Home Koncerter Koncerter i Aarhus, uge 46

Koncerter i Aarhus, uge 46

2352
0

Her har I mig tilbaaage! Som Kurt Thorsen sang i sin tid. Undertegnede har ikke været i skyggen, men i solen, en uges tid, så efter kvalificeret afløsning ved eksil-jyden Ken i sidste uge, er det atter blevet tid til at jeg kigger weekendens Aarhus-koncertprogram igennem og hiver lidt anbefalinger frem i lyset.

Ugens koncert-guide er lidt sent ude, så vi har misset både White Wood Joe EP-release på Ny V58 og Saxon på Voxhall. Men der er nu stadig rock at finde fredag og lørdag i Aarhus.

Fredag d.14. november

Vi starter lige på og hårdt med 3 gange hård rock på Backstage. Det får også Ugens Anbefaling, ikke mindst for lokale TurboChild, som godt nok hyppigt er ude og lufte instrumenterne, men det betyder jo heldigvis også at de har haft lejlighed til at svinge spader, hår og trommestikker et vist antal gange. Jeg anmeldte sidste år bandets første EP under TurboChild-navnet til 4 stjerner, en anmeldelse du kan læse HER. Af de to øvrige navne på plakaten, kender jeg ikke rigtig noget til Sherlock Brothers, men Saint Rebel blev til gengæld anmeldt her på siden af Ken for to måneder siden, en anmeldelse, der godt nok “kun” kastede 3 stjerner af sig, men Ken skrev blandt andet:  “Der er ellers meget godt at komme efter for folk med en glødende rock-hjerte, og man fornemmer at der banker et stort et i bandet selv”. Læs hele anmeldelsen HER og hvis du mangler fredagsrock, så er det altså i Mejlgade.

Backstage, døre kl. 20, start kl. 21, entré: 80 kr.

 Er du til lidt skævere toner, så er der Pre-Recession på Radar, hvor der varmes op til den aarhusianske festival (som har udvidet med en afdeling i København). Der er to navne på plakaten, Feel Freeze, som spiller “art-pop der rører både dit hjerte og dine danseben” og Goldie Chorus, som blandt andet byder på “nostalgiske kringelkroge af 80′er-pop og 60′er-psych og frem for alt en ambitiøs foranderlighed, der forekommer legende let”.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, entré: 60 kr.

Lørdag d.15. november

Vil du hellere gemme energien til lørdag, så er der også tre gode tilbud at gå efter her. Vi starter på Atlas, hvor energiske og festlige The Asteroids Galaxy Tour, som har  karismatiske Mette Lindberg i front for den 60’er inspirerede, psykedeliske pop-funk-rock-soul-blanding, indtager spillestedet.

Atlas, døre kl. 20, start kl. 21, 170 kr.

Samme aften kan du hos naboerne Voxhall fange roste, dansksprogede Folkeklubben, og deres 70’er inspirerede folk-rock. Jeg har aldrig for alvor fået lyttet deres materiale igennem, men det jeg har hørt, lyder rigtig spændende, så er du til dansksproget folk-rock med poetisk overskud, så kom afsted.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 180 kr.

Endelig er der også en luns til metal-folket, når Death Comes Pale holder release party på Backstage. De tager Woebegone Obscured og Encyrcle med, så du får 3 bands for under en hund og ørerne i metal-maskinen.

Backstage, døre kl. 20, start kl. 21, entré: 80 kr.

Det var ugens bud på rock og metal i Aarhus – kridt skoene og sæt garnet op,

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleWolf River: A Seed Among All The Trees (EP) **** (4/6)
Next articleBombus, Beta, d. 14/11 – 2014 **** (4/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.