Home Koncerter Koncerter i Aarhus, uge 41

Koncerter i Aarhus, uge 41

2381
0

Det flyder ikke over med koncerttilbud på rockfronten denne uge i Aarhus, men de tilbud, der er, er til gengæld gode. Her får du tre gode grunde til at hive sparepengene frem og investere i en koncertbillet. Eller to eller tre.  

Torsdag d.9. oktober

Vi starter rundturen med Ugens Anbefaling hos Radar, som får besøg af et af de mest spændende dansksprogede navne netop nu. Spillemændene udsendte sidste år albummet Nationalsange, et album der fik Ken til at klappe i sine små tykke anmelderhænder og uddele 6 stjerner i sin anmeldelse, hvor han blandt andet skrev: “Det er mærkeligt. Men også mærkeligt rørende og vedkommende (…) De siger noget om alt og ingenting, igennem noget der umiddelbart virker ret ligetil og konkret, men som i deres musik og tekster fordrejes, vendes på hovedet, skilles ad og samles igen, ofte med et næsten David Lynch-agtigt touch og twist. Du har den enkle og lidt tørre overflade, og så et rigt og boblende bizart univers lige under overfladen, hvor man ikke er bange for at virke barnlig, outreret, småskræmmende, skør og helt speciel eller have underlig smag”. Siden er det også blevet til et (i følge Ken) 5 stjernet Mellemspil fra bandet.

Spillemændene får på aftenen følgeskab af Upopulær Mekanik, et ligeledes dansksproget projekt med en række spændende musikere som bakker Kasper Rønberg Schultz op.

Radar, døre kl. 20, start kl. 21, 110 kr. 

Fredag d.10. oktober

Vi fisker et enkelt tilbud op fredag også, her er der nemlig svensk visit på Voxhall. First Aid Kit udgøres af søstrene Johanna og Klara Söderberg, som er leveringsdygtige i americana-inspireret folk-pop, med især glimrende vokalharmonier. De to søstre har haft stor succes, også i USA, og deres andet album blev produceret af Mike Mogis (Bright Eyes). Voxhall oplyser at der er få billetter tilbage. Jo Rose supporter.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 230 kr. 

Lørdag d.11. oktober

Atlas er der udsolgt til lørdagens Spids Nøgenhat-koncert, som du altså må nøjes med at glæde dig til hvis du allerede har sikret dig en billet. Spids Nøgenhat har vi anmeldt et par gange live og for deres seneste album, Kommer med fred fra sidste år, alt sammen til 5 eller 6 stjerner. Det finder du HER.

Hos naboerne Voxhall er der til gengæld amerikansk besøg fra The Antlers. Indie-projektet, med Peter Silberman som hovedmand, udsendte i 2009 den fremragende Hospice, som blev fulgt op af Burst Apart i 2011. Senest er udkommet Familiars, som har fået en lidt blandet modtagelse. Når bandet er bedst er det nærmest svimlende indie-rock med følelserne uden på tøjet. Marika Hackman står for opvarmningen.

Voxhall, døre kl. 20, start kl. 21, 180 kr. 

Af Jonas Strandholdt Bach

 

 

Previous articleSpoil: Let It All Burn (EP) **** (4/6)
Next articleR.E.M. – Bang And Blame – 9/10 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.