Kollapse leverer 34 overbevisende minutters menneskeligt mørke pakket ind i både metallisk melodiøsitet og støj på Angst.
Kollapse var ikke et band, jeg var bekendt med inden jeg lyttede til Angst. I følge pressematerialet er bandet ikke så interesseret i at placere sig selv i genrekasser, men vil gerne skabe ren og følelsesladet musik, med tekster om mørket i mennesket. Det mørke afspejles også i det musikalske, som placerer sig et sted mellem doom, crust og post-hardcore, og kunne godt slægte eksempelvis Redwood Hill en smule på i nogle passager. Og lad det bare være sagt med det samme, Kollapse lykkes ganske godt med deres mission.
Amerikanske Neurosis er også nævnt blandt inspirationskilderne og det kan man også høre ind i mellem, uden det bliver en hæmsko. For eksempel på den dunkle, men kontrollerede ‘Blinding Light’, hvor det instrumentale uvejr, som ellers slippes løs flere steder, holdes i ave, og vokalen i en stor del af nummeret kun understøttes af en begrænset instrumentering. Det fungerer fortrinligt.
Albummet åbner med ‘Void’, der båder rummer det post-hardcore støjende og mere truende, dæmpede passager, som går fint i spænd sammen. Den afløses af den mere kradsbørstige ‘Death of a Monotheist’, hvor tempoet er skruet op, men hvor spilletiden til gengæld er skruet ned på omkring de to minutter.
Efter den følger ‘Gueules Cassèes’ (som kan oversættes til noget lignende “ødelagte ansigter”, og var et udtryk brugt om vansirede franske krigsveteraner fra 1. verdenskrig), som åbner med et storslået stormvejr af riffs og klirrende bækkener. Det lyder temmelig fedt, og det gør det også, når Kollapse trækker tempoet ud, og skruer ned for intensiteten, og lader guitarerne snørkle melodisk, inden der igen skrues op for stormen mod slutningen af nummeret, uden det melodiske fortaber sig – og samtidig har bandet også nosser til at lade nummeret klinge ud på den anden side af 6-minutters mærket med et dæmpet klaver-stykke. Fedt nummer.
Kadencen holdes nogenlunde med ‘Til Hølle’, der i hvert fald momentvis slægter post-black på, med sin mere skrigende vokal. Det er ikke her, jeg personligt synes Kollapse er bedst, men omvendt kan jeg sagtens høre kvaliteterne i nummeret.
Herefter følger tidligere nævnte ‘Blinding Light’, mens også ‘Nesting’ trækker tråde til Neurosis, med den voldsomme indledning, det dundrende trommespil og den underliggende melodiøsitet, som langsomt sniger sig op til overfladen. Rigtig overbevisende bliver det omkring halvvejs, hvor en melodisk guitar, bas og trommer ligger som bund, for vokalen, inden guitarbredsiderne og trommernes dundren igen rammer som en lavine.
Tungt og sejt svingende er det også på lukkeren ‘Abandon’, der svajer og svinger, og truer med at rive verden med sig ned i et mørkt hul. Det er på mange måder en arketypisk lukker for genren, hvor der er plads til at riffe tungt igennem, og støje ud. Og mon ikke det også er et nummer, man kan forlade scenen til live, mens den hvide støj fortsætter fra højtalerne?
Kollapse har med Angst formået at skrue 34 stærke metal-minutter sammen. Hvis du er til post-hardcore, Neurosis, og lignende, så har Kollapse rigtig meget at byde på. Jeg synes især, det er fedt, at bandet også holder fast i en melodiøsitet, og tør tage støjen næsten helt ud af ligningen ind i mellem. Der er ikke mange svage øjeblikke på Angst og faktisk kunne man næsten ønske sig, at albummet var længere, så man blev trukket dybere ind i Kollapse’s mørke univers. Vi finder 5 mørkt funklende stjerner frem. Kollapse kan i øvrigt opleves til en række koncerter i Danmark, Norge og Tyskland henover sommeren og efteråret.
Du kan finde Kollapse på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
