Åh Gud, endnu en dansk singer songwriter bevæbnet med emotionelle sange, endda sange, der ifølge presseteksten er skrevet “i en tilstand mellem drøm og virkelighed”. Man kan blive helt træt ved tanken, men det ville være meget, meget dumt ikke at tjekke Kamille Lindholm og hendes nye album ud – det er decideret fremragende.
Ja, der er store tanker og følelser på spil i løbet af de 10 numre, og det er også lige ved at blive for meget føle-føle, omklamrende eller udkrængende hist og her. Men grænsen overskrides netop ikke, vi balancerer på kanten i visse situationer, men Lindholms stemme og lydunivers er for dragende, dygtigt arrangeret og udført, og sangskrivningen kort og godt for stærk til, at det kammer over.
Nu står der godt nok, at numrene er opstået i en tilstand mellem drøm og virkelighed, lydbilledet er da også til tider både udsvævende og drømmende, og lyrikken lige så. Men de overordnede indtryk Lindholm efterlader er faktisk nærvær, ærlighed og noget meget realistisk, på en eller anden måde. Måske fordi det netop lykkes hende, både via vokalen men også musikken, at gøre ellers flyvske følelser til noget, der klinger ægte og menneskeligt.
Som når hun i “Lover” fattet synger “I’ve been crawling on the ground, thought you were leaving… me”, inden hun konkluderer at, “it’s all in the mind”. Lydbilledet er meget minimalistisk, næsten tomt, lidt akustisk guitar og nogle diskrete elektroniske effekter af en art, noget rumklang og en korstemme, som måske er Lindholm selv loopet ind. Effekten er, at man nærmest føler, at man befinder sig på gulvet sammen med hende, i et stort tomt rum. Det er meget nøgent og meget intenst, meget ægte, trods de små armbevægelser.
Stemmen er, som nævnt, fattet, den lyder umiddelbart i kontrol, men alligevel hænger der en stemning af noget ekstremt sårbart og dirrer i luften. Det er næsten så man holder vejret, virkelig flot udført, med meget enkle virkemidler.
Flot er det sådan set også, i hvert fald klang- og produktionsmæssigt på “By Your Voice”, hvor det endnu engang er kærligheden der vendes. Her leges der igen med vokalen, og igen tror jeg, at det er Lindholms stemme der loopes og lægges ovenpå sig selv, så hun kommer til at synge duet med sig selv. Jeg kan egentlig godt lide både idé og udførelse, men alligevel er det et af de numre, hvor der er lige ved at blive for meget af det gode, uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor.
Det var to mere rolige og atmosfæriske indslag fra Twice In August, der på albummets anden halvdel næsten forsvinder ind i mørket og ind i sig selv med nogle dystre numre, men inden får vi også i demonstreret, at Lindholm i glimt kan være ret udfarende. Hun nævner selv både Jimi Hendrix og Jeff Buckley som en del af hendes musikalske ballast. Især sidstnævnte er nok ikke et helt tosset referencepunkt, hvis nogen derude har brug for et mere tydeligt pejlemærke.
På et nummer som “Home”, hvor fortælleren hører “footsteps moving and I hear him go”, bliver det mere snerrende, konfronterende og råt rockende, uden at tøjlerne slippes. Det er kontrolleret vrede og der er noget indebrændt over både vokalen og guitarspillet, hvor man fornemmer, at det syder og bobler lige under overfladen og blusser op i de desperate udbrud af “won’t you come back home, please don’t leave me”. Endnu et fremragende nummer, hvor man lige skal huske at trække vejret af og til.
Jagten sættes ind på “Someday I’ll Find U”, der i en beroligende valse-klingende rytme danser stille omkring sig selv midt på pladen, mens Lindholm med tøjlet længsel i stemmen forsikrer, at netop “someday I’ll find you”. Hun vil krydse vand og land, endda gå på vandet og gå ind i lyset – her er vi klart mest ovre på drømmesiden. Her dukker de flerstemmige vokaler igen op i nummerets anden halvdel med stor effekt. Flot, flot sang.
Den efterfølgende “Blue” har en mere opløftende klang, eller rettere, der er sprækker i mørket, blåt fremfor de helt mørke nuancer. Der leges med noget mundharmonika, som farver udtrykket i en mere folksy kulør, mens den lille travende melodi også er blandt albummets mere tempofyldte.
Ellers er det generelt et album der i tempo og tone er holdt i det tilbageholdende og eftertænksomme spor, som nævnt er især pladens anden halvdel meget dæmpet og nok også en smule krævende, inden vi når den flotte lukker “Your Love”. “Without words he stays with me”, lyder det gentagende gange… så… det ender godt?
Kamille Lindholm har i samarbejde med producer Janus Bechman begået en på mange punkter smuk og vedkommende plade, hvor virkemidlerne på overfladen kan virke få, men alligevel fremstår pladen meget varieret og rig på flotte detaljer. Der er ingen decideret svage numre, men pladen vil måske alligevel føles som en udfordring for nogle lyttere. Jeg ser det ikke som en svaghed, det er bare en udgivelse der forlanger noget af lytteren og kræver lidt koncentration – heldigvis fortjener den det også.
Der er ingen vej udenom de 5 stjerner, og de funkler endda.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Kamille Lindholm på facebook
