Kjartan Bue tager tilbage til naturen på albummet MUSSE, der alt efter temperament er en udfordrende, spændende, nysgerrig, anstrengende, uinteressant eller kedsommelig oplevelse.
Jeg har det egentlig ganske fint med når kunstnere falder lidt udenfor normen, slår en skævert eller bare generelt er lidt små-sære og “originale”. Kjartan Bue lyder som det hele og lidt til på MUSSE, der over 10 numre og lidt under 40 minutter roder rundt i folk, indie, pop, singer/songwriter, jazz og meget andet godt, ingen genre-fordomme eller skræk for at blande smagsvarianter her.
Problemet er flerfoldigt. For ja, det roder. Heller ikke nødvendigvis et problem, det kan være et frisk pust med eksperimenter og leg, ligesom man heller ikke gå den lige vej hjem. Problemet er, at jeg ikke rigtig kan greje hvor “hjem” er for Bue, hvor han kommer fra, hvad det er han vil fortælle os med de omveje og udflugter han tager eller hvad den dybere mening med det hele er. Nuvel, man behøver heller ikke forstå noget for at synes, at det er godt, spændende eller på anden vis betagende.
I følge presseteksten handler MUSSE om, at “rette blikket fra indadskuen til udadskuen på naturen”. Og er opkaldt efter Bues gamle, hedengangne Kat, Musse, der også får taletid på pladens sidste nummer, “Musse og Sortekatten Sorte”, der fører en samtale om fortidens kampe, på en bænk efter de begge er kommet op i årene. Ja, det er da… noget! Desværre er MUSSE musikalsk og stemningsmæssigt en så humorforladt størrelse, at jeg har svært ved at holde mit pokerfjæs, når jeg læser den slags. Er det en idé og et koncept, som kunne have fungeret, en samtale mellem en privilegeret kat og en der har ført en mere hård tilværelse? Ja, det kunne måske endda være blevet helt rørende, hvis det ramte den rette balance mellem det alvorlige, absurde og lidt humoristisk aparte – her serveres det nærmest for pålydende og så kommer det til at fremstå noget selvhøjtideligt.
Det kommer hurtigt, og jeg mener dermed fra første sang, til at virke en lille smule for meget som noget der gerne vil være “anderledes for at være anderledes”. Jeg siger ikke at det ER sådan, jeg siger det VIRKER sådan på mig. Går ikke ud fra at det har været Bues hensigt. Der synges skævt og små-falsk med vilje på andet nummer “Riding With the Wind”, en afdæmpet folksy balladesag, hvor den tyste instrumentering forstyrres af den flagrende vokal, der næsten bliver ulidelig at høre på i de glimt hvor den får en snert af noget country-twang. Danske og engelske tekstbrokker blandes, hey, det fungerede jo (på en måde) for Nephew.
Det kan kaldes kunstgreb og bevidste stilistisk valg, ligesom valget at have sangtitler der veksler mellem at være danske og engelske albummet igennem. Måske vil Bue bare gerne provokere lidt og prikke til en? Don’t poke the bear, den er gået i vinterhi. Men denne bjørn her er også lidt ligeglad, ikke kun fordi den er vinterdvask – skulle det her være noget? Det virker noget søgt og forceret og meget forhippet på, at være alternativt og “originalt”. En blød fløde saxofon dukker op på “The Wild Strawberry Patch”, der nærmest virker som en art vignette, som flyder afsted og på underlig vis bremser pladen op allerede i tredje nummer.
Et lille benspænd fra Bue, der her også leger ret voldsomt med stemmen og lader den blive et ekstra instrument, skiftende mellem en sart, west coast 70’er folkklang og en slags “art-pop” stemmebåndsakrobatik. Er jeg ikke imponeret eller forbløffet? Eh, jeg har hørt vildere… “I’ll Talk It Over With Mommy” rusker lidt op i sagerne midt på pladen, hvor Bue giver den som en mere melodramatisk manisk folksanger, der måske har taget lidt for meget syre og trænger til, at ligge lidt i fosterstilling. Den er da meget sjov, men også med til, at det samlede billede, såfremt der er et, flimrer videre som man forsøger at orientere sig på albummet og komme igennem det. Det er, desværre, lidt en kamp.
Det helt store problem er nok, at jeg ikke finder specielt mange af Bues påfund interessante. Jeg bifalder hittepåsomheden og villigheden til, at prøve ting af og udtrykke sig på lige den måde HAN føler for. Det betyder dog ikke, at det i nogen større udstrækning er vedkommende lytning for undertegnede. Når jeg læser en titel som “Blusser Du Lambrusco” ruller jeg med øjnene allerede inden jeg har hørt den, i dette tilfælde igen, halv-skæve og semi-falske tone. Fordi det stinker af mere end Lambrusco, hvilket kan være slemt nok, hvis man har prøvet at OD’e i det stads.
Det lugter også at “prøver for hårdt”. Hvilket blot bidrager til, at gøre MUSSE til en underligt fjern og afsondret lytteoplevelse, hvor jeg kun fanger brudstykker af teksterne og egentlig er ret ligeglad med om og eventuelt hvad Bue gerne vil fortælle mig… “Maria Mariii, hullabaluuuu, hvad gør vi nuuu?”, eller noget i den dur, lyder det på “Bum Bum”. Tankevækkende? Poetisk? Anstrengende? Enerverende? Vælg selv.
Måske vil han bare have mig med på et psykedelisk trip? I overført betydning og mere konkret på et nummer som “Fuglekongen”; der om ikke andet har noget der kan minde om en form for progression og rød tråd. Vejen behøver ikke være snorlige, det håber jeg, at jeg har gjort klart. Men der må gerne være noget der på en eller anden vis fænger og fanger. “Fuglekongen” er en af de få numre på MUSSE, som rent faktisk lykkes med at fange min opmærksomhed lidt og sætte sig i kroppen på mig. Men det er bare ikke helt nok, selvom det da var rart med et eller andet at klamre sig til, godt halvvejs igennem pladen.
Det er sandsynligt, at jeg bare ikke forstår Bue og dette album. Det er hvad det er og så beklager jeg, at der var en kommunikationsbrist mellem afsender og denne modtager. Men, nu har jeg forsøgt at udtrykke mig diplomatisk og nogenlunde nuanceret, selvom MUSSE er lidt af en tålmodighedstest. For mest af alt synes jeg bare, at albummet er pisse kedeligt og alt for langt oppe i bagdelen på sig selv – fair eller ej.
Af Ken Damgaard Thomsen
