De to sangerinder og sangskrivere Kirstine Birk og Helene Bak er gået sammen om den 5 numre lange EP On The Flipside, hvor der i et overordnet lavmælt og roligt lydbillede synges yndigt om livets store og små kvaler. Og det skulle jo være så yndigt at følges ad…
Og yndigt lyder både stemmerne og musikken da også på afdæmpede On The Flipside, med et tekstunivers der ikke er meget mere bid i. Men hverken farligt eller dramatisk bliver det, desværre aldrig. Det er måske heller ikke tilnærmelsesvis hensigten, men jeg savner nu alligevel et eller andet der kunne lure i skyggerne af det blåligt farvede lydbillede, eller et eller andet der bare kradsede en smule i ørerne fra vokalernes side.
Nuvel, en duo som svenske First Aid Kit har jo haft succes med at synge rent og nydeligt, men, Birk og Baks stemmer rummer slet ikke samme glød eller emotionelle gnist, dydig eller ej. Så det bliver lidt en tur i nydeligt ingenmandsland for mig, hvad vokalerne angår. Lydbillede og instrumentering er nok en smagssag, jeg skifter lidt mellem, at jeg synes det lyder enten drømmende, eller søvndyssende.
“Which words should I use If I’m to tell you about darkness”, lyder det spørgende som indledning til “People Who Mourn”, EPens andet nummer. Nummeret bæres, ud over Helen Baks lead vokal af noget smagfuldt klaver og nogle mere diskrete beats, som nummerets understrøm. Med udgangspunkt i det indledende spørgsmål, fristes jeg til at sige, at jeg savner mere udtryk, mere sorg af en art, mere mørke? Både i musikken, men også i vokalen, der i omkvædet næsten bliver helt Disney rent. Det lyder jo flot, men ikke videre interessant eller opsigtsvækkende.
Men ligesom de resterende 4 numre, er det jo bestem “flot” sunget og musikalsk sikkert og kompetent eksekveret. Jeg føler bare ikke rigtig noget, selvom det er emotionelle emner der takles og besynges. Men det bliver lidt for hurtigt en dyne, og det er dælme svært at kradse sig, bare lidt, på sådan en.
There are days where you can’t get out of bed
Your body’s so heavy, there’s too much in your head
And nothing I can say will put your mind at ease
You try to suck in life but it leaves you with no taste
Sådan lyder det eksempelvis i “Days”, der igen gennemstrømmes af noget sart klaver og nogle, her, lidt mere tørre beats, men med Kirstine Birk på vokal. Det gør ikke den store forskel, jo, hendes klang er, selvfølgelig, lidt anderledes, men det er stadig meget pænt og rent. Også her kunne jeg godt bruge bare en smule ruhed, og noget der kradser lidt. Det gør tekst-dynen heller ikke ligefrem, men vi kender vel alle de dage, hvor man ikke helt kan komme ud af sengen?
He’ll never let anyone beneath his skin
He’ll never let anyone cross the borders within
He’ll never tell anyone ’cause they won’t see
He’ll never tell anyone
He’ll never tell anyone ’cause they won’t see
He’ll never tell anyone but me
“He’ll never Tell”, hvor vi kommer heeeelt ned i tempo og får en mere nøgen vokal fra Birk, bakket meget tyst op af musikken, der følger vokalens små udsving. Ikke ligefrem en poesibogstekst eller musik man river sig på… Dog er der noget kor (det optræder flere steder på EPen), som jeg synes har noget over sig, der liver lidt op, leveret af Bak og Line Bøgh. Sidstnævnte er forresten krediteret for musik og tekst på samtlige numre, sammen med Birk og Bak. Da missede de da muligheden for, at lave trioen Birk, Bak & Bøgh.
Og det mener jeg faktisk. Hvorfor ikke få alle tre vokaler mere i spil og lave et regulært trio-projekt? Det kunne måske skabe noget mere dynamik i numrene, og flere stemme-strenge at spille på. Det må næsten være noget, de selv har overvejet, ikke?
Nuvel, det er jo heller ikke fordi Birk/Bak er helt håbløst, og slet ikke talentløse. Faktisk synes jeg de kommer fint fra land med “Flipside”, “I fell into the sea, I fell into a dream”, lyder det i starten fra Birk. Og jo, det lyder faktisk lidt som om man bliver suget ind i en slags drøm, en med et soundtrack holdt i blålige nuancer. Mest interessant synes jeg dog det bliver på afslutteren “Weak”, hvor Kirstine Birk igen går forrest på vokalfronten. Jeg fornemmer endelig noget, noget længselsfuldt og mere “følelse”, men det er dog stadig meget pænt.
Jeg forlanger ikke, at de skal gå 100 % Bonnie Tyler eller Tina Turner, eller Björk eller Katinka, det her er jo eg meget mere afdæmpet og delikat univers. Og også et helt bevidst stilvalg, selvfølgelig. Men det må være muligt, at få noget mere karakter, personlighed, gnist, eller andet ind i dette lydunivers, uden at sætte den kunstneriske vision over styr?
Er du til stille, velproduceret og sådan set velsunget, melankolsk pop, så er det måske værd at tjekke ud. For mig er det et kvart med en dyne over hovedet.
Af Ken Damgaard Thomsen
