Hvordan gør man et musikår op? Hvorfor bøvle, når Spotify gør det for en! Eller gør de? For det fortæller vel ikke det fulde billede? I et tilbageblik på 2024 indgår navne som SYL, Omsorg, (0), Simone Tang, Brimheim, LaLaLar og en masse gamle, hvide mænd i stramt tøj.
Den årlige gave fra Spotify, som man havde glemt, man ønskede sig: overblik over ens streamingvaner! Nuvel, hvorfor ikke bruge skidtet til at kigge tilbage på musikåret, som det så ud for mig i 2024 – nu jeg alligevel betaler for herlighederne.
Og ja, jeg punger ud for premium familie superduper pakken. Og ja, jeg er helt bevidst om de moralske/etiske/kunstneriske gråzoner, der er en del af Spotify og andre streaming platformers forretningsmetoder. Kunstnerne (nogle af dem) får nogle penge for streams, så i princippet betaler jeg for musikken. Men det er ofte håndører med mindre du tilhører en vis elite af musikere.
Samtidig var der hele den der sag om, at kunstnere (eller var det sange?) med under 1000 afspilninger inden for en eller anden tidsperiode, ikke længere ville få udbetalt penge fra Spotify. Hvilket jo er mega råddent og fucked up fra Spotifys side, og med til at underminere vækstlaget og up coming kunstneres muligheder for at tjene lidt skillinger. MEN, der er så virkelig også tale om håndører, men men MEN: signalværdien i det er bare “tvivlsom”.
På opdagelse iført algoritme-spændetrøje
SÅ, ja, der er alle mulige problemer, udfordringer og skrupler ved at bruge en tjeneste som Spotify. Der er dog også fordele, som er med til at mudre hele billedet. Ud over at det er dejligt nemt, og du i teorien kan have “alt musik i verden” med i lommen, så har jeg opdaget meget nyt på Spotify.
Og så kan man forbande algoritmer og spillelister langt væk, hvis man er lidt aktiv og nysgerrig, så kan man forsøge at påvirke dem i positiv forstand. Og komme lidt ud af ens normale boble og lytte-comfort zone.
Der er dermed kunstnere, som jeg aldrig ville have opdaget, store som små. Samtidig giver den nemme adgang mulighed for både at gå på opdagelse, eller dykke ned i musikhistorien – det er næsten som at gå på biblioteket! Altså den slags med bøger, i ved! Her har Spotify virkelig været pengene værd, og jeg forsøger også at FÅ mest muligt for pengene. Så lever jeg med min mulige dobbeltmoral, dårlige samvittighed og moralske skrupler.
De kolde tal og hvad der gemmer sig bag dem
– Jeg har lyttet til 124.470 minutter i år (“i år er selvfølgelig = 2024, hvis jeg skulle glemme det i dette skriv), hvoraf cirka halvdelen er fordelt på podcasts.
Det lyder da af meget? Og ifølge Spotify er jeg “blandt de 0.5% lyttere, der har lyttet mest i HELE VERDEN”. Jeg er både stolt og lidt skuffet, man vil naturligvis gerne være nummer 1!
– Jeg har lyttet til 5.520 forskellige sange, fordelt på 3006 forskellige kunstnere
– Min “favoritsang” var “rose” af Syl, som jeg har lyttet til 46 gange (og lidt til i skrivende stund). Jeg er blandt de 0.05%, som har lyttet mest til det nummer i HELE VERDEN. Nu nærmer vi os sgu’ noget!
Det lyder jo alt sammen meget godt og nysgerrigt, men kigger man så på den top 5, der dukker op lidt senere i Wrapped så, så ser den ud som følger:
1) Syl – “Rose”, 2) Motörhead – “Killed By Death”, 3) Omsorg – “Echoes”, 4) Lalalar -“Yalnız Ölü Balıklar Akıntıyı Takip Eder”, 5) The Libertines – “Don’t Look Back Into The Sun”.
Daaa fuuuck?
Ok, så her spiller flere faktorer ind. Syl og Omsorg repræsenterer det man kunne kalde “arbejdsskader”: upcomingnavne, som jeg har anmeldt singler og/eller udgivelser fra i årets løb. En hel del af de kunstnere jeg har anmeldt singler eller udgivelser fra i årets løb når normalvis ikke at blive hængende længe nok i fast rotation hos mig til at optræde på en Spotify Wrapped.
Nye navne og gamle kendinge
Det gør så, at Wrapped intet har at sige om, at jeg både har anmeldt og nydt utallige singler, og fine plader fra kunstnere som (0), Simone Tang, Grava, Brimheim og Solbrud. Jeg har ikke fået anmeldt særligt mange plader, det er den efterhånden sædvanlige undskyldning med manglende tid og overskud – men hvis jeg GAD, så kunne jeg sikkert godt nosse mig sammen til at anmelde lidt mere…
Men, jeg kan da se, at der over årene tegner sig et genkendeligt mønster. Helt nye navne kommer til, nogle rammer plet med deres anden udgivelse som SYL og (0) og nogle takker af, som eksempelvis Solbrud. De bukkede og nejede på passende vis med mammut udgivelsen IIII. Og så dukker der ofte en aldrende flok rockhunde op og skal vise, at der stadig er bid i køterne, som D-A-D, der udsendte en virkelig solid plade i form af Speed of Darkness.
I kølvandet på den udsendte forsanger Jesper Binzer også en art selvbiografi, som Jonas tog sig tid til at læse og skrive en lang og grundig anmeldelse af. Den bør du læse HER
NÅ, tilbage på sporet. Syl og Omsorg får mosle sig i top 5 pga. at de to numre blev smidt på mine løbe/cykellister. Hvor “Killed By Death” og “Don’t Look Back Into The Sun” tilfældigvis OGSÅ er at finde – fordi de er gode at løbe til! Så enten løber jeg for meget, eller også lytter jeg til for mange af de samme sange, når jeg får krise… eller begge dele.
Lalalar er faktisk også på løbelister, men de har sneget sig ind af lidt andre veje. Det er nemlig et resultat af en liveoplevelse, i det jeg blev revet med og rundt af den tyrkiske trio på Roskilde Festival 2024. Her fyldte de lille Gloria med svedig og sveddryppende psykedelisk rave-rock med elementer af tyrkisk folkemusik. Årets koncertoplevelse for mig. Og en jeg tog med hjem, i det jeg efterfølgende har lyttet en del til deres udgivelser.
I et år, hvor jeg fik set alt for få koncerter, faktisk ingen ud hvad jeg nåede på Roskilde… da nåede jeg så også at smage på næsten 50 forskellige navne, så måske fik jeg i virkeligheden nok der. Det er såmænd ikke fordi det skorter på gode tilbud ude på spillestederne, jeg er bare blevet umanerligt god til at blive hjemme og slappe af når jeg ikke er på job. Eller ude at løbe sammen med Lemmy…
Hvad med nogle gamle, hvide mænd?
Hvordan harmonerer det så med, at Wrapped opgør min favoritkunstner i 2024 til at være… IRON MAIDEN. Som jeg har lyttet så meget til, at det svarer til “8 dage i træk”. Jeg skulle nok ikke have holdt den der Maiden-uge… Det gør åbenbart, at jeg er blandt deres 2% største fans? Det må så være på Spotify formoder jeg tror der findes større fans derude i virkeligheden.
Nej, bands som Iron Maiden, det kunne også være Motörhead, Judas Priest, Megadeth, hvad ved jeg, har det med at sætte sig på vilkårlige år. I kraft af, at jeg som nævnt tidligere også bruger Spotify til at genopdage kunstnere, eller dykke ned i etablerede navne, som jeg af en eller anden grund har forsømt.
I sidste kategori kunne man også have fundet et navn som New Order, som det overrasker mig lidt ikke optræder i top 5 over kunstnere i år. Måske satte danse/elktrorock pionerne sluspurten ind lidt for sent, men dem har jeg endelig “forstået” nu og fået dyrket. Jeg kendte selvfølgelig “Blue Monday” og “True Faith”, men nu er døren åbnet for mere.
Ligesom den var for Maiden, som jeg pludselig fik lyst til at skamlytte igen. Jeg var aldrig fan af gruppen i deres storhedstid op gennem 80erne, da var jeg trods alt for ung. Og i 90erne synes jeg de var gamle og kiksede, fordi jeg var ung og sej. I år 2000 hørte jeg tilfældigt deres dengang nye album Brave New World, hvor Bruce Dickenson vendte tilbage. Og jeg var solgt. Derefter var jeg fan og fulgte med live og på plader det næste dusin år.
Meget passende så jeg dem første gang live på Roskilde i år 2000, igen i 2003 (begge fremragende koncerter), men i 2011 udeblev den Orange magi. Måske var jeg ved at være Maiden-mæt, måske var det det første tegn på at metallen var ved at være fortid på Orange. Da jeg senere så dem på Copenhell, var det fint, meeeeen det var ved at være tydeligt, at Maiden nok ikke kunne løbe fra alderen og begyndende rust.
Og det kan jeg HELLER ikke se mig fri for. Selvom jeg har været ih og åh så eventyrlysten og lyttet til tusindevis af forskellige sange, fra hele verden, så udgøres min top 5 af:
1) Iron Maiden, 2) Bruce Springsteen, 3) Brimheim, 4) Judas Priest, 5) Neil Young…
… one is not like the others… Så en flok røvgamle, hvide mænd, der alle debuterede inden jeg blev født PLUS Brimheim.
Hvad kan man, eller jeg, så lære eller konkludere ud fra det?!
Det ved jeg sgu’ da ikke en skid om?! There more things change the more they stay the same? Eller: man kan drage visse konklusioner ud fra Spotify Wrapped, men det er ikke hele, eller nødvendigvis et helt korrekt billede?
Og så er vi måske i virkeligheden tilbage ved noget af det jeg ævlede om indledningsvist. Bør man støtte det her foretagende og hvad kan man bruge Spotify til?
Tja, de gamle hvide mænd på min liste skal nok klare den uden mig og mine afspilninger. SYL og “rose” har faktisk over 12.000 afspilninger i skrivende stund, mens LaLaLar næsten har rundet 4 millioner med deres bidrag fra min top 5. Mens (0) lige slæber sig over de nødvendige 1000 afspilninger, som kaster lidt mønt af sig, på de fleste af deres sange. Mange bække små…
For mig er og bliver Spotify et effektivt redskab. Til nyt, gammelt, research og til at gå på opdagelse. Hvis det så kan bidrage til, at der ender lidt penge i de rette lommer et eller andet sted, ja, det kan så købe mig til lidt bedre samvittighed.
MEN hvilken slags musikår VAR 2024 så? Nå ja, for faen, det var det vi skulle forsøge at opklare!
Det må blive en anden gang. MEN, på falderebet kan jeg i hvert fald konkludere at den mest hyggelige og givende oplevelse jeg havde med musik slet ikke kan pakkes ind og ud af Spotify. Det var nemlig, da jeg igen var på besøg hos Tyrants & Kings, deres studie, hvor det blev til en længere snaken længere snak om deres dengang kommende albumdengang kommende album. Og en række andre emner, heriblandt Spotify. Giv dem et lyt der, så der kan komme lidt i bandets øl-kasse.
Godt nytår!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Spotify wrapped
