Clutch, Torsdag Odeon
****
Da den fuldstændigt fejlplacerede færing Teitur fik lov til at åbne Orange startede Roskilde for mig på festivalens tredje største scene.
Her blev 4 dages koncert maraton skudt i gang med Maryland bandet Clutch. Til trods for deres hjemstat spiller gruppen deres egen version af sydstats sump rock n´ blues, med Boogie rock tendenser der kan lede tankerne hen mod vores egne Volbeat.
Det meste af bandets materiale er ukendt for mig, men så adskillige festival gæster i Clutch t-shirts, så det fremmødte publikum var tydeligvis mere velbevandrede i gruppens numre.
Musikken gjorde sig da også godt i den bagende eftermiddagssol og med afslutningshittet ”Electric Worries” efterlod de et behageligt stenet indtryk imens jeg kogte videre.
MGMT, Torsdag Odeon
***
Med p3 i ryggen har MGMT´s ”Time to pretend” hærget æteren det meste af foråret og givet det unge band en ordentlig bunke opmærksomhed.
I visse kredse bliver de endog hyldet som de ”nye” Flaming lips, noget de dog klart stadig mangler at bevise! Den form for sammenligning og hype kan både være en fordel og en ulempe.
Alle sammenligninger sat til side, så leverde MGMT en udmærket koncert denne tidlige aften, og trak som forventet mere end fuldt hus på Odeon. Det var dog ret åbenlyst bedømt på stemningen og publikums begejstring at der reelt set kun var ét nummer de ventede på.
”Time to pretend” er inddiskutabelt en af 2008´s bedste singler hidtil, men når støvet lægger sig står et ungt lovende band tilbage og skal forsøge at overbevise om at de ikke blot er one trick pony´s!
Raunchy, Fredag Odeon
****
Åh ja, Roskilde festival tænder deres højtalere kl 1200 om fredagen, og nogen skal jo påtage sig den potentielt utaknemmelige tjans at sparke gang i endnu en festdag foran et med garanti tømmermænds ramt publikum.
Noget kunne dog tyde på at den smilende sommersol havde fået folk tidligt ud af svedboksen og kickstartet endnu en brandert. For Raunchy fik glæde af et talstærkt og voldsomt medlevende ”morgen” publikum, der med stor indlevelse fulgte hver eneste kommando fra scenen og tørstigt lappede den potente pop-metal i sig.
Endvidere blev bandet og det dedikerede publikum belønnet for indsatsen med en virkelig fremragende lyd. Tilpas høj, tydelig og nuanceret.
Uden at gå i detaljer kan jeg berette at hele tønden vaklede pga trommer og bas da jeg under koncerten måtte nødbesørge i en af de private blå kabiner.
Gnarls Barkley, Fredag orange
**
Jeg skal gerne indrømme at jeg stod et godt stykke fra Orange scene, ikke har noget videre forhold til duoens musik og kun overhørte omkring halvdelen af deres koncert.
Ikke de mest optimale forhold til en fair bedømmelse, indrømmet! Til gengæld gjorde det jeg hørte og så heller ikke at jeg fortrød noget af det ovennævnte.
Det hele lugtede af ”endnu en eftermiddag på kontoret”, og bandet har da også selv udtalt at de egentlig synes meget bedre om at gemme sig i studie mørket og nørde rundt med deres musik, end at stå på scener verden rundt og spille live.
Det bar selv deres suverænt største hit ”Crazy” også præg af! Dovent og ligegyldigt… men de kunne da godt synge og spille…
Kings of Leon, Fredag Orange
***
Tja… de kom, de spillede og de gik igen…
Og hverken de eller festival folket vil sikkert huske det dagen efter. Præstesønnerne spillede som end udmærket, men den form for musik i høj sol på orange kommer aldrig til at fungere! Kings of Leon hører hjemme i en lille mørk rockklub foran et interesseret publikum – IKKE foran et varme ramt menneskehav der har travlt med alt muligt andet!
Men det giver da en stjerne at bandet åbenbart kunne høres til en grill fest omtrent 30km fra pladsen – måske havde det været mere festligt at høre dem derfra?
Veto, Fredag Arena
*****
Må blankt erkende at dette danske fænomen ikke rigtig havde sagt mig noget før denne koncert – forstod simpelthen ikke hvad det fede lige var ved hele elektrorock pakken? Hverken på plade eller live.
Men noget underligt hændte denne tidlige fredag – var det varmen, vinen eller det vidunderlige publikum? I hvert tilfælde gav det hele lige pludselig lidt mere mening. At bandet spillede fremragende hjalp bestemt også på at få numrene til at glide lettere ind i mit stivstikker sind – Og der gemmer sig en glimrende frontmand i ”super” Troels!
Alt i alt en koncert der sådan set havde det hele, plus en mindre åbenbaring for vinsutten i teltåbningen blandt de begejstrede publikummer – så mangler jeg blot at sluge pladerne…
Grinderman, Fredag Orange
****
Jeg kunne med lethed forlænge denne anmeldelse af Nick Cave´s sideprojekt/legestue ved at genfortælle hans livshistorie og uendelige bunker anekdoter om den sære mørkemand. Men disse ting er skrevet bedre og fra hestens mule andet steds, og egentlig ville det overhovedet ikke passe ind i en anmeldelse af Grinderman.
På en eller anden besynderlig vis passer projektet heller ikke ind på den store orange scene – mest af alt passer Nick Cave´s frikvarter fra The Bad Seeds bedst ind i den garage hvor det lyder som om det er opstået og indspillet!
Materialet er mere ligetil og let fordøjeligt end Cave´s fyldige bagkatalog, men også let forglemmeligt! Og det synes netop at være meningen med det hele. Sangene lyder som et frirum hvor den australske særling kan få afløb for alle de ting der ikke lige høre hjemme i hans vante melodi og tekst univers.
”No pussy blues” er dog et nummer der står utroligt godt til ”Roskilde ånden”, men det var ekstranummeret ”Tupelo”, et ægte Bad Seeds mesterværk, der overskyggede alt andet i sættet.
Men trods dette er det aldrig kedeligt eller uinteressant at stå i Nick Cave og hans bandes lange mørke skygge.
Judas Priest, Lørdag orange
**
Jeg er mildest talt i tvivl… var det her årets sjoveste, mest klassik metal eller sørgeligste koncert? Såfremt man vælger at kalde det en ”koncert”?! Gamle heavy navne som Priest er næsten altid hit or miss på roskilde – og det gjorde de aldrende mænd på scenen bestemt ikke noget for at ændre på.
Iført sølv kappe og med en djævlegaffel i hånden indledte Rob Halford det absurde teater knældende på scenen, og man var reelt i tvivl om han ved egen hjælp kunne komme på benene! Stemme er der ikke meget tilbage af og resten af bandet buldrede gumpetungt derudaf som en slidt motorcykel, hvor er Rob´s sidevogn? Han behøver den!!
Priest var et af de vigtigste navne i den såkaldte ”new wave of british metal” der skyllede over verden i start 80erne, i dag minder de mere om et dovent skvulp i et badekar der trænger til en seriøs omgang kalkfjerner. Selv klassikere som ”Breakin the law” faldt til jorden, bedst illustreret ved den pinlige tavshed pensionist bikeren på scenen blev mødt med når han rakte mikrofonen ud mod os i en opfordring til at synge med.
Men om ikke andet var det sjovt på en tragikomisk facon og det giver lidt ekstra stjernedrys at vi havde det utroligt sjovt der hvor vi stod – vores egen eller bandets fortjeneste? Judas Priest bør styre udenom flere trafikulykker som denne og få den ubrugelige motorcykel parkeret i garagen – permanent!
The Chemical brothers, Lørdag Orange scene
****
Tanzen tanzen TAAAANZEN!!! Det er meget muligt at de kemiske brødre har været mere giftige og aktuelle end de er det her I 2008, men den fest de skabte foran Orange scene lørdag nat gjorde dem alligevel værdige til at forvandle pladsen til et kæmpe provins diskotek.
For jeg skal da lige love for at pladsen eksploderede i en sand danse rus da ”Galvanize” sparkede afterparty´en i gang og fik vækket massernes vel efterhånden noget slidte danseben. Sættet fungerede nærmest som et langt remix, så vi tanz-tossede fjolser blev ikke foræret mange svedpauser fra duoen under den til lejligheden flot belyste scene.
Den gik igen rent hjem roskilde, men i skal nok ikke forsøge at hyre dem igen foreløbigt – så tror jeg stødabsoberingen i danseskoen lige så langsomt bliver lige så slidt som deres beats, og folk vælger at stå mere stille end deres musikalske udvikling! Men lige i år tog man gerne en ekstra svingom…
Henrik Hall, Søndag Odeon
****
Som diametral modsætning til folkepensionisterne på tur (Priest), viste 62 årige Henrik Hall hvordan man ældes med værdigheden i behold. Oddsene var ellers lidt imod den kompetente samling musikere på scenen – søndag kl 12 er og bliver et utaknemmeligt spilletidspunkt! Det til trods var der mødt en ikke så lidt imponerende menneskeskare frem under Odeons varme teltdug.
Hall nåede som forventet godt rundt i materialet fra hans 2 solo albums og viste sig at være en glimrende entertainer på egen håns – inkl mundharmonika gøgl og de lettere besynderlige dansetrin der gør ham let genkendelig på en scene.
”Suzuki” er fortjent blevet et hit på p3, men sange som ”Bibi´s mund” og ”som iggy pop” har samme potentiale. I det hele taget er det befriende at se en mand i Morfar alderen der stadig tør lege med de nye toner og have en nysgerrig tilgang til musikken… og så ikke et ord om Love Shop.
At the Gates, Søndag Arena
****
Det er søndag tidlig eftermiddag… Jeg kender ikke rigtig musikken… her er varmt i gryden foran Arena. Jeg er ikke den eneste der har det varmt! Neo-hippierne, old school-hippierne, skandinav-hippierne har det varmt… ligesom punkerne (past, present, post), Metal folket, roskilde folket og enkelte pensionister der har forvildet sig herover.
Man koger, colaen koger, papvinen koger, fødderne koger, teltet koger og man venter bare på et eller andet koger over! Det blev Gurkan… Gurkan kunne ikke længere klare presset og varmen – ved portene fandt ”den” sit endeligt… den fik en dramatisk men ensom død, kun omgivet af typer med navne som Judas og Kodi?! Andre folk der tåger forbi er åbenbart ligeglade – det er ikke det mest underlige de har set denne uge… og om søndagen passer de fleste sig selv på Roskilde.
Nu ser jeg en Banan komme gående? Måske på tide at vende leveren hjemad – den kender vejen… hovedet er en helt anden sag! På scenen bliver der smadret igennem, det gør de fint, men frugt, grøntsager, bibelske personligheder, Treo kloner og resten af pakket virker lidt for ramt til helt at nyde det – NEXT STOP SLAYER.
Kodi
