Punk-former møder metal og hardrock på Sifting the Ashes og dette match er ikke bare klædeligt, men en mindre genistreg. Kill Trip spilder ikke tiden, men leverer en særdeles effektiv EP.
Jeg skal ikke bestemme, hvordan et band identificerer sig. Men jeg har lidt svært ved at se, hvordan Kill Trip passer ind i sludge-genren, som de omtaler i pressemematerialet. Til gengæld vil jeg mene, at hvis de varmede op for Life of Agony, ville det ikke være malplaceret. Overhovedet.
Især åbningsnummeret på Sifting the Ashes bevæger sig ret meget i retning af den æstetik og smækker potent en gang hard-rock i ansigtet på lytteren, mens vokalen varierer mellem egal med overskud og mere råbende. Det er… RET fedt, det her!
Teksterne er dog ikke pre-emo, men drejer sig om verdens undergang og at rive hele pisset ned…
Med ret korte numre – ikke ét er fire minutter eller mere – er det en intens pakke, Kill Trip får leveret. Den længde trækker måske mere i retning af punken, hvilket sidste nummer, Teeth også understreger da det som et Exploited-nummer fra 90erne åbner med en soundbite: body bags-citatetfra Rambo First Blood, og ellers sætter i gang med dobbelt stortrommepedal.
Igen: Ikke nogen dum reference at have!
Ja, nummeret udvikler sig endda helt Slipknot-tight og potent, inden det ringer ud. Det er – teknisk og i oplevelsen – ret skarpt.
Jeg kommer ikke til at kalde Kill Trip særlig nyskabende. Jeg kommer dog til at kalde Sifting the Ashes ufattelig veludført, potent og i essens festlig på den der metal-måde:
Nå Our Ashes bruger bass-drops som et tema, bliver det on-point, aldrig påklistret og et rigtig fint element i et VREDT nummer.
Og skal vi lige omkring af Cattle, så er det to et halvt minuts sejt og så punket hurtigt tour de force i rendyrket energi. Jeg tror, Kill Trip har begået en mindre genistreg i at kombinere metal- og hardrock-elementer med punkens korte, præcise udskæringer og dermed får leveret 100% på energi og samtidig givet lytteren lyst til mere. At fremføre vrede, vrede vokaler, som selv om de råbes med megen overdrive stadig både kan høres og decifreres. Sjældent har det været lettere og mere tillokkende at trykke play igen, når det sidste nummer løber ud.
Take a bow, lads!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
