Though Hope Is Frail er første fuldlængde-udgivelse fra københavnske Justin Hate, der blander metal og hardcore på grum og dyster vis. Det slipper kvintetten overvejende godt fra.
Justin Hate er et ubeskrevet blad for mig. Kvintetten har en enkelt demo og en EP på samvittigheden forud for Though Hope Is Frail. Det forhindrer dem dog ikke i at levere et ganske stilsikkert album, hvor det tekstmæssige fokus er på “menneskets skyggesider, dets forfald, og et evigt håb om noget bedre”. Det er mest de to første dele jeg kan høre brænde igennem på albummet. De skinner igennem allerede på åbneren ‘Imperishable Darkness’, der riffer albummet ildevarslende i gang, inden der blæses igennem med talrige slag på lilletrommen. Det er ganske afvekslende uden på noget tidspunkt at bevæge sig væk fra den formørkede hardcore-metal, hvor forsanger Kim Rock’s vokal flænser sig gennem lydbilledet, så man for alvor bliver nervøs for evigt mørke og apokalypser fra nord – som vi får serveret på andet nummer, ‘Northern Apocalypse’.
‘Eve Of Plague’ blæser afsted som en efterårsstorm uden varsel, raserende alt på sin vej, mens ‘Gods Delusion’ tager sig tid til at bygge mørket op. Det langsomme tempo klæder i mine ører Justin Hate ganske godt, og det er både grumt og stemningsfuldt, det der bliver leveret på ‘Gods Delusion’ – jeg bilder mig selv ind at jeg kan høre mere end en snert af blandt andet Slayer i deres tungeste, grumme hjørne.
På ‘Where Vultures Feast’ får vi et par råfede temposkift og et til tider voldcatchy groove, på et af albummets højdepunkter. Det er kort fortalt en glimrende omgang hardcore metal med på nosser og tyngde. Kim Rock kommer frådende ud af starthullerne, som en kamphund, der er blevet sultet, på ‘While the Moon Stood Still’, som næsten bliver for voldsom til at jeg kan holde mig samlet om den, men den reddes delvist i land af et fedt groove og en skærende guitar mod slutningen, men de får desværre ikke plads nok mellem de aggressive vokaludbrud.
Brutalt er det også på ‘The End Is Dear’, som til gengæld fanger gammelfar her mere ind, blandt andet fordi tempoet passer bedre til min nakkemuskulatur. I det hele taget synes jeg Justin Hate lykkes bedst i de numre, hvor de langsommere passager får lov at udfolde sig, for de har faktisk et ganske godt greb om at lave tunge grooves og fede skift. Således er jeg gladere for ‘Solen Brænder Ud’ end eksempelvis den hurtige og heftige ‘Spread The Disease’. Førstnævnte er også eneste dansksprogede track, og det fungerer ganske godt for Justin Hate, blandt andet fordi det også er et godt afstemt og opbygget nummer, hvor der også er plads til en fængende vokallinie, men også masser af mørk og grum metal. Herligt.
Det fortsætter heldigvis i samme spor på grumt groovy ‘At The Gallows’ og afslutteren ‘Dystopia’, der sættes i gang med et voice-sample og fortsætter i et apokalyptisk ridt, hvor Kim Rock synger: “What I saw/Was my reflection”, en linie, der også gentages flere gange af den samplede stemme. Det lyder ikke som om det spejlbillede er noget kønt syn.
Though Hope Is Frail er bestemt ikke hyggemusik til kærestemiddagen, men det er et album med andre kvaliteter. Først og fremmest er Justin Hate, når de er bedst, rigtig gode til at fremmane en mørk og dyster dystopisk stemning, som slægter bands som Unsane og danske The Psyke Project på. Det er i de tungere, langsommere passager, at jeg føler mig mest hjemme i Justin Hate’s mørke. De hurtige passager bliver næsten for meget af det gode, men det kan også bare være fordi jeg er ved at være en halvgammel starut. Men numre som ‘Where Vultures Feast’, ‘The End Is Dear’ og den afsluttende trio, er alt rigeligt til at trække Justin Hate op på 4 stjerner for en stilsikker og periodevis stærk debut, hvor hardcore og metal smelter sammen til en dyster enhed.
Though H0pe Is Frail udkom d.23. maj. Tjek Justin Hate ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
