Så er vi Påske-fri og klar til at kigge på de kommende dages udvalgte koncerter, der igen byder på lidt for enhver smag, sådan cirka da – lad os tage et kig!
Vi lægger ud i aften (torsdag) med en tur på KB18, hvor der er gratis larm i punk/grind og hardcore afdelingen med 3 bands på plakaten. For den nette som af ingenting får du Betrayer of Light, Forever Unclean og Råddenskab. Det lyder sgu meget hyggeligt!
KB18 // d. 9/4 // Kl. 20.00 // Gratis
Torsdagens tilbud nummer 2 finder vi i Lille Vega, hvor der ligeledes er programsat 3 bands. Du får Skammens Vogn, der allerede har hittet med nummeret “Kender Du Det” fra for et par år siden, og spillede på Gloria Scenen på sidste års Roskilde Festival.
De Høje Hæle har vi tidligere skrevet lidt om, først blev det til et lille kort, men til gengæld ret mystisk, interview med bandet. Efterfulgt af en 4-stjernet anmeldelse fra Jonas’ hånd af albummet Mund Til Mund, der bød på dansksproget Lømmel/knallert punk.
Sidste navn på programmet har undertegnede anmeldt for ganske nylig, hvor det blev til hele 5 stjerner til Tidlige Armbånd og albummet Flydende Kærester. Et legesygt, små-anarkistisk og vidunderligt skævt album, der sprænger alle gængse rammer og regler for sangstruktur og skabeloner, krydret med næsten barnligt naive, men alligevel poetiske, danske tekster. En nysgerrig, kreativ og ret ustyrlig størrelse, som du kan læse anmeldelsen af HER
Disse 3 skæve bud på den danske musikscene kalder vi Ugens Anbefaling herfra.
Lille Vega // d. 9/4 // Kl. 21.00 // 140 kr.
“Veteranen Niels Skousen viser på Smil Eller Dø, at der stadig er masser af musikalsk, og ikke mindst lyrisk, bid tilbage, trods han har rundet de 70 år. Smil Eller Dø er et rigtigt “lyttealbum”, i den forstand, at musikken, meget smagfuldt produceret af Nikolaj Nørlund, på overfladen ikke gør det store væsen af sig, men fungerer som en art indtagende lydtapet for Skousen fantastiske tekster”.
Således skrev jeg blandt andet i vores indlæg med Top 5 danske favorit albums i 2014. Smil Eller Dø tildelte jeg 5 store stjerner i anmeldelsen HER, fredag gæster Skousen Forbrændingen i Albertslund med gamle og nye numre i kufferten. En anmeldelse af Niels Skousen solo i Aarhus fra 2013 kan læses HER
Forbrændingen // d. 10/4 // Kl. 21.00 // 179 kr.
På Lygten Station er der RAWK, 3 aftapninger af dansk rock-bryg for at være mere præcis. Fredag aften kan du smager på MonoType, Blackbeat og karrierekanonen aktuelle Jet Black. Sidstnævnte har vi tidligere været omkring, hvor det blev til hele 5 stjerner fra Jonas for EP’en 4:10, sidste efterår. Den indtog ligeledes førstepladsen på hans Top 5 over favorit EP’er for 2014, et valg han begrundende således:
“11 minutter varer Jet Black’s 4:10 og da jeg første gang lagde ører til den, havde garage-punk duoen endnu ikke spillet nogle koncerter. Til gengæld er EP’en fyldt med medrivende energi i et mørkt og stramt univers, det er smadret og kantet, og samtidig catchy. Der er temmelig meget potentiale i skidtet og nok til at det står som den mest bemærkelsesværdige EP jeg har lagt ører til i år”. Læs anmeldelsen HER
Lygten Station // d. 10/4 // Kl. 20.00 // 60 kr.
I Huset KBH (Analog Bar) er der 2 spændende navne på plakaten fredag aften. Dynablaster, der blander elementer fra så forskellige genre som punk, surf, pop, støj og fuzz, samt The Beardy Durfs. Sidstnævnte har Jonas også haft fingrene i, 4 stjerner blev de til for DIY duoen for deres lo-fi støj EP, A Ton Of Bricks, for knap 2 år siden.
Huset KBH // d. 10/4 // Kl. 20.00 // 20 kr.
Lørdag bugner med tilbud, vi napper en sixpack af dem. Vi lægger ud på Beta, hvor der er Copenhagen Underground. Beta’s hold af frivillige har fået lov til, at lege bookere for en dag og fundet 4 bands fra undergrunden, der får muligheden for at give den gas med professionel lys, lyd og sceneforhold. De 4 bands er: de progressive argentinske stonere Los Deloreans, sludge metallerne Dirt Forge, The Ritual der lyder som noget stemningsfyldt indianer-rock og endelig de festlige hardrockere Loud ‘N Rowdy.
Beta // d. 11/4 // Kl. 21.00 // 75 kr. (forsalg), 100 kr. (døren)
Et moderne take på folk-rocken, finder du lørdag på Forbrændingen, der gæstes af The White Album. Bandet har været på banen nogle år efterhånden, og også fået en række fine anmeldelser for deres langskæggede folk, men på en eller anden måde, er det lykkedes os ikke at få dem anmeldt!?