Karen Marie Troldborg er sanger og sangskriver, der er ude med hvad hun kalder lidt af et nicheprojekt. Et album der består af 9 digte og 10 viser, der kredser om sorg og tabet af hendes mor, indspillet live med musikere i Odder Kirke. En flot, gribende og vedkommende plade, der nok ikke er for alle, men som fortjener noget opmærksomhed.
Det siger sig selv, at det her er et ret følelsesladet album og et der kommer relativt tæt på. De 9 digte, som er skrevet af Karen Maries afdøde mor, bliver læst op af skuespillerinde Vigga Bro og “besvares” så af et nummer leveret af Troldborg, spartansk bakket op af strygere og andre klassiske instrumenter. Dermed fylder stemmer og ord enormt meget, og pladen føles som en slags poetisk samtale mellem mor og datter, med hver deres måde at udtrykke sig på og fra hver deres “sted” – hvad end man nu måtte tro på.
Det er sådan set også underordnet, for det fungerer, også selvom det selvfølgelig er en konstruktion, men en der kryber ind under huden på en, hvis man køber præmissen. Og ellers kan håndtere de store følelser, og også ret store stemmemæssige armbevægelser fra Troldborg, der svinger mellem det dramatiske, højstemte og meget emotionelle. Her tilfører de flotte stryger arrangementer lige det sidste til udtrykket, så der lægger sig en nærmest andægtig atmosfære over albummet. Det er jo, trods alt, også indspillet i et kirkerum. Endda i den kirke hvor Troldborgs mor blev bisat og faren er præst.
Det kunne godt kamme over, eller begynde at drive ned af kalkmalerierne med svulstighed og melodrama. Men for det første er Vigga Bro’s rolige stemme og oplæsning med til at grunde det hele og så er Troldborg så dygtig en sangerinde, at det netop ikke kammer over, men holder sig på den rigtige side af det smagfulde – og så rammer det plet!
Der er øjeblikke, som i “Under Huden”, hvor den får alt hvad den kan trække og man føler, at man bliver trykket tilbage i stolen. Men det gør ikke noget, det er jo ikke for sjov det her. Digtet “Den Lille Hårdhed”, der læses op inden sangen, afslører, at der er fundet en knappenålsstørrelse knude i morderen bryst. Sangen “Under Huden” lyder som den forvirring, afmagten og det absurde ved den tanke, når noget under huden er “løbet løbsk”, med kaotiske strygere, fortvivlet og opskruet vokal der beskriver “muterede celler” der æder de raske. Tanken om, at ens krop prøver på at slå sig selv ihjel destilleret til musikalsk form.
Man begynder for alvor, at føle en vis ubehag komme snigende, når vi når til sygehuset. I digtet “Min Skjorte er Hvid” lyder det blandt andet “børnenes billeder og tegninger ligger i skuffen i bordet ved siden af // Jeg bad sygeplejersken trække gardinerne for… hun så ikke på mig”. Den bliver fulgt op af nummeret der blot hedder “Hospitalet”, der nøgternt beskriver omgivelserne og scenariet, fra kattetungerne i skuffen, de blå streger på kroppen til juice og to slags saftevand. I mens strygerne følger Troldborgs vokal op, ned, tæt på og længere væk.
I den efterfølgende “Bønnens Vinger” kommer troen ind i billedet igen i form af en bøn om at måtte opleve endnu en dag, men som Vigga Bro med smittende ro læser op, så “ved jeg ikke hvor langt de rækker”. Troldborg svarer med et af de smukkeste numre på pladen, “Nogle Træer”, hvor det indledningsvist lyder:
Nogle træer taber deres blade
allerede på den første, kolde efterårsnat
Det sker på én gang, et kort pludseligt tab
Bakket op af klaver og mere tilbageholdende strygere svæver Troldborgs vokal rundt om dette afpillede træ i efterårsluften og søger efter meningen. Puha, nu kunne man godt trænge til en man kan danse til!
Men den næste sang bærer titlen “Farvel”. “Vi står her omkring dig, mens tiden rinder ud”… “Lad det ske, nu”, lyder det højstemt. “Vi holder dine hænder, mens du forsvinder”, mens nummeret langsomt forsvinder ind i et roligt, egentlig ikke skræmmende, mørke. Efter den mavepuster følger 1 minuts stilhed på pladen.
De resterende 3 “numre” på albummet, som man godt kunne se som en art udgangsbøn, der runder en gudstjeneste af, består først af et lille opgør med Gud i “Gud og Kæberasler”, hvor Troldborg sætter spørgsmålstegn ved hvorfor “han” ikke består af kød og blod, så man kan give ham en kæberasler. “Gud, hvis du hører mig Gud, så kom herned // du har taget min kærlighed, gjort den syg, hvorfor?!”. I det efterfølgende, sidste digt fra moderen lyder de sidste ord “over revet langt ude, brus af lys og fjord… og der er ikke noget der haster… mere”. Gud får ikke sin kæberasler, moderen har fundet ro og pladen ender med nummeret “Kærlig Hilsen”, hvor Troldborgs stemme bliver moderens og ender med “jeg er ikke så langt væk, som du tror // kærlig hilsen, mor”.
Du behøver ikke tro på nogen Gud (eller noget som helst), det gør jeg eksempelvis ikke, for at få noget ud af Over Revet Langt Ude. Det er klart, at med en far som præst, en fortid i kirkekoret og at albummet er indspillet live i et kirkerum, så er der et præg af noget “kristent” over lyden og udtrykket. Men det tror jeg, et eller andet sted, mange også forbinder med døden og begravelser – lige meget hvad de så ellers måtte tro på.
Det her er ikke et forkyndende album, det er et album om sorg, det at prøve at håndtere den, stå ved den og at kunne sige farvel og give slip. Helt almengyldige ting, som alle på en eller anden måde kommer til at skulle igennem. Sådan er livet. Det får Troldborg, holdet af musikere og moderen med Vigga Bros stemme på utrolig flot og smagfuld vis sat lyd på.
Min eneste egentlige anke ved det her, udover at jeg synes det er et album det virker lidt underligt at sætte x antal stjerner på, er, at jeg måske ikke har lyst til at lytte pladen igennem særligt mange gange. Men det kan være, at det er en man finder frem, når man har brug for det?
Det er ikke det samme som, at jeg ikke vil anbefale (sørgende eller ikke-sørgende), at give pladen et lyt. Tværtimod, det er en ganske særlig oplevelse, som vi lidt modvilligt placerer på en 5’er på den her lidt overflødige bedømmelsesskala.
Af Ken Damgaard Thomsen
Se en web-dokumentar om pladen HER
