Klaus Handsome & Gadens Løse Fugle udsendte deres debut-EP tilbage i slutningen af april, nu er vi endelig nået til den. Kan du lide hippiemusik med krøllede idéer og skæve tekster? Det kan Klaus Handsome og band i hvert fald!
“a ryga en joint i æ gummibååå, ik årh”, lyder det på anden singlen fra udgivelsen, “AÆUOAØIA”, der frit oversat fra en form for sønderjysk bliver til ” ude på en ø i en å”. Første gang jeg lyttede EP’en igennem og nåede til dette nummer tænkt jeg også, at Handsome og co havde futtet en orn’li stråhat af… Når titlen synges, lyder det næsten som en form “indianer chant”, hvilket nogen sikkert som udgangspunkt ville finde problematisk, lettere anstødeligt eller dybt krænkende, alt efter 2019 temperament.
Men Handsome, der lever som selvvalgt, delvist hjemløs og flakker omkring, slår altså her sin tipi op ved Kongeåen (også i teksten), eller en ø i æ å, og kaster sig ud i livet som en indfødt sønderjyde. Det er ikke en sønderjysk dialekt jeg er bekendt med, jeg stammer fra et reservat meget længere sydpå end Kongeåen, den kan også være bevidst karikeret for, at få vokalerne tydeligere frem. Men, når man først har afkodet det lille fonetiske og sproglige trick der bruges her, så letter hippietågerne for en stund.
Ved de første par lyt erkender jeg blankt, at jeg ikke fangede fidusen og egentlig syntes, at sangen balancerede faretruende tæt på, at være godt, gammeldags kikset. Morsom og finurlig, men kikset. Alligevel kunne jeg ikke helt slippe den. Den er fængende, næsten hypnotisk, nem at synge med på på sådan en Johnny Madsen’sk “Kører å æ motorvej” vis og så lyder det vældig autentisk. Både Handsomes upolerede, til tider overskruede og/eller følelsesladede vokal, samt Gadens Løse Fugles musikalske samspil og opbakning til Handsome. Nu tror jeg, at jeg elsker nummeret?
Måske ikke helt så meget som den energiske åbner, “Jeg Vil”, som jeg tidligere har anmeldt HER og derfor ikke vil tærske for meget rundt i. Det er nok også EP’ens bedste sang, i hvert fald den mest akut medrivende og smittende, hvor det lyder som om Handsome og fuglene aldrig har lavet andet end at fræse ud i foråret med fuld knald på det hele og armene i vejret. Det har de. Handsome startede sin “karriere” som 15 årig, da han i 80’erne løb på Stig Møller fra Steppeulvene. Senere fungerede han som en art mentor for Peter Sommer tidligt i hans karriere, hvilket blandt andet førte til nummeret “Tigger”, der omhandler netop Handsome. Gadens Løse Fugle er Saybia, minus Søren Huss, som Handsome varmede op for, for et par år siden. Handsome og bandet svingede så godt, at det nu er mundet ud i denne EP.
5 numre fordelt på godt 20 minutter, alle ret forskellige, men opererende indenfor hippierock-sfæren i større eller mindre grad. De to ovennævnte er de mest markante sange på udgivelsen og nok også dem jeg vil vende tilbage til fremover, ikke at de resterende tre dermed skal stemples som dårlige. “Det Liv” er en søgende sang om selvrealisering og om at finde sit ståsted i livet:
“Det går så stærkt og jeg kan slet ikke følge med//alligevel går jeg rundt fra sted til sted”, lyder det indledningsvis, mens der i omkvædet synges om at livet er hans tidsfordriv. Lyrisk er det et fint nummer, musikalsk går det, med vilje, lidt i ring. Det er en del af pointen, men rent musikalsk fremstår sangen alligevel en smule anonym.
Så er der straks mere spræl i “Kærlighed Gør Skør”; en rigtig klassisk beat/hippierocker der bumler afsted i høj fart og dinglende og dirrende fornemmelse til følge. Her rammer Handsome igen en desperat tone og klang med sin stemme, der i bund og grund kan virke som “for meget”, men, det føles også meget ægte og dybfølt. Det kommer indefra, ikke helt ulig Poul Dissing, når hans stemme laver udskridninger, men dog knap så manisk. Lyrisk er der måske også lidt Benny Andersen/Dissing over den her, det er ikke kaffen der snart er klar, men Handsome bliver i hvert blød som smør, når han ser hende spankulere rundt. Og han “synger en blues, den er godt nok sunget før // den handler om kærlighed og hvor ondt den gør”. Det er tæt på røvballerock men Gadens Løse Fugle holder flot rumpen over gulvbrædderne, så det ikke kommer til at slæbe.
Den afsluttende, 6 minutter lange “Du & Jeg” er igen noget helt andet. Her halv-crooner Handsome med ru morgenrøst, eller værtshus røgrøst, alt efter hvad man lige synes, mens band tager den ned i tempo, lader mørket falde på og stemningen blive mere eftertænksom og efterrationaliserende. Det er veludført, bidrager til variationen, men det er nok her jeg finder udtrykket, og stemmen, mindst troværdig. Det virker lidt, ikke påtaget, men så som noget der for tydeligt kommer til, at virke som “nu prøver vi lige noget andet”.
Klaus Handsome og Gadens Løse Fugle stikker i 5 retninger på denne EP, ikke alt er lige fængende eller interessant i det lange løb, men det der fungerer rammer enten plet, eller er så skævt og krøllet, at man ikke kan andet end holde af det. Stilistisk peger pilen mod en spraglet hippietid, men alligevel er det samlede indtryk en kende rodet. Gør det noget? Tja, det er nok op til ens temperament, ligesom det er en smagssag om man finder dele af det bedaget, eller herligt tilbageskuende.
Jeg ender på 4 små, men hjertelige stjerner for det lidt ujævne, men i sidste ende positivt stemte, samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
