Klimaforandringer opbygger deres eget univers, hvor legesyge og alvor mødes i en musikalsk smeltedigel, hvor de insisterende grooves er det store trækplaster.
Klimaforandringer debuterede sidste år med albummet Ånder og her er de så igen, klar med opfølgeren Slægt. Det seks mand store band definerer sig på Facebook som “Afro-psych”, hvilket dækker over både polyrytmik, eksperimenterende vokaler og repetitive guitarer, hvor man både aner inspirationen fra vestafrikansk blues og psych af den mere meditative art, ind i mellem krydret med udknaldede keyboards med mere.
Det er lidt af en mundfuld, og man skal nok være lidt eventyrlysten for at flyve med Klimaforandringer på eventyr. Især hvis man har vocoder-fobi. Vi skal nemlig ikke langt ind i første nummer, før et ellers ganske fængende instrumentalt stykke invaderes af vokaler med vocoder-effekt (jeg tror, det er det, det er). ‘Angsten for at flyve’ svæver også ud et mere sfærisk stykke midtvejs, og selv om det på ingen måde er uinteressant, så er vi lidt udenfor min comfort zone her. Nuvel, det har man også brug for ind i mellem.
De effektramte vokaler indtager også en central rolle i indledningen til ‘Verdenshjørner’, hvor der går livlig afro-percussion i den, og det ellers fortsætter i et hypnotisk groove det meste af det over 7 minutter lange nummer. Netop de hypnotiske grooves er en ufravigelig kvalitet hos Klimaforandringer, som dog også vil andet end at hypnotisere – som bandnavnet antyder, er der også en interesse for at sige noget om verdens tilstand. For eksempel på den slæbende ‘Lidelser’, og på titelnummeret ‘Slægt’, hvor vokalerne er rene, først understøttet af dæmpet guitarspil og en støjende drone, inden nummeret bevæger sig ind i mere hypnotisk territorium, hvor vokalen igen pakkes i effekt. “Gammelt blod løber i mine årer//Det er din slægt” konstaterer Lars Bech Pilgaard og Peter Skibsted, der leverer vokalerne undervejs.
‘En tilstand’ har noget af samme effekt, med sin inciterende nærmest mellemøstligt klingende synth-indledning, med trommer, der tager rollen som håndklap. Klimaforandringer tager inspiration mange forskellige steder fra – der er også et nærmest doomet stykke undervejs (altså uden nedstemte guitarer, forstås), men tonaliteten er gennemgående mellemøstlig – i hvert fald indtil den nærmest indie-rockede melankolske afslutning. Der er altså en høj grad af legesyge, men også en alvor midt i det hele.
Pladen afrundes af de lidt spøjse ‘Søndagsfest’, som virker mere løssluppen end resten af albummet – “Vi drikker the//Og går til fest på en søndag”, lyder det blandt andet, inden vokalen trækkes ud så det bliver svært at skelne ordene. Her lyder en del af det instrumentale som soundtracket til en kampscene i et spacet computerspil, mens guitarerne vugger dovent afsted, mens diverse mere eller mindre spøjse synths og effekter hvirvler rundt omkring.
Og så sidder man der, og ved ikke helt fra eller til. På den ene side værdsætter jeg Klimaforandringernes kompromisløse tilgang og mange af deres grooves er svære ikke at holde af – omvendt er jeg slet ikke sikker på jeg forstår det her album. Det behøver man nok heller ikke, hvis man kan værdsætte Klimaforandringers legesyge og særpræg. Jeg ved ikke helt om jeg er udelt fan af vokaleffekterne, men omvendt giver de mening i Klimaforandringers univers… ja, jeg fylder bare ord på for at udsætte karaktergivningen. Men vi lander på en forsigtigt 4’er.
Du kan finde Klimaforandringer på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
