Katinka har det seneste halve år buldret fremad med sine hjertebrudssange, og torsdag aften indtog hun et fuldt Atlas.
Der var udsolgt på Atlas torsdag aften, og det betød også at varmen, som var ganske bemærkelsesværdig for en midt-i-september aften udenfor, blev temmelig trykkende indenfor på Atlas – som Katinka bemærkede et par numre inde i koncerten, “der er varmere end Satans røvhul herinde”. Det havde fået flere til at søge udendørs mens opvarmningen, Fugleflugten, spillede, men jeg nåede blot at komme indenfor dørene, før de sluttede af. Så ingen ord om dem i denne omgang.
Katinka selv gik på scenen lige omkring kl. 22 med sit band, bestående af guitarist og en gange keys og en gange keys/kor. Det meste af vejen igennem koncerten var det dog Katinka og hendes kraftfulde vokal og karismatiske tilstedeværelse, som slugte al opmærksomheden.
Umiddelbart lød det til, at sættet var nogenlunde det samme, og bygget op på samme måde, som Katinka’s koncert på Roskilde Rising-scenen i sommers. Det gjorde bestemt heller ikke noget, for det var en ganske vellykket affære. På Atlas blev det dog til endnu flere numre, og koncerten kom op og rundede en time. Det er måske en smule for langt for Katinka endnu.
Stærkest i billedet stod, naturligt nok, numre som ‘Rundt og rundt’, der har et lidt højere tempo end andre af Katinka’s sange og et catchy “aaaah”-kor, og ‘Det er noget du har bestemt’, som, med Katinka’s ord, handler om at være forelsket i en hippie. Her går den relativt spartanske og lidt kølige instrumentering og Katinka’s både kraftfulde og smerteladede vokal og ind i mellem underfundige, men næsten altid velfungerende tekster, op i en højere enhed.
Katinka har flere andre stærke numre, blandt andre ‘Idioter’, som også tog kegler, ligesom den følsomme ‘Usynlige sår’ – hele tiden med Katinka som centrifugalkraften, det hele drejede sig om. Jeg stod faktisk i flere omgange og savnede mere mod- og medspil fra bandet, og det var egentlig først på afslutteren i det ordinære sæt, ‘Asker du her’, de for alvor kom på banen – her tog de to keys-folk også begge greb om guitarer, og alene den dynamik den ændrede instrumentering gav, og den intense behandling af instrumenterne, løftede energiniveauet betragteligt. “Vi knepper jer med følelser,” som Katinka sagde som optakt – noget som er bandets kampråb, inden de går på scenen.
På Katinka’s mindre markante numre, ca. fra midtvejs i sættet og frem mod afslutningen, blev det ind i mellem en kende langtrukkent, og selv om der ikke var nogen af sangene, der faldt decideret igennem, så er det ikke alle numre, der holder nær samme niveau som den ovennævnte. Det er ikke helt nok til at fange et helt publikum ind, at Simon Ask ind i mellem fyrer guitarsoli af og får lov at støje lidt ude i den ene side af scenen, når opstillingen samtidig bliver enormt stillestående, rundt om en bevægelig og intens Katinka i front.
Det er ikke fordi, jeg har nogen ønsker om, at bandet skal stjæle rampelyset fra frontkvinden, for hun ER så absolut værd at lytte til, men ind i mellem stod jeg med fornemmelsen af, at hendes sange kunne virke stærkere i et mere nøgent, eller for den sags skyld mere intenst lydudtryk. For eksempel er de digitale trommer ret flade og intetsigende på de fleste numre – ikke at det behøver være en organisk trommeslager, men trommetracks og synthflader måtte for min skyld godt få endnu mere power, så de matcher Katinka’s.
Det kom der som nævnt mod slutningen af koncerten, og vi fik endda også to fine ekstranumre at gå hjem på. Katinka er allerede blevet en stærk stemme på den danske pop-scene, og trods mine kritikpunkter leverede hun også en overbevisende optræden med sin intense tilstedeværelse og imponerende vokal. Jeg var dog ikke helt så imponeret, som til koncerten på Rising, og med fornemmelsen af, at det kunne gå hen og blive endnu bedre med en mere dynamisk opbakning, lander vi på 4 stjerner.
Foto og anmeldelse: Jonas Strandholdt Bach
