Hvordan sikrer man at en stærk personlig vinkel løftes op til noget, andre kan bruge til noget?
Dette spørgsmål må mange kunstnere stille sig selv og der er en balancegang mellem at brænde igennem med stor åbenhed og personlig involvering – og så at blive for personlig og give lytteren fornemmelsen af at være lidt for tæt på.
Men når den personlige oplevelse så kan sættes ind i en større samfundskontekst, så når vi et helt nyt sted hen.
Og det gør Karl Kristian på Ventede På Noget Der Ventede Med At Komme.
Pladen beskriver noget, de fleste nok kan forestille sig: De to verdener i Hvide Sande, hvor Menighedshuset med sine bornete tilgang til verden udgør den ene pol og værtshuset Æ Karklud, hvor bornertheden ikke havde så gode kår, den anden.
Det fine ved pladen er, at begge steder på hver sin side skriger ”VÆLG!” men Karl Kristian insisterer på ikke at vælge.
Eller som det formuleres i pressematerialet:
“Jeg har ofte fået at vide, at man ikke kan stå med et ben i hver lejr, men det det vil jeg godt slå et slag for, at man faktisk kan”.
Med denne insisteren på selv at have lov at vælge, skriver pladen sig ind i større fortællinger om danskernes berøringsangst overfor religion, hvordan man i et samfund med så mange alternativer skal vælge hvad man helst vil bruge sin tid på – ja, endda også i idéen om, hvor hvordan man vil lade omgivelsernes syn på én selv være med til at definere én.
Wow.
Noget af en mundfuld!
Men her bliver det så elegant. For på samme måde som på sidste plade, så holdes jordforbindelsen i den grad via nogle ret rolige, fortællende sange, der hverken råber eller skriger, men sniger sig ind med en underfundig vending her – noget helt jordnært dér.
Der er ikke helt de samme melodiske hooks (jeg genhørte Film fra Næsbygård – det er stadig et fantastisk nummer) og noget af humoren er måske også blevet holdt tilbage.
Det, vi dog stadig får, er leg med sprog, fremragende levering og en følelse af at det hele er lidt håndholdt. Men også gennemtænkt.
Er det lidt konstrueret at der åbnes med kirkeorgel, som også kigger frem af og til for også på samme vis at lukkes på pladen ned?
Måske, men også passende på en plade hvor de selvudråbte Kirkens Folk spiller en meget aktiv rolle.
Jeg Tror. Jeg Ved rummer i sin titel netop denne dualitet, men er igen meget personlig og starter ud med nærmest Peters Julsk billede på drengen uden for døren med bolden… Og så en alliance til sidst med en ukendt elsket – hvor troen bliver til at kaste sig ud i kærlighed. Jeps. Vi er tæt på.
Var der ikke også noget med at kaste sig ud på 70.000 favne?
Men uden at have læst pressematerialet, kunne dette håbefulde nummer sagtens kunne fungere.
…og sådan er det med de fleste numre.
Som The Thes Dusk er der en overordnet (og ret stor) tematik, mens numrene står fint i sig selv. For The The fordi de er så afsindigt velproducerede og poppede.
Hos Karl Kristian fordi den fortællende, nøgterne stemme og den nedtonede produktion giver lyst til at lytte. Ikke uvæsentligt, for der er – til trods for samarbejde med popsnedkeren Tue West – som nævnt ikke de samme hooks som Karl Kristian tidligere har vist.
Skal der endelig være en anke, så er numrene så stille at de er virkelig fine og roligt intense i sig selv – men derfor heller ikke radiovenlige baskere. Det er også et andet ærinde her…
I en tid hvor det går rigtig godt for den danske, umiddelbare pop, er det en berigelse også at have en kunstner (ja, sgu!) som Karl Kristian, der tager sproget ved hornene og balancerer flere betydninger og verdener. Ud Af Flækken har Ken ret fint anmeldt – Den melankoli, der her identificeres er en form for rød tråd og understøttes af sounden, der flere gange har en støvet blæser til roligt at give lidt luft mens man kan sidde og fundere over ordene mens støvpartikler danser i lyset gennem kirkevinduet. Eller bodega-ditto.
Efter at have behandlet ‘hvem er den bløde 90ermand egentlig’ spørger The The på Dusk og slutter konkluderende (?) med et nummer, der i essens bare siger “verden drejer jo videre, uanset hvad vi gør’.
Karl Kristian når måske lidt mere opbyggeligt men også næsten parallelt frem til at slutte fred: Tvivlen, Den Er Kommet For At Blive.
Der er ganske vist nogen, der vil betegne det som at være ‘svag i troen’ at tvivle. Men er interessen i at finde mellemvejen og i øvrigt kunne stå inde for sig selv, så er det godt set at lade tvivlen være en forudsætning for troen.
Hvordan sikrer man at en stærk personlig vinkel løftes op til noget, andre kan bruge til noget?
Ved at som Karl Kristian at bevare jordforbindelsen, ikke drukne i ord og samtidig insistere på ‘det mellem ordene’, tvivlen og en stærk, personlig integritet.
Hvad der umiddelbart virker som en ‘lille’ plade bliver dermed hævet til at omhandle store temaer.
Det er ret imponerende og jeg må på det kraftigste anbefale at sætte lidt tid af til at lytte, lade støvpartiklerne danse og reflektere. Det er i hvert fald det, Ventede På Noget Der Ventede Med At Komme lægger op til.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
