Støjpop-duoen Kogekunst er ude med en debut-EP med tre numre, som viser et band, der ikke er bange for at blande melodier med støj, og gerne vil noget anderledes med deres musik.
Aalborgensiske Kogekunst, som består af Simon Mariegaard og Oskar Sørensen, definerer sig selv som støjpop, men der er lige så meget rock, og de kunne også sagtens falde ind under den rummelige betegnelse “psych-rock”, eller i en eller anden anarkistisk musikalsk rodekasse, hvor det grimme godt kan være attråværdigt, og hvor musik godt må skære lidt i ørerne på lytteren og udfordre.
Det støjende er i centrum fra start. Kogekunst lægger nemlig ud med et hylende brøl – eller et brølende hyl. ‘Since The First Time I Saw You’ hedder første udladning, som bumler støjende fremad med en hakkende rytme, hvor trommerne ind i mellem stopper op, mens guitaren flænser afsted, og vokalen holder sin egen skæve melodiøsitet.
Endnu mere kompromisløst bliver det på ‘Disko’, hvor vokalen mumlende nærmest reciterer en tekst på dansk, og her begynder Kogekunst for alvor at minde mig om Synd & Skam. Guitarspillet er egentlig ganske fængende, trommerne banker afsted, og undervejs hører jeg blandt andet synge-fremmumlet “Jeg vil egentlig ikke sige dig noget, men det er svært at lade være”. Det kan tydes som en form for budskab, og måske er det, måske er det ikke. Det er egentlig heller ikke så vigtigt, det vigtigste er, at Kogekunst forsøger at gøre noget anderledes med deres musik, og i høj grad lykkes med det.
To af de tre sange er støjende, men EP’ens sidste sang, ‘Jeg Ser Sort’, er en dæmpet, stenet folksang med syrede vokalharmonier. “Se solen stiger op over bakketoppen”, synges der tostemmigt på en rustik bund af guitar og spartanske trommer. “Nu er jeg draget bort//Jeg ser sort”, lyder udgangsreplikken fra stemmerne, inden musikken langsomt klinger ud. Det er stemningsfuldt og egentlig ganske godt skruet sammen af Kogekunst, der virker som en duo, som bevidst går efter at skille sig ud, og lykkes med det på denne EP.
Kogekunst er ikke fuldstændig ulig alt andet på den danske scene, men de bevæger sig i en knap så tæt befolket egn af støjende rock, og viser på EP’en at de kan skrue numre sammen, som både tør være “grimme”, støjende og fængende. Det er gode egenskaber, som forhåbentlig kan bære bandet et godt stykke vej. Jeg kan dog godt savne at numrene bliver hængende lidt længere hos mig, end tilfældet er, selv om de tre numre vinder med gennemlytningerne. Derfor ender vi også på 4 stjerner for et friskt og anderledes bud på støjrock fra den danske undergrund, der gerne udfordrer lytterens musikalske smagsløg.
Tjek Kogekunst ud på deres facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
