Sproget indtager den centrale plads hos Kasper&Kristian. Ærlige tekster om misbrug og menneskelighed bærer et projekt, der dog musikalsk ikke vælter nogen mure.
Det’ umanerlig uforsvarligt
Så’n at spilde sin tid
leveres refrænet skarpt og lakonisk på åbneren, ‘Noget at Miste’ og opridser dermed EPens styrke i sproget. Det er en plade, der er blevet til på baggrund oplevelser af misbrug og ensomhed og der er ingenlunde nogen tvivl om, at der er meget på spil.
På den måde hører vi også om hvordan ‘Jeg får et par kolde kram’ i ‘Falske Venner’ og små bidder, hvor man nærmest kan mærke distancen, stemningen og indignationen hos bandet.
Vi bevæger os i det dansksprogede og netop den evne til at droppe små, underfundige vendinger ind i tekster, der ellers omhandler tunge emner er der både god tradition for i Danmark – men også meget momentum i netop disse år: Folkeklubben er nok bannerførere på tendensen til at mestre og lege med sproget, men de står selvfølgelig også på skuldrene af en tradition, der som minimum strækker sig tilbage til 80erne.
Og det er så her, KASPER&KRISTIAN måske kommer lidt til kort: For der er ikke meget folk over musikken. Vi kan – med lidt god vilje – måske høre hints af TV-2, men det er også at strække den. Der af de seks numre har de fem første en fremdrift og flere er ret upbeat, så der er ingen tvivl om at det er et mere poppet end folket udtryk, der gås efter. Og ja, der er masser af små detaljer, melodistrumper i guitarer og synts. Men det bliver lidt underligt uspektakulært og det er ikke produktionen, der gør at man vender tilbage til EPen.
Hvad værre er, så er der ikke tale om store sangere her. Indrømmet en Brandt er jo heller ikke kendt for de tekniske evner, men her er der ofte tale om ikke helt at ramme tonen og først finde den et stykke inde i strofen. Det er lidt ærgerligt, men ret beset bliver det ‘skjult’ meget godt med kor, ekko og andre tiltag.
Det er særlig udtalt i titelnummeret, hvor det ikke helt står klart om det er med vilje eller bare bliver mere tydeligt i netop dét nummer. Men der er også det værste, der er at sige om en ellers ganske fin EP!
Det sproglige overskud kompenserer rigtig fint for den lidt uforfinede levering og det lidt uspektakulære akkompagnement med meget maskinelle trommer, standard synths og ‘svensker-claves’.
Det giver EPen et udtryk af fremdrift, hvilket er ganske fint, men gør også at de seks numre er nok. Det er bestemt ikke fordi der er dårlige numre på pladen og den tyngde, de behandlede emner har, bliver måske netop blødt lidt op af det (80er) poppede udtryk.
Da sidste nummer, ‘Til Sidst’, lukker ned med en mere klassisk ballade, designet til at skabe håb og tillid til kærligheden, har man været godt underholdt, aldrig rigtigt mærket de svageste sangstunder – men til gengæld fået et par stærke sprogblomster med undervejs.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
