Home Seneste April 2015 - Nyheder Koncerter i KBH, uge 18

Koncerter i KBH, uge 18

2708
0

I mens Aarhus går Spot amok sker der også en masse på koncertfronten i København, næsten så meget, at man kan blive en smule forpustet. Så dyb indånding, tungen lige i munden og rapid fire!

Vi lægger ud med 3 tilbud onsdag aften. Amager Bio gæstes af legendariske Saga og deres Sagacity Tour (ja, det kalder de den…). De canadiske rock-veteraner har efterhånden 37 år på bagen, dannet i 1977, 8 millioner solgte albums på verdensplan og har hits som “Don’t Be Late”, “Wind Him Up” og “Humble Stance” med i bagagen.

Opvarmningen står lokale Stereoattack for, dem anmeldte jeg en EP fra for halvlandet års tid siden. Dengang blev det til 4 stjerner for deres ukomplicerede 70’er inspirerede hardrock.

Amager Bio // d. 29/4 // Kl. 19.00 // 300 kr.

I Pumpehuset står den i hardcorepunk/post-rockens tegn, når svenske Refused genopliver sig selv.. igen. Bandet havde deres storhedstid med 3 plader i løbet af 90’erne, men gik i første omgang hver til sit i 1998. Senest de gav lyd fra sig var i 2012, hvor de blandt andet gæstede Roskilde Festival – en koncert hvor vi blev blæst godt igennem på Arena. Freelancer Morten tildelte dengang koncerten 5 stjerner.

Support: Night Fever (DK) + Beyond Pink (SE)

Pumpehuset // d. 29/4 // Kl. 19.00 // 175 kr. (der meldes om få billetter)

Da Jacob Bellens udsendte albummet The Daisy Age tilbage i 2012 stod anmelderne i kø med roserne, også hos os, hvor Jonas hev en af de sjældne 6 stjernede op af foret. Onsdag aften kigger sanger og sangskriver Bellens forbi Loppen med band, i slipstrømmen af endnu en bunke positive anmeldelser af sidste år album, My Convictions.

Support: Skammens Vogn

Loppen // d. 29/4 // Kl. 20.30 // 160 kr.

Torsdag skruer vi lidt op for frekvensen med hele 6 koncerttilbud. Vi lægger ud på Jazzhouse, hvor The Radar Post holder releasekoncert. Albummet The Radar Post er udkommet, men releasekoncerten er altså cirka lige så “forsinket”, som vores anmeldelse af pladen – som kommer i begyndelsen af næste uge. Musikalsk befinder vi os i et univers, hvor der både er plads til stille folk, indie rock og helt over i det mere poppede. Bag navnet gemmer sig Esben Svane, der tidligere har huseret som trommeslager i bands som Ulige Numre, A Friend In London og Den Fjerde Væg.

Jazzhouse // d. 30/4 // Kl. 19.00 // 60 kr.

I Lille Vega er der ligeledes folkede toner, når The White Album kigger forbi. Bandet har været på banen nogle år efterhånden, og også fået en række fine anmeldelser for deres langskæggede folk, men på en eller anden måde, er det lykkedes os ikke at få dem anmeldt!? Supporten leveres af det 3 kvinder høje nordjyske band Norr.

Lille Vega // d. 30/4 // Kl. 21.00 // 140 kr. (der meldes om få billetter)

I den større version af Vega finder du samtidig en musikalsk parring af Hymns from Nineveh og det københavnske symfoniorkester Copenhagen Phil. Det er eneste koncert med bandet dette forår, og der spilles numre fra hele bagkataloget , som består af 3 albums og en EP.

Store Vega // d. 30/4 // Kl. 20.30 // 210 kr.

Stengade er der belgisk melankoli fra bandet Balthazar og belgisk support fra BRNS, samt nordisk americana fra nordjyske Caved Crow. Vi har tidligere lavet både interview, oplevet bandet live og anmeldt deres debut-EP her på siden. I sin 5 stjernede anmeldelse af EP’en skrev Jonas:

“Ignorance Is holder niveauet, som Caved Crow har vist live, og sætter streg under at man godt kan tillade sig at forvente meget fra den kant”. Læs hele anmeldelsen HER     KONCERTEN ER AFLYST/UDSAT PGA. BELGISK TOUR-BUS SAMMENBRUD.

Stengade // d. 30/4 // Kl. 20.00 // 70 kr.

I Dome Of Visions holder The Orange Grove releasekoncert, eller nærmere betegnet “vinyl-release”. for pladen Stare Into The Sun. Den er jeg i skrivende stund ved at lytte til for allerførste gang – tilfælde? Det tror jeg næsten! Bandet spiller en country/folk blanding, med afstikkere til psykedelisk rock… første indtryk – det er godt!

Ugens gratis godbid.

Dome of Visions // d. 30/4 // Kl. 19.45 // Gratis

Så er vi nået frem til fredag, øldrikkernes internationale kampdag, hvor der ud over en masse gratis musik (og med lidt held nogle Frost-forældre) i Fælledparken også er 3 fornuftige tilbud (mindst) på byens spillesteder.

Vi lægger ud i Huset KBH, hvor der serveres endnu en omgang Punks Undead, 3 bands for 40 kroner. Denne gang får du Lady Jerks, 6 tøser der er klar til at forulempe dig med larm af forskellig art (deres ord, ikke mine), Satans Mineons, som er heavy punk-rock, samt Akta Skallen, der præsenteres som svensk old school punk.

Musikcaféen // d. 1/5 // Kl. 21.00 // 40 kr.

High Voltage leverer, som ret ofte, dobbelt op på rock og rul, denne gang med både dansk og svensk islæt. Sidstnævnte står Allie Hazard for, der præsenteres som simpel rock ‘n roll, mens danske Libido Overdrive leverer beskidt hardrock.

High Voltage // d. 1/5 // Kl. 22.00 // 70 kr.

https://youtu.be/L3KHP4i8CEA

Amager er også leveringsdygtige i guitar-rock, men af noget forskellig slags, når Beta fredag aften lægger scene til Electric Guitars, med opvarmning fra Tyrants & Kings. Guitar- liderbasserne Electric Guitars har vi anmeldt albums fra 2 gange her på siden, og begge gange er det blevet til 3 stjerner for de blærede udskejelser. Først fra Jonas for deres debutalbum fra 2013 og senest fra undertegnede til opfølgeren String Fever. Og strengefeber har de uden diskussion, vi blev bare ikke helt smittet – men er du til guitar med guitar på, som du kan spille luftguitar til, så er det her sagen.

Tyrants & Kings har ligeledes 2 gange igennem vores mølle, hvor det er blevet til 2 gange 4 stjerner, først fra undertegnede for albummet Phosphor Anthems tilbage i begyndelsen af 2012, en af de første anmeldelser her på siden – hvilket den også bærer præg af, mehe! Og senest sidste år i august, hvor Jonas tildelte Run March Burn samme karakter. For nylig var jeg et smut i Måløv, hvor bandet er i gang med at bygge eget studie, og nørde udstyr og rock til den helt store guldmedalje, på 140 kvm i en bygning på den nedlagte Flyvestation Værløse. Den tur og nørderiet kan du læse meget mere om HER

Beta // d. 1/5 // Kl. 22.00 // 100 kr. (forsalg) 125 kr. (døren)

Vi daffer videre til lørdag, hvor man kunne svinge forbi Lygten Station, der har 2 bands på programmet der lyder lidt…… stenet, dømt ud fra beskrivelsen. Shimalaya spiller en jazz, folk og rock blanding med en vokal der er “dyb, rusten og gammel”. Hinkypunk har efter sigende rødder i folk, post-punk og electronica og skriver sange der “fortæller sprælske, forvirrede og utilpassede historier om det at være menneske”.

Ugens lottokupon!

Lygten Station // d. 2/5 // Kl. 20.00 // 40 kr.

Vil du hellere have en ordentlig en på første maj tømmermænds-kassen, så er Pumpehuset klar til at uddele tæsk. Du får excentrisk black metal m.m. fra Melechesh (dannet i Jerusalem, bosiddende i Holland) og mørke norske toner fra Keep Of Kalessin.

Pumpehuset // d. 2/5 // Kl. 20.00 // 180 kr.

High Voltage vil åbenbart også være med på den leg, der handler om at være lidt anderledes den anden maj. Lørdag aften går der From Dusk Til Dawn stemning i den, når rockklubben omdannes til en mexicansk slyngel-bule. Vi citerer: “Ud over de tre suveræne bands, Københavnske Hola Ghost, norske Los Plantronics og mexikanske Los Mariachis, vil der være en stribe eksotiske og erotiske indslag der bare skal opleves og ikke afsløres her, men vi garanterer at du bliver blæst omkuld!”.

High Voltage // d. 2/5 // Kl. 20.00 // 100 kr. (forsalg), 150 kr. (døren)

Vi lukker og slukker med Ugens Anbefaling, et arrangement der egentlig løber fra torsdag til og med søndag, nemlig den aller sidste udgave af Heavy Days In Doom Town. Festivalen med fokus på doom, stener og andre tunge toner, tyvstarter på Loppen torsdag aften, hvor der er meldt udsolgt, og forsætter de efterfølgende 3 dage i Ungdomshuset på Dortheavej i Nordvest.

Jeg havde selv fornøjelsen af, at besøge festivalen sidste år, hvilket man kan læse meget, meget mere om HER – i år må jeg, desværre, melde pas. Sidste år kendte jeg ikke ret mange af de optrædende bands på forhånd, men det var lykkedes de frivillige kræfter at booke nogle virkeligt interessante kvalitetsnavne, der gjorde at tiden nærmest fløj afsted i de 3 dage de tunge løjer stod på. Alt er baseret på frivillige kræfter, men der er bestemt ikke dømt venstrehåndsarbejde af den grund – kort sagt, et arrangement der spillede!

Er du til tunge undergrundstoner og musikalsk nysgerrig, så er det et smut til nordvest værd. Du kan læse om det omfangsrige program HER. Men skynd dig, det begynder at lugte lidt af udsolgt…

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Heavy Days In Doomtown 2014/Absymal Grief

Previous articleTurquoise Sun – To Beat or not to Beat – 29/4 – 2015
Next articleOff Spot koncerter 2015 – anbefalinger

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.