4 numre, 15 minutter og så ellers ud over stepperne med en sitrende og rastløs energi. Klönk er ude med en ny EP, hvor elektro-rocken og de danske gloser får lov til, at afreagere på smittende vis.
Da jeg anmeldte den forrige EP fra Klönk, Fyldt Med Fejl, var jeg ikke ligefrem overbevist og endte med, at tildele gruppen fra Aarhus 2 stjerner for besværet. Dengang (i 2016) havde Klönk også kun lidt over et års tid på bagen, sådan da, efter de blev inspireret til, at danne et band under en Northside koncert. Var det med The Minds of 99? Det var nemlig dem jeg fik kraftige associationer til, da jeg lyttede til Fyldt Med Fejl.
Det er, naturligvis, hverken et problem i sig selv, eller bandets skyld, at jeg har store problemer med netop det orkester. Ikke med, at anerkende talentet, men… alt andet, cirka! Nå, det skulle det ikke handle om, for “dit nye yndlingsband”, som Klönk kækt kalder sig på Facebook, er, i min optik, kommet mere ud af evt. forbilleders skygge og har fundet ind til et mere selvstændigt udtryk på Vær Dog Konkret. 80’erne spøger stadig i kulissen (der forresten roder herligt hos Klönk, der smider rundt med referencer og glemmer at rydde op efter sig), ligesom den også gør hos eksempelvis The Minds of 99 og lignende navne.
Men, man aner også en arv efter et andet Aarhus-band som Kliché, i den tilt rablende ordstrøm og energi der gennemstrømmer EP’en. Det er ikke så maskinelt og industrielt stramt og pop-dekonstruerende som hos Kliché, da er Klönk mere melodiske, trods resterne af en eller anden punk rastløshed. En rastløshed der er helt udpræget fra start med singlen “Skråplan”, som jeg roste i vores anmeldelser af singler for et stykke tid siden. Her lyder bandet som et jaget dyr, eller er det dem der jagter lytteren, eller forsangeren, som virker på randen af et nervesammenbrud eller i hvert fald en solid omgang delirium. Det er en hæsblæsende åbner, der er lige ved, at tage pusten fra en fra start, men de 3 ½ minut er heldigvis så fængende at man hænger på skråplanet.
Klönk får dog vist flere facetter på EP’en, hvor lukkeren “Ro” er anderledes, ja, rolig. Hvor der på åbneren synges om, at “nulstille inden det ender galt”, så synges der her om sommerfugle, våde fødder og “hvilken ro, der er kun os to”. Lyrisk er det måske lidt mere konventionelt end de øvrige numre, hvor sproget sættes mere frit og får lov til, at storme rundt på marken, men der er stadig noget lidt skævt i leveringen. Netop skævheden, hvis man kan kalde det, det, eller følelsen af at det hele ikke er helt i vater er noget af det, som er med til, at give Klönk noget personlighed og et, referencerne til trods, forholdsvist originalt udtryk.
De to øvrige numre, den lidt over 3 minutter lange “Knækkede Hjerner” og EP’en længste nummer, den 5 minutter lange “Det Rører Mig”, føjer yderligere nuancer til, det lidt flimrende billede Klönk efterlader. Sidstnævnte virker lidt som hvis The Cure spillede elektro-rock. Der er en form for efterslæb fra post-punken, men også en elektronisk puls, som lader til ikke helt at kunne finde til ro og hakker rundt i sangen, inden det hele bryder sammen i en slags dub-steppet danserus. Det er ikke udgivelsens stærkeste nummer, men den virker som et ikke uinteressant lille lydlaboratorium, hvor Klönk får prøvet lidt forskellige ting af. Her savner jeg måske en lidt mere fokuseret struktur, på den anden side er det forfriskende… utøjlet og uperfekt?
“Knækkede Hjerner” slægter “Skråplan” mere på, ikke mindst hvad tempo og det opskruede tempo angår. I hvert fald indledningsvist, indtil nummeret kortvarigt bremser op og der synges om, at “dagen er turbulent, som dåselatter // buldrende dialog // nyfødt med guld i mund, eventyrlige påfund // krøllet som en billedbog” og så accelererer nummeret op i et forpustet tempo igen. “Satans moderne, et helt sikkert radiohit // varm luft og iskrystal, hudsult og engangsknald // drømmen venter uforløst, mellem fremmede fingre”, lyder det noget kryptisk og ikke uden selvironi, inden bandet sprutter og spjætter løs igen.
Om Klönk får et helt sikkert radiohit med nogle af numrene på Vær Dog Konkret tør jeg ikke spå om, men det ville da ikke chokere, hvis man kunne høre “Skråplan” eller “Knækkede Hjerner” i æteren. Klönk rammer en lyd der både virker oppe i tiden , af en anden tid og i højere grad end på første EP, som noget der er mere selvstændigt og “dem”.
Der præsenteres en hel del forskellige idéer og tages nogle udflugter i løbet af de 15 minutter, noget der enten tyder på nogle legesyge hjerner, eller et band som stadig er på vej mod det de skal være. Men skridtene virker mere sikre nu end tidligere og turen en jeg med nysgerrighed gerne tager med på. Hvad mon der sker næste gang?
Vi ender på 4 sprælske stjerner i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
