Aarhusianske Kajsa Vala er på banen med sit andet album, der er indspillet dels i Aarhus-forstaden Åbyhøj, dels i Nashville, Tennessee, hvor Vala tidligere har slået sine folder. Det er da også primært den amerikanske folk/country/americana-tradition, Kajsa Vala trækker på, på albummets otte sange, der er gennemgående godt selskab.
Det er sådan set ikke helt til at høre det, hvis man ikke lige vidste det i forvejen, at Kajsa Vala er dansk. Ud over den der nordiske tone, som ofte fremhæves hos danske americana/folk-kunstnere, så er Kajsa Vala’s lyd altså primært præget af amerikansk folk, country og americana – tilsat nogle veludførte knivspidser af roots-rock. Albummet åbnes af ‘Makes the World Go ‘Round’, hvor Vala viser at hun ikke alene er en dygtig vokalist, men også en temmelig habil rockguitarist. Riffet er fængende, og nummeret er af den slags, der formår at rocke uden at blive beskidt og kradse. Det kan godt være lidt af en linedans at ramme den balance.
Men balancen er netop en af Kajsa Vala’s styrker – på albummets 30 minutter balancerer hun fint mellem afdæmpede og rockede udtryk, mellem det melodiøst poppede og det stille sensible, og formår at holde tungen lige i munden i en musikalsk omegn som er temmelig tæt befolket, selvfølgelig især i USA, men så sandelig også herhjemme. Et eksempel på et nummer, som kombinerer det melodiøse og det sensible, er ‘St. Cecilia’, som på mange måder er en slags nummer, man har hørt i mange udgaver før; dæmpet guitarspil, suppleret af bas og trommer, og en tekst om at følge sine drømme, mens nogen holder hånden over én – Kajsa Vala gør det bare ret godt, og ‘St. Cecilia’ har da også fundet vej til soundtracket til ungdomsfilmen ‘En-to-tre-nu!’.
Det bliver næsten for ensformigt med det gentagende “ååh-ååh-ooh”-kor på singlen ‘Trail of Hearts’, der med sit synthstykke ellers bryder lidt med den klassiske americana-instrumentering og kunne være en kandidat til radio-airplay (den har også allerede været spillet på P4), ligesom ‘Prodigal Son’, som følger efter, i øvrigt. Her er vi også i den mere dæmpede ende af spektret, hvor Vala lader sin vokal afsøge et bredere spektrum, mens bas og trommer leverer et diskret, men velfungerende bagtæppe.
I det hele taget er det de fleste numre, på Kajsa Vala, der kandiderer til radioen. Den mere rockede ‘Higher’, med håndklap og markant riff, fanger også hurtigt interessen og holder fast i den, blandt andet fordi Vala også kan skrue fængende omkvæd sammen: “The higher you fly the harder you fall//But I’ll keep trying//Don’t wanna come down// I want to go higher“. Det er måske ikke nyskabende, men det skaber identifikation hos lytteren og det fungerer.
Det bliver måske en smule roots-rock generisk på ‘Hurricane’, som dog bestemt også har melodiske kvaliteter, mens jeg er mere begejstret for bonus-tracket ‘Norman Rockwell (I’m Still Your Girl)’, som lukker albummet, som handler om at drage ud og opleve verden, og samtidig er en forsikring til mor og far derhjemme om at man har det godt: “Hey Mamma don’t you miss me too much this time//I am out here taking on the whole world//Hey Daddy tell them all that I’m doing just fine//I grew up, but I’m still your girl”. Som det er tilfældet hele vejen igennem er lyrikken nede på jorden og relaterbar, mens den musikalske side af sagen er habilt vellydende.
Lidt i samme kategori er ‘All in Good Time’, som falder midtvejs, som handler om at vente forventningsfuldt på en bestemt person, og samtidig sige til sig selv, “all in good time”. Det er et af den slags numre, hvor intensiteten og fyldigheden i instrumenteringen vokser henad vejen, hvilket gør det til et nummer, man skal lytte nogle gange til, før det for alvor udfolder sig. Og selv om det ikke er det nummer, der gør mest væsen af sig umiddelbart, er det blevet en af mine favoritter på albummet.
I det hele taget er Kajsa Vala behageligt selskab at have på anlægget. Sangene er gennemgående velskrevne, Vala synger godt, musikerne kan deres kram og produktionen er som den skal være, og Vala skiller sig positivt ud i en genre, der er tætbefolket. Bedst synes jeg faktisk hun er på de mere dæmpede numre, selv om det også fungerer godt med de mere rockede elementer – det er måske endda her, der kan udvikles i fremtiden, så farverne på paletten bliver endnu skarpere? Derfor lander vi på 4 store stjerner til Vala, som roligt kan fortsætte med at bygge på Nashville-Aarhus-dualiteten fremadrettet.
Du kan finde Kajsa Vala på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
