Home Roskilde Festival RF 2006 Kodi´s Korte – Roskilde 2006

Kodi´s Korte – Roskilde 2006

4183
0

Kodi´s Korte- Roskilde 2006

Veto, Fredag – Odeon
****
Velspillende og kompetent orkester, som har fået et mindre gennembrud på egne præmisser i 2006. Meget tidligt spilletidspunkt i middagssolen, hvilket både kunne mærkes på publikum og bandet.
En lidt søvning og døssig præstation, som dog holdt sig pænt over middel hele vejen igennem, blandt andet båret frem af god lyd samt vokal og de fine drømmebillede-fremkaldende sange – men ikke den forventede himmelstormende koncert som man kunne have forventet.

Death Cab For Cutie, Fredag – Odeon
***
Døds taxien er fra Seattle, men har ikke meget tilfælles med den grungebølge der skyllede ud af byen for efterhånden 15 år siden. Deres musik rammer i den meget brede og til tider misvisende ”Indie rock” kategori.
En glimrende, lettere ”nørdet”, frontmand viste livligt rundt i et melankolsk tekstunivers tilsat letfordøjelige melodier fra et toptunet band – billeder af regnfulde skove suser forbi. En flot demonstration af hvorledes triste og sørgelige klangflader med tilsvarende tekster, kan få én i godt humør, og sende én smilende videre ud i nattens mysterier.

Bob Dylan, Fredag – Orange
**
Ikon og legende uden tvivl! Velsyngende og vital? Ikke længere… Dylans sange og tekster er der efterhånden skrevet nok om, og den generelt uforlignelige kvalitet af materialet vil aldrig komme til diskussion.
Men det der slæbte sig selv ind på Orange var en skygge af noget der engang var gigantisk stort – talsmand for en generation, og måske den største digter i musikkens verden. Som ofte spillede Dylan næsten ukendelige udgaver af de gamle travere, og krydrede det hele med spredte bidder af sjældenheder fra den næsten uoverskuelige sangskat. Stort plus for det, men stemmen var næsten væk, og resterne så hæs at man skulle tro manden rensede stemmebåndet med sandpapir!

Wir Sind Helden, Fredag – Odeon
****
Livlige gæster fra vores tyske naboland, med en ganske stor portion succes i bagagen fra de hjemlige hitlister. Vi befinder os et sted mellem 80´er keyboards, ”Neue deutsche welle” og gode gamle Nena (hende med de næsten 100 røde balloner), tilsat en sjat poppunk attitude.
Den kvindelige frontfigur bragede flot igennem med klar vokal, om end noget begrænset i sin alsidighed. Bagved havde hun et band der mestrede den simple og noget ”glad i låget” prægede lyd, til et stort ”Sehr gut jah”. Tempo og energi doseret i tilpasse mængder, så det gled ned uden maveproblemer til følge.
Et overvejende positivt, opløftende og sympatisk lille stævnemøde med et imødekommende lille orkester.

Spleen United, Lørdag – Odeon
***
Den tidlige middagsvagt blev varetaget af de lidt reserverede synthrockere i danske Spleen United. Et band der, med p3 i ryggen, fik deres kommercielle gennembrud med albummet ”Godspeed into the mainstream”.
De skal dog være meget opmærksomme på, at det ikke bliver med lyshastighed ud i middelmådigheden i den nærmeste fremtid. Deres 3 hits ER gode, men materialet er ellers for ensformigt og stillestående til at blive hørt for ofte. I forhold til da jeg overværede deres overrumplende koncert i Århus i november sidste år, virkede det nu allerede meget mere ligegyldigt og for låst i det stramme koncept – løs op for tøjlerne, udvid jeres dagsorden og variér lydbilledet. Evnerne er der, hvis de selvpåførte håndjern låses op!

Kanye West, Lørdag – Orange
***
Et af de mest omtalte og hotte navne indenfor amerikansk hip hop, både som artist og som producer for andre. Til den selvglade rappers store held, havde han selv medbragt en dygtig ”homie” til at dreje på taster og plader sent lørdag nat.
Rent teknisk er West ikke den bedste rapper på planeten, ikke engang på festivalen, men hans show bestod alligevel den Orange eksamen med en godkendt karakter. Hans hits er i en klasse for sig, og ”jesus walks” får selv en anti-hopper som mig i vejret, men det var de lånte sampels fra andre folks hits der fik dansen til at peake!
De 3 stjerner gives for at nattefesten endte med et stk. gennemblødt T-Shirt, da jeg sgu alligevel ikke kunne holde de ellers for længst pensionerede danseben i ro.

Natasja & Ragga Pack, Søndag – Pavillion
****
Lille T, Little Tasha eller bare Natasja, lille nuttet dancehall barn har personlighedsspaltning. Men rent musikalsk bevarer hun fokus i en sådan grad, at hun lige før Roskilde vandt en konkurrence foran 700 andre i reggaens hjemland Jamaica! Godt gået af den joint-høje partypakke.
Det var da også med samtlige virkemidler og genre-kendetegn, at vores egen rastatøs legede sig igennem en lille time på festivalens mindste scene. På Spot festivalen løb hun med min gunst, og jeg måtte ubetinget overgive mig til de forførende rytmer. Men dertil var spilletidspunkt, varmen og min fysiske tilstand for hæmmende denne gang! Elskværdige Natasja er til 5 store stjerner, men dem får hun så personligt overrakt næste gang hun optræder under bedre vilkår!

Kodi

Next articleRF06: Deftones – Lørdag, Orange ****

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.