Aarhus-baserede Kom Vi Løber albumdebuterer med tempofyldt indie-pop/rock med mundrette danske tekster. Hvor tekstuniverset er ganske opfindsomt, går jeg til gengæld en smule kold i den musikalske side af sagen.
Kom Vi Løber udspringer af Lone Slot Nielsens leg med at producere og komponere på computeren og med et musikprogram, mens hun var på barsel. Dennis Ahlgreen har produceret, og live består Kom Vi Løber af en række musikere ud over Lone Slot Nielsen.
Nu er det rent hypotetisk, men jeg tror, at Sct. Hans for mig ville have været en samlet set mere levende og spændende udgivelse med live-musikerne som medspillere i studiet. Selv om numrene sådan set lyder godt, og er velproducerede, så er der noget der virker mekanisk over det – og det er måske min største anke mod udgivelsen. Det bliver simpelthen for maskinelt. Samtidig virker flere af sangene en smule skitseagtige, hvilket måske er naturligt nok, når indspilningerne er baseret på Nielsens hjemme-demoer.
Det starter ellers godt med ‘Katten’, hvor Nielsen leger med at udtrykket, “den der gemmer til natten, gemmer til katten”. I det hele taget bliver der leget med diverse sproglige udtryk på albummet, og Nielsen bruger ord, man ellers ikke støder på så ofte. “Dårekiste” og “rænkespind” for eksempel. Der er god fremdrift og egentlig også variation i nummeret,
Men allerede på ‘Udslag’ begynder jeg at kede mig en smule. Der er egentlig igen godt med fremdrift og anslaget er sådan set fint, men jeg kører en smule kold i de kølige elektroniske flader og de dumpe, elektroniske trommer, ligesom den nærmest støj-gazende guitar kører i ring og bliver et mindre irritationsmoment.
Der er lidt mere plads til Nielsens vokal på ‘Pointen’, der står som et af albummets bedre sange. Jeg ved dog ikke om jeg er fan af vokaleffekten der dukker op undervejs. Men omkvædet er ganske godt, og samlet set fungerer nummeret fint.
Der er en dunkende rytme på titelnummeret ‘Sct. Hans’, der ud over at jeg synes (computer)trommerne bliver for gennemtrængende, ellers har en fin tekst og et fængende omkvæd: “Nu skriger de igen//Nerverne på Sct. Hans”. Det er et nummer, der samtidig virker let, men også har en tyngde, fordi teksten tager udgangspunkt i den psykiatriske anstalt Sct. Hans. Men for min skyld måtte der godt have været barberet et minut af spilletiden.
På ‘Byen ender’ er der også noget med balancen mellem synths, trommer og vokal og øvrige instrumenter, som jeg synes bliver bedre hen ad vejen, da det lyder som om guitaren får lidt bedre plads. Men igen, så kunne der måske godt være skåret i spilletiden uden det havde gjort noget.
Albummets tre sidste sange, ‘Øjnes dans’, ‘Ikk’ gi’ slip’ og ‘Du ved det godt’, har i det store hele de samme begræsninger, som de tidligere numre – der er egentlig gode ideer og gode tekstpassager, men samtidig synes jeg der mangler variation i udtrykket, hvor synths, elektroniske trommer og fuzzet eller ringlende guitar sætter tonen. Sidstnævnte rammer dog et stærkt udtryk efter en indledende støjcollage – måske endda den stærkeste passage på albummet.
Som nævnt i starten, kunne jeg godt tænke mig at have hørt, hvor numrene var blevet taget hen i en bandsammenhæng. det kunne være, det kunne have udviklet nogle af kompositionerne, og formentlig givet en mere organisk lyd som opbakning til Nielsens (ikke voldsomt ekspressive) vokal og de velfunderede tekster. I denne ombæring lander vi dog på 3 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
