Karoline Munksnæs slipper godt afsted med det meste på Lyt til alle pauserne, som generelt er et velfungerende og nuanceret dansksproget popalbum.
Karoline Munksnæs har primært gjort sig både som skuespiller (og blandt andet lagt stemme til tegnefilm) og sangerinde, og Lyt til alle pauserne er hendes tredje album. Jeg har dog ikke hørt (eller for den sags skyld hørt om) nogle af de første. Men jeg blev grundlæggende positivt overrasket over Lyt til alle pauserne, som lander et sted mellem Agnes Obel og mere enkelt poppede danske sangerinder, med et ind i mellem naivistisk tekstunivers på dansk.
Agnes Obel-referencen dukker især op i forhold til den klaverbårne åbner, ‘Vi er skibe’, som ud over måske lige at trække en kende for langt ud, er et af albummets bedste numre. Det bølgende klaverspil og Munksnæs’ fine vokal går godt i spænd, og man kommer hurtigt til at nynne med.
Andre steder undervejs på albummets syv numre bliver det mere luftigt poppet, noget Munksnæs også har sans for, men omvendt virker de mere letbenede numre også mindre afrundede end eksempelvis åbneren. Eksempler på det kunne være ‘Sang til Thomas’, som bliver lidt for banal tekstmæssigt, og virker lidt sammenklistret musikalsk. Der er i hvert fald et eller andet i kombinationen af rytmen og lyrikken, som jeg ikke helt er på god fod med, men det er måske også bare mig, der er lidt urimelig, for egentlig er det et relativt velfungerende melankolsk popnummer, ikke helt ulig tidlig Sys Bjerre.
Jeg har det lidt på samme måde med passager af ‘Ridser i lakken’, som ellers det meste af vejen er et rigtig sympatisk og velfungerende nummer om at værdsætte både partnerens og egne fejl og mangler – “Jeg vil gerne takke mine fejl//For de giver mig ro til at være mig”. Men der er lige den lille skæve krølle på omkvædet, hvor tempoet tages ud på sidste linie – ideen er frisk, men jeg bliver mere irriteret over det i længden, når det nu ellers er et godt nummer.
Heldigvis er irritationsmomenterne (og det kan jo være mig, der er lidt mavesur) i klart undertal, og generelt er det en behagelig oplevelse at lytte til Karoline Munksnæs. Ud over at være i besiddelse af en alsidig og flot vokal, så skriver hun også nogle ganske hæderlige sange – for eksempel kunne P4 sagtens sende et nummer som den let fjedrende ørehænger ‘Hvor hjertet er’ i rotation (den er så havnet på Dansktoplisten på P5, men den fortjener også at blive lyttet til andre steder). Musikken vækker dog mest genklang hos mig, når det bliver en kende mere melankolsk, som på albummets åbner, og de sidste sange.
Korarbejdet på det klaverbårne titelnummer ‘Lyt til alle pauserne’, og albummet som helhed, fungerer rigtig godt, mens akustisk guitar, diskret trommespil og tangenter er byggestenene på den fine ‘Under mørke kroner’. Endelig er der så afslutteren ‘En indianersang’, som står opført som bonustrack. Den er blandt albummets stærkeste, og kan høres som en slags protestsang af den umilitante slags. Et lille oprør mod tidsånden her til lands. En fængende melodi driver nummeret fremad, og Munksnæs’ vokal viser sin spændvidde.
Lyt til alle pauserne er ikke noget langt album, men det gør også at man spidser ører og aldrig går kold i Munksnæs’ univers. Et univers, som er livligt, fængende, og tør have meninger. Vi lander på 4 stjerner til Munksnæs for et vellykket dansksproget pop-album med noget på hjerte og musikalske nuancer.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
