Solen skinner og vi stikker af ind i mørket på de københavnske spillesteder, for at se hvad ugen eksempelvis kunne byde på af musikalske oplevelser. Her er ugens udvalgte koncerter – der skulle, igen, være lidt for enhver smag.
Vi lægger ud med et enkelt tilbud onsdag, hvor folk-bandet Heimatt holder releasekoncert for deres nyligt udsendte debutalbum på Ideal bar. Thomas havde fingre i, og ører på, albummet med den dejlige mundrette titel With You I Will Dance All The Way Through The Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me. I anmeldelsen lød det blandt andet:
“At lytte til With You I Will Dance All The Way Through The Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me er lidt som at se en bjergetape i Tour de France. Der er masser af flade kilometer, hvor man til tider er ok underholdt, men ikke sådan helt oppe og ringe, heldigvis rammer man et par bjerge eller tre undervejs, hvor man kommer op af stolen, og opmærksomheden bliver skærpet”. Læs hele anmeldelsen HER
Support: Goodbye Lisichka
Ideal Bar // d. 1173 // Kl. 20.00 // 80 kr.
Vi hopper til torsdag, hvor vi lægger ud med et besøg på Loppen, der måske ligger og lurer på grænsen af vores dækningsområde. Fransk/finske The Dö spiller nemlig indie/electro, som nogle anmeldere har kaldt en blanding af The Cardigans, Feist og Coco Rosie.
Loppen // d. 12/3 // Kl. 20.30 // 130 kr.
På Beta har de noget anderledes toner på programmet, nemlig engelske Glamour Of The Kill, som spiller en blanding af heavy, glam og metalcore. Det er dog det danske support navn, Forever Still, som vi er bedst bekendt med her i biksen. Vi har indtil videre anmeldte 2 EP’er fra bandet, og selvom vi egentlig ikke er til gruppens kvinde-frontede Emo/hardrock, så fik de først 4 stjerner af undertegnede for Breaking Free og senest hele 5 stjerner fra Thomas for Scars.
Beta // d. 12/3 // Kl. 21.00 // 150 kr. (forsalg), 165 kr. (døren)
Sidste stop torsdag, og samtidig en tidligt placeret Ugens Anbefaling, bliver Pumpehuset, hvor der er er dobbelt op på norsk energi og galskab. Øverst på plakaten står Skambankt, der har 5 albums fyldte med punk, hardrock og rock og rul på programmet – og de er sådan cirka altid et kig værd live! Opvarmningen leveres af de unge lømler Honningbarna, som vi har anmeldt både album fra og live.
Thomas var helt oppe at ringe over Verden Er Enkel, som han tildelte topkarakter for lidt over 2 år siden. Inden da havde han smidt 5 stjerner efter dem for en efterårskoncert på Beta, da de gæstede Amager igen et halvt års tid senere, med Verden Er Enkel, toppede de den koncert og Thomas diskede op med fuldt hus, 6 stjerner. For en koncert hvor band og publikum konkurrerede om at vælte stedet, eller sprænge Beta i stumper og stykker.
Pumpehuset // d. 12/3 // Kl. 21.00 // 150 kr.
Så er vi nået frem til fredag, der bugner med forskelligartede tilbud. Vi lægger ud på KB18. Her er der 2 navne på plakaten, som vi tidligere har anmeldt udgivelser fra. Øverst står de storladne og energiske pop-punkere m.m. A Road To Damascus, som fik fine anmeldelser for sidste efterårs In Retrospect, selv om jeg selv var lidt mere forbeholden i min 3 stjernede anmeldelse.
Andet navn er Tales From The Attic, der gør sig i bredt funderet alternativ rock, som har affødt henholdsvis 4 stjerner fra Jonas og 3 stjerner fra mig selv, for EP’er her på siden.
Desuden spiller pop-punkerne What Are You Like og et endnu ikke offentliggjort fjerde navn.
KB18 // d. 13/3 // Kl. 20.00 // 50 kr.
Loppen står til gengæld i “postens” tegn med de australske post-rockere Sleepmakeswaves og en mere metallisk post-variant fra polske Tides From Nebula. Som tredje post-mundfuld får du lidt indisk krydderi i blandingen med amerikansk/engelsk/indiske Skyharbor.
Loppen // d. 13/3 // Kl. 21.00 // 85 kr.
Dansk bluesrock siger du? Det kan også skaffes! Så er det bare at sætte kurs mod Amager Bio, der fredag aften har en af frontløberne indenfor nyere dansk blues på programmet. Thorbjørn Risager & Black Tornado er efterhånden et veletableret og rutineret navn i både ind- og udland, med 8 studieplader, radio airplay og utallige koncerter i rygsækken. Det, og meget andet, fortalte Risager om i Jonas’ interview med frontmanden HER
Amager Bio // d. 13/3 // Kl. 20.00 // 175 kr.
Nu vi er ved bands Jonas har været i lag med, så kan du på Ideal Bar få dig et skud velspillet indie-folk fra Thy-bandet Jonah Blacksmith. De nordjyske sangsmede har Jonas både interviewet og anmeldte et album fra. I hans 4-stjernede anmeldelse af Northern Trail skrev han blandt andet:
“I Thy, det nordvestligste hjørne af Danmark, er brødrene Alstrup vokset op, med den banjospillede bedstefar Johannes som musikalsk læremester i landsbyen Koldbys smedje. De to brødre udgør kernen i Jonah Blacksmith og Northern Trail er deres debutalbum. Et album, der bevæger sig ad relativt betrådte alternativ folk-rockede stier, men gør det med et godt greb om værktøjerne fra den musikalske smedje”. Læs hele anmeldelsen HER
Support: Mads Beldring
Ideal Bar // d. 13/3 // Kl. 20.00 // 80 kr.
På Stengade fejrer goth/industrial/dark wave “klubben” The Black Cat 15 års jubilæum, med en fest i 2 etager, så hele spillestedet fyldes med mørke atmosfæriske toner. Udover DJ’s er der livemusik fra det schweiziske dark wave orkester The Beauty Of Gemina.
Stengade // d. 13/3 // Kl. 20.00 // 100 kr.
Hvis Pumpehuset stadig står efter det norske overfald dagen før, så er der dømt tromme og guitar angreb fra San Francisco duoen Two Gallants. Trommer, guitar, 2 mand og fuld fart frem, så behøver du ikke vide mere!
Pumpehuset // d. 13/3 // Kl. 20.00 // 145 kr.
Vi runder fredagen af med CPH Sound Wave, der skyller ud fra Jazzhouse med lidt for enhver smag. Udover lidt hip hop og RnB, så er der et par navne som er værd at tjekke ud, set igennem vores mere rock-orienterede briller. Næsten album-aktuelle Virgin Suicide sørger for indie-rock, svenske Truckfighters leverer støvet stoner-rock og endelig har vi mørkerockerne Get Your Gun. Sidstnævnte har vi været omkring en del gange det seneste års tid. Først tildelte Jonas (helt fortjent) nordjyderne 5 stjerner for deres fornemme debutalbum The Worrying Kind, dernæst oplevede vi dem i alt for meget dagslys på Rising Scenen på Roskilde Festival 2014, hvor vi også fik en walk ‘n talk med bandet. Og endelig gav de mig gåsehud, kuldegysninger og lidt kvalme (på den gode måde), da de lod mørket falde over Uhørt Festival en lørdag aften i august sidste år.
Jazzhouse // d. 13/3 // Kl. 19.00 // 110 kr.
Vi er nået frem til lørdagen, der også kan byde på lidt af hvert i den rockede afdeling.
Rust lægger scene til 3 navne lørdag aften. Pop/electronica fra E.H.R., garage-pop fra Modvind og endelig ørkenrock fra Mojave Desert Rebels, som vi har anmeldte 2 gange tidligere. Først blev det til 4 stjerner fra undertegnede for High Class Clown for knap 2 år siden, og senest var Thomas klare med tilsvarende karakter for opfølgeren Through The Fire.
Rust // d. 14/3 // Kl. 20.30 // 40 kr.
På Zeppelin Bar trækker Tiger/Swan stikket, forstået på den måde, at bandet giver en akustisk koncert denne aften. Det er ikke et band vi har anmeldt (endnu), til gengæld fik vi et interview med det ambitiøse rock-band da de kun havde cirka 8 måneder på bagen – men alligevel turde tænke stort.
Zeppelin Bar // d. 14/3 // Kl. 20.00 // 50 kr.
Så må vi hellere få noget vi HAR anmeldt igen, endda et anmelder hattrick, da hele den faste 3-mandsformation på gfrock.dk har anmeldt udgivelser fra de bands, der indtager Templet lørdag aften.
Lucer måtte “nøjes” med 3 stjerner fra Thomas, det skal så også siges, at selvom de kaldte det en EP, så var der kun 2 numre at anmelde, hvoraf det ene var et (i mine ører) meget vellykket take på Cliff Richards’ “Devil Women”. Bandet har dog et forrygende live ry, både som Lucer og under deres tidligere navn, L.A. Collection.
Et rigtig godt live ry har beteon-heavy/hardrockerne SEA også, men også de måtte nøjes med 3 stjerner, da jeg anmeldte bandets de debutalbum sidste efterår. Det har dog høstet roser og fået anerkendende ord med på vejen fra mange andre kanter, så da tog jeg måske fejl?
Endelig har vi Black Book Lodge, som både jeg selv og Jonas har været omkring tidligere. Jonas tildelte helt fortjent (igen) bandet 5 stjerner for deres hardrock/stoner/what have you debut-skive, Tûndra. Live kom selv samme Jonas forbi deres koncert på sidste års Spot Festival, hvor han efterlyste, at de var lidt mere fandenivoldske og kom mere ud og scenekanten. Samme indtryk efterlod de egentlig også hos mig, da jeg oplevede dem klokken lidt-for-tidligt på Copenhell sidste år. Men måske er der sket noget på den front siden?
Templet // d. 14/3 // Kl. 21.00 // 100 kr.
Keema fik ligeledes sneget karakteren op på 5 stjerner, da Thomas anmeldte deres album Rise Up tilbage i september 2013. Han skrev blandt andet:
“Keema spiller, ja hvad skal man kalde det, pop ‘n’ metal, selv kalder de det “det tungeste pop du nogensinde har hørt”, så betegnelsen er vel ikke helt off. Keema lyder som en blanding af mange bands og genrer, og at nævne nogen vil næsten være synd for alle dem man ikke nævner, men jeg smider da lige et par referencer alligevel. Volbeat, Breaking Benjamin, System Of A Down, Linkin Park og en bette snas Pantera, og en helvedes masse amerikanske hardrock bands”. Læs hele anmeldelsen HER
Lyder det som noget for dig, så er det af sted på High Voltage lørdag, hvor der også bliver plads til aarhusianske Act Of Instinct.
High Voltage // d. 14/3 // Kl. 22.00 // 70 kr.
“Hvem er du?! Du’ en fucking nar!”. Javel så… Sådan lyder det på titelnummeret på Bolværket’s tredje album, og tonen er direkte på Hvem Er Du, der har en form for humlebi-syndrom. Det burde måske ikke helt kunne flyve, men den upolerede blanding af ligefrem, samfundsbevidst og flabet københavner-rock i stilen fra Gasolin’, og hård-rocks guitarer, der lyder som noget, der hentet frem fra 90’erne, flakser sig alligevel til vejrs på skæv charme, mørk energi og solidariske snapshots fra Københavns underbug”.
Således indledte Jonas sin 5-stjernede anmeldelse af Bolværket’s Hvem er du? for lidt over et år siden, lørdag kan du opleve dem live i Råhuset. Til et arrangement der….. jeg tror det er en fejring af en piercing-biks kaldet Copenhagen Body Extremes?
Ud over Bolværket loves der “koncert og performance (med) The Headmaster, Pain Solution og Princess Tweedle Needle”.
Råhuset // d. 14/3 // Kl. 21.00 // 100 kr.
Vi lukker og slukker denne uges kig med en St. Patricks Day fejring på Stengade, hvor kollegaerne ovre på rockfreaks.net afholder St. Patrick’s Day Bash #3. Spillestedet bliver pyntet grønt med alt hvad den kan trække i dagens anledning, ligesom der vil være gratis øl så længe lager haves fra kl. 22.00, leveret af Royal, som en del af deres Tak Rock initiativ.
Musikken leveres af tyske The Deadnotes, som gør sig i noget punket indie/alternativ rock, det kaotiske danseorkester Larica og det der kaldes Københavns bedste bud på en pendant til Floggin Molly, Rovers Ahead.
Larica har jeg tidligere anmeldte et album fra, 4 stjerner blev det til for Det Kaotiske Orkester, der struttede af energi, passion, Balkan-inspirerede toner og glimrende (nogle af dem i hvert fald) dansksprogede tekster. Dansevenligt OG noget på hjertet? Læs anmeldelsen HER
Stengade // d. 14/3 // Kl. 20.00 // 80 kr.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Stian Andersen