnHEdhY8E

I Amager Bio er der lidt andre klassiske toner at dulme ørerne med torsdag aften, nemlig guitartoner fra den tidligere guitarist i The Scorpions, Uli Jon Roth. Uli, med det borgerlige navn Ulrich Roth, medvirkede på 4 Scorpions plader i årene 1974-77 og har sidenhen boltret sig med liret guitar i prog-rock bandet Electric Sun og andre mere symfoniske projekter. Aftenens koncert står dog i Scorpions materialets tegn under titlen “40th Anniversary – Scorpions Revisited Tour 2014”.

Amager Bio // d. 2/10 // Kl. 19.00 // 275 kr.

Er du mere nysgerrig anlagt og interesseret i noget der lyder lidt alternativt, så er KB18 stedet for dig. The Linda Burnettes er et 8 mand stort orkester, der spiller “grind/surf/strip” og Take Us To Your Leader gør sig i…. ja… hmm?! KB18 skriver: “Med en speciel tilgang til rock er ”Take Us To Your Leader” et bekendtskab med både et klart iørefaldende og til tider en massiv kant. Mange af numrene er lydkollager og lydmurer, indkranset og gennemviklet af snørklede melodier og episke syng-med omkvæd”… og det er faktisk det mindst trippede der står i den beskrivelse.

KB18 // d. 2/10 // Kl. 21.00 // 50 kr.

Lille Vega byder torsdag aften på noget svenske døds-glam fra Deathstars. Mørke uniformer, ansigtsmaling og tekster med horror emner blandet med social bevidsthed – lyder som en dejlig særpræget blanding!

Support: Perception Of Darkness

Lille Vega // d. 2/10 // Kl. 21.00 // 160 kr. (forsalg) 180 kr. (døren)

Så hopper vi til fredag, hvor der er et par fine tilbud, ud over The Psyke Projects Final Party afskedskoncert, som vi kigger på i et separat indlæg senere i dag. Du kunne i stedet svinge forbi High Voltage, hvor heavy metal/hard rock bandet Chainfist holder releaseparty for deres nye album – som vi anmelder i begyndelsen af næste uge. Men de er ikke alene om at give den gas, på plakaten er også Phonomik, som jeg desværre ikke kender, og Keema, som kollega Thomas tildelte hele 5 stjerner for albummet Rise Up.

High Voltage // d. 3/10 // Kl. 22.00 // 70 kr.

Stengade står den i indie pop/rockens tegn, når Fathers Outcome og Annasaid kigger forbi fredag aften. Førstnævnte gør sig i noget psych/folk-pop/rock med både akustiske guitarer og synthezisers. Annasaid kalder selv deres genre for “jetplane soundtracks” på deres facebook side. Okay så!

Stengade // d. 3(10 // Kl. 21.00 // 70 kr.

Vi bliver i det lidt alternative indie poppede something something når Pumpehuset lørdag aften (ja, nu nåede vi til lørdag), har to spændende og fremadstormende navne på plakaten. Lovespeed gør sig i rock, folk, indierock og pop og udsendte tilbage i april måned et anmelder rost album. Trioen Nelson Can oplevede jeg selv på årets Uhørt Festival, musikalsk er deres minimalistiske garage-rock aftapning er måske ikke lige min foretrukne smagsvariant, men de har saftsusme udstråling på en scene og knalder igennem.

Pumpehuset // d. 4/10 // Kl. 21.00 // 130 kr.

Efter The Psyke Projects farvel dagen før, er der, desværre, endnu et farvel på tapetet lørdag aften, denne gang på Loppen. Her siger retro beton-rockerne Moonless farvel og tak. Senest vi hørte fra bandet, var albummet Calling All Demons, og et dyk i arkivet viser søreme, at den anmeldte jeg tilbage i marts måned 2012. I den 4-stjernede anmeldelse (hvor formateringen forresten er helt til rotterne) lød det blandt andet:

“Så langsomt men sikkert, som Moonless’s slæbende og bastante melodier, så fik “Calling All Demons” tromlet sig vej ind i mit hjerte, og kickstartet en lille forårsforelskelse. “ROCK music with a twist of DOOM” kalder den Københavnske kvartet deres musik, og dertil kunne man sagtens tilføje følgende: et strøg sydstatssludge og stener tendenser”. Læs hele anmeldelsen HER

Meeeen, der er mere! Du får også “kosmisk doom” fra københavnske Gaia og et skud psykedeliske toner fra Doublestone, som vi har masser af materiale med i arkivet.

Loppen // d. 4/10 // Kl. 21.00 // 50 kr.

Skal vi trave ned af en mere stille og rolig vej til country/folk/americana toner? Så er det i Lille Vega man indfinder sig lørdag aften, sammen med One Eyed Mule, der fornylig udsendte nyt album. Det scorede hele 5 stjerner fra undertegnede, jeg skrev blandt andet:

“For the Hollywood heart in your girlfriend er på sin vis en lidt fragmenteret størrelse, som 9 kortfilm der afspilles lige efter hinanden. Men selv om de skaber forskellige billeder og stemninger, så er der alligevel nogle udefinerbare følelser og fællestræk der binder dem sammen og skaber et samlet udtryk, der giver mening og en fornemmelse af sammenhæng”. Læs hele anmeldelsen HER

Support: Jørck

Lille Vega // d. 4/10 // Kl. 21.00 // 140 kr.

Mangler vi noget? Ah ja – Ugens Anbefaling! Den går i denne tætpakkede uge med et mulehår til et metal arrangement på Lygten Station. På plakaten er RunDowns, KforKills, Sons Of Death Valley og ikke mindst Diamond Drive. Sidtnævnte arhusianske metallere bragte vi en del med og om i første halvdel af 2013, siden har der været lidt stille på linjen. Arkivet kan både byde på en Q&A med bandet, anmeldelse af deres glimrende album Temporality og 2 liveanmeldelser – en fra Beta og en fra Radar.

Sidstnævnte koncert i Aarhus, hvor de varmede op for Boil, der havde release-party for deres sidste album, var den begivenhed, hvor jeg for alvor fik øjnene op for bandet. Jeg havde hørt rumlen rundt omkring i det aarhusianske (dengang jeg slog mine folder i smilets by), men ikke set dem live før den aften. En aften hvor de med et talstærkt publikum i ryggen (uden at fornærme nogen, et publikum der var både større og mere medlevende end det hovednavnet kunne mønstre), løb med det meste af min opmærksomhed. Gør dig selv en tjeneste – tjek dem ud, også selvom de er på udebane.

Lygten Station // d. 4/10 // Kl. 20.00 // 60 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleShiny Darkly – Soft Skin – 01/10 – 2014
Next articleInterview med Moon Mountain: Psych-folk med gode melodier og dramatisk udtryk

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.