Der er egentlig ikke rigtigt gået en Prås op for mig på Karambolages plade. Dog er der stor glæde over både at der bydes ind med instrumentalmusik – og de evner, det er udført med.
At anmelde instrumentalmusik er altid en udfordring. Det skelet, en sungen tekst ofte giver, er ikke rigtigt til stede og numrenes titler kommer ofte til at hænge og flyve lidt i luften.
Når det så er sagt, så er jeg super glad for at Karambolage har udgivet Prås.
Det er så fedt, at der er nogen, der tager favntag med denne udfordring og Karambolage får virkelig meget ud af den lyd, trioen har etableret.
For hvad gør man, når man ikke har tekster?
Man varierer. Laver riffs/grooves. Laver kontraster.
Alt dette gør Karambolage med sikker hånd. Åbneren er en ørkenrocket sag i to ’satser’ (ja, man kommer let til at bruge termer fra klassisk musik, når man anmelder instrumentalt) hvor især bassen tager en meget stabil rolle, mens trommer og den noget toppede guitar så får lov at flyde lidt omkring. Så meget som trommer nu én gang kan flyde…
Titel- og åbningsnummeret starter på den måde skarpt, sejt, for så at gå over i noget mere flydende.
Inden da har der været passager, hvor i bedste Kyuss-stil én eller anden meget let kunne have brølt noget om dumme politikere, hvor fantastisk det er at knalde eller noget helt tredje ind over.
Men at det ikke sker, er i virkeligheden ganske klædeligt. For det tvinger lytteren til at, ja, lytte.
Da der så følges op med Spankuler (igen lidt bassistens fødselsdag), så bliver det hele lidt mere sfærisk og sender mine tanker i retning af noget af Eigengraus mere stille, guitarlegende materiale. Nummeret udvikler sig dog – jeg fristes til at sige selvfølgelig – til en tungt marcherende spankulerende feeling før det lukkes ned med et beskidt groove.
Denne beskidthed udvikler sig så til noget fuldstændig smadret i Flab. Masser af fedtet effekt, masser af huggende bevægelser stop-and-go feeling, atonalitet og slutligt antydning af et riff.
Guitaren slår som en voldsom stridsøkse med hug til højre og venstre – på én gang kaotisk og super kontrolleret. Ikke et nummer, der er skrevet for at please lytteren, men meget effektfuldt.
Gryr bliver dermed en kærkommen ballade-agtig form, der bruger laaaaaaang tid på at kommer i gang, finde sin form – men er pladens mest ”venlige” nummer. Der introduceres efter nogen tid en vending / et breakdown, som så går igen som nummeret udvikler sig over 6 minutter og 30 sekunder.
Jeg får lidt lo-fi feeling á la Speaker Bite Me, og tænker at enten en støvet bluessanger eller netop de blandede kønnede vokaler kunne have fortalt noget vigtigt og smukt over denne underlægning.
Igen ganske udmærket at det ikke bliver valgt!
Midtvejs introduceres breakdown-temaet og nummeret udvikler sig derfra i klassisk post-rocket stil som en dynamisk opadgående kile, hvor det næsten bliver sådan ægte patetisk og vederkvægeligt. Der mangler dog nok alligevel et par procenter. Eller… Noget.
Gestalt flår løs i os igen med sin rag’ede feeling og leg med antonalitet over små syv minutter og mørheden kan måske begynde at sætte ind: Vi når ret langt rundt her. Men det er en altid interessant rejse!
De sidste små ti minutter bliver så en rejse i Støvet, hvor der igen trækkes på ballade-lignende dynamikker, der sagtens kunne have været en sanger på og det for første gang på pladen virker til at visse passager kunne have været lidt kortere.
Der tegner sig efterhånden en tendens, for anden ’sats’ er noget mere støjende og rag’et og da der til sidst smadres igennem og støjes, får vi som en fin sløjfe en gen-introduktion til et tema fra åbningsnummeret. Der er tænkt over sagerne.
Karambolage er et interessant projekt, at de er en trio er i høj grad et held, for der er plads til alle tre instrumenter; bas, guitar og trommer. De spiller på én gang loose sammen og skarpt og stramt.
Vi når ud i ørkenen, i et takket, rag’et landskab, ned i en mørk skovsø og sikkert meget andet.
For man må selv lægge til og trække fra, når nu teksterne ikke hjælper.
Jeg hører en del post-rock og er super glad for at der bliver ved med at være danske bud på genren.
Karambolage er kompetent og Prås egentlig en god plade, men der er et stykke vej op til det melodiske og kompositoriske overskud, vi eksempelvis ser i Mogwai eller GY!BE.
Mindre kan også gøre det og selv om jeg har lyttet en del til pladen i baggrunden mens jeg har arbejdet, så åbnede den sig først for alvor på en cykeltur, hvor jeg ikke ’skulle andet’.
Det er nemlig musik, der kræver tid og et vist fokus for at man fanger detaljer og feelings.
Jeg er super imponeret over især hvordan man har ladet bassen være det faste element og så ladet de øvrige instrumenter flyde lidt mere. Det betyder ikke, at trommerne har skrevet sig ud af rytmegruppen, men bare at det er en spændende tilgang til hvordan man kan tænke og lave musik.
Fedt.
Karambolage skal jeg følge – Prås vil jeg finde frem, hvis jeg en dag har brug for noget, der på én gang kræver fokus, kan ruske – men også er post-rock og dermed rummer en vis mulighed for at sumpe eller svømme lidt hen…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
