Karenina EP-debuterer med en gennemført egen lyd, stærkt vokalarbejde og en samling gode sange i grænselandet mellem dunkel pop og trip hop.
Karenina har tidligere, i 2016, udgivet en demo under navnet Æter, men nu er det altså blevet tid til en officiel debutudgivelse under nyt navn. Dengang var jeg ude med en del ros, og Karenina er ikke blevet dårligere efter navneskiftet. I forhold til demoen er der genhør med fire sange, mens der er føjet to nye til – og for dem, der læste med på demo-anmeldelsen, er der nok nogle gentagelser i følgende.
EP’en, som også kunne gå i kategorien mini-album, åbner med et af de nye numre,’Røde træer’, som ret hurtigt træder i karakter. Det starter med en stemningsfuld instrumental indledning inden Anna Halkjær’s vokal sætter ind, i et ret radikalt toneleje så tidligt på EP’en. Jeg fik faktisk et lille chok første gang jeg hørte det, men det er ikke fordi, det ikke fungerer. Jeg blev bare overrasket, fordi hun på førnævnte demo (og de fleste steder på herværende EP) er tættere på Marie Key end Under Byen vokalmæssigt. Her viser hun, at spændvidden rækker til begge poler.
Nu fik jeg smidt Marie Key referencen, og det er egentlig ikke fordi Karenina i øvrigt har så meget til fælles med hende – især musikalsk er der noget mere eventyrlyst, ballast og dunkelhed hos Karenina. Men der er alligevel et eller andet, der giver mig den association, især på et nummer som på den overlegent slæbende ‘Under min hud’, hvor Halkjær’s vokal har lidt af samme bitre sødme som Key. Der er dog et stykke vej fra Key’s ret konkrete nærheds-lyrik til Karenina’s mere abstrakte. Det handler dog stadig om det intime, om forhold, om hvem man er og hvordan man er til. ‘Under min hud’ er i øvrigt fortsat et stærkt nummer, der viser at Karenina er langtidsholdbare.
Det bliver regulært rocket med guitarbredsider, og endda en solo, på EP’ens andet nye nummer, ‘Dyret i buret’, som viser at den musikalske palet er udvidet fra dunkel pop og triphop til bredere penselstrøg. Grundtonen er dog stadig mørk og søgende. Som på den stadig fine ‘Må jeg sidde her’, som stadig er dunkelt trip-hoppet (tænk Portishead eller andet Beth Gibbons har lagt vokal til), men også har en poppet sensibilitet, men også er blevet tilføjet et skud jagende guitar. Den er et andet godt eksempel på, at Karenina skriver sange, der holder længere end de minutter, de bliver afspillet. Den fortjener radiotid.
Kadencen falder måske en lille smule på sidste del af EP’en, men når det er sagt, så er både ‘Nordlys’ og ‘Vores ruder’ også mere end solide skæringer, der passer fint ind på EP’en stemningsmæssigt.
“Jeg finder dig frem//Ud af mørket//Uden ord//Uden lyd” lyder det indledningsvis på ‘Nordlys’, hvor der stadig er en biklang af både Key og en smule Portishead, mens ‘Vores ruder’ er mindre dunkel og mere poppet. I det hele taget er det den mere poppede side af Karenina, vi får til sidst på EP’en. Jeg synes til gengæld de er bedst når der er glimt af noget mere mørkt og farligt, noget, der er mere af på de første fire numre. Ikke at de mere poppede numre ikke er efne, for det er de bestemt.
Til forskel fra demoen er produktionen skærpet, og det hele lyder godt – der er fine nuancer i instrumenteringen og Anna Halkjær’s vokal sættes godt i scene. I det hele taget er der kommet det løft, man gerne skal høre i skridtet fra demo til EP.
Som sådan manifesterer EP’en Karenina’s store potentiale. Der bør være både radiotid og bred interesse i vente. Og det uden Karenina på nogen måde bruger billige tricks eller har givet køb på deres særegenhed. Vi kvitterer med 5 stjerner.
Du kan finde Karenina på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
