Der er dømt høj lækkerhedsfaktor, velspillende musikere og poetiske tekster på Kajsa Valas When Are We Out Of The Woods. Pladen har for Vala været en form for rite de passage i overgangen til det ’rigtige’ voksenliv, hvor forældre viser deres dødelighed – og forældreskabet selv melder sig hos Vala. Pænheden dominerer, hvilket gør pladen til fint selskab på en sløv søndag.
Det er egentlig denne anmeldelses og Kajsa Valas held, at jeg første gang lagde ører til musikken på en søndag. For det pæne, polerede udtryk, de poetiske tekster og den folkede produktion på disse pop-sange gør sig rigtig fint på en sløv søndag. Vi slipper bare heller ikke helt for, at pladen bliver meget pæn og dermed mister noget af den kant, der gør at man tænker den som ’kunstnerisk’.
Det gør den ikke til en dårlig plade – det er eksempelvis umuligt at finde et dårligt nummer på pladen. Men det gør dog at pladen bør parkeres som et produkt med en stor lækkerheds-faktor. Og så i virkeligheden ikke så meget mere.
Ifølge pressematerialet er pladen blevet til med et tema om at slutte fred; med dødeligheden, efter Valas mor blev meget syg, med at man ikke som forældre længere kan repræsentere ungdommens impulsivitet og vildskab. Men også, at alt dette er ganske uundgåeligt, at græsset ikke er grønnere på den anden side af hækken.
En fin framing, men hvis jeg skal være lidt grov, så virker det også til at der VIRKELIG er sluttet fred; hellere et lidt poleret, pussenusset lydbillede så baby ikke vågner, end kant og krop.
Stærkest på pladen står måske forståeligt nok ‘Other People’, der er en duet med Silas Bjerregård og de to meget pæne vokaler giver noget helt særligt; i stedet for at det hele drukner i fløde og pænhed, bliver det for første og eneste gang på pladen stærkt og rørende. Pizzicato strygere, et nøgent klaver nedenunder og stemning af regn ned af ruden på denne sløve søndag er ganske fremragende!
Og der er små sniplets i snart alle numre, der løfter det fra en banal skandinavisk pænhedsøvelse; åbneren ‘One Drop’ har i omkvædet et vers der går ’…like putting out a fire / with just one drop of water’. Det er et fint, stærkt leveret metafor næsten i liga med Everything But The Girls’ ‘Missing’. Men meget, meget mere stille.
Musikalsk er der virkelig også skruet op for lækkerheden. De islandske aner lader sig ikke fornægte og der er klare elementer af skandinavisk americana med akustiske instrumenter, lapsteel, endda pumpeorgel (‘Damn’) og et stærkt sammenspillende setup. Hvilket er underfundigt nok, da dele af pladen er indspillet via spor indspillet forskellige steder af forskellige mennesker på forskellige tidspunkter under lockdown.
Men americana’en bliver nærmest komplet på netop ‘Damn’, som næsten bliver amerikansk salme-agtig og med sit seje tempo og tema om jorden opsluger os og både sender tanker til landet midt i oceanet – og landet på den anden side.
Kaja Vala har framet sin plade som en fortælling om at ’nu bliver jeg kedelig og alvorlig – set med ungdommens øjne’ og det er – uanset hvordan vi vender og drejer det – en meget modig ting at gå ud og lave en plade om; Det kan så let gå galt.
Galt går det dog langt fra for Vala. Men det stiller også krav til lytteren om, at man er villig til at sætte tempoet ned, lade de små detaljer glæde og så frem for alt ikke vække baby!
Resultatet er, at man kan få nogle virkelig dejlige stunder med Vala – men personligt får jeg også lyst til at høre noget elektronisk, voldsomt, smadret når vellyden er ovre. Det er selvfølgelig min tilgang – pladen fejler inden for sine præmisser bestemt ingenting!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
41-årig mand, der også har mærket konsekvensen af at blive forælder.
