Junkyard Drive: Sin & Tonic ★★★★☆☆

Og den slags kan man faktisk komme ret langt med, men ikke så langt, at jeg sluger en titlen som Sin & Tonic. Det er sgu næsten for fladpandet, selv for denne genre og kan risikere at medføre, at nogen ikke tager bandet helt alvorligt.

En skam, for Junkyard Drive tager ellers deres sleazy rock og rul så tilpas alvorligt, at det ikke bliver selvparodi. Men ikke mere end, at det lyder som om de har en fest. To vigtige ingredienser for den her slags musik, især hvis du spiller den så genretro og spiller PÅ klicheerne, som her.

Så er der ikke langt fra kærligt vink til heltene, til fesen gak og gøgl. Den balance synes jeg Junkyard Drive holder over albummets 10 numre. En plade der måske mister pusten, eller slagkraften, en smule mod slut men ellers er en ret dynamisk og fængende omgang.

“We need another point of view”, “don’t play by the rules”, sådan lyder det, taget lidt ud af kontekst, midt på pladen i “Take It All”. Lidt pudsigt, når Junkyard Drive i den grad spiller efter allerede etablerede regler. Nummeret har ellers god energi, men lider under, at et ellers fængende omkvæd kommer til at lyde en smule for glat og poleret.

Så er der mere bid og tyngde i et nummer, som den knap så tempofyldte “Natural High” der falder lige inden. Sangen har et let blues’et touch og en fin, storskrydende rytme som går lige i mellemgulv og hofter. “Tell me what you like, and I’ll do it” og “I’ll give you just what you need”, lyder det blandt andet. Ja, rock er jo i sin grundindstilling sexy times.

Og Junkyard Drive er på mange måder rock leveret, som den ville lyde i sin grundindstilling. Uden at lyde for arrogant, så er jeg nok vokset fra den slags, men jeg kan ikke benægte, at hvis det er gjort rigtigt, som her, så fungerer det på egne præmisser.

Af og til bliver det måske lidt for meget “cherry pie” letvægter sleaze, som på den lidt generiske “B.A.D.”, eller der går Top Gun soundtrack i den på fartglade “Danger Zone”. Men det er stadig numre der utroligt nemme at lytte til, og selvsom de måske ikke bider sig så godt fast, så når man i hvert fald ikke at kede sig undervejs – hvilket kan være nok så vigtigt!

Pladen kan virke lidt frontlæsset, det vil sige, at den kommer rigtig godt fra land og så skal der kæmpes lidt mere for at bevare momentum, som den skrider frem. Eller også mister den rullende rock bare lidt sin virkning på mig? Any way, der åbnes med et stærkt trekløver, missionserklæringen “If You Wanna Rock Me”, der bumler cooky frem med et fedt groove, koklokke og hoftestød. Som velsmagende topping får vi også lige et klassisk mande-råbekor i omkvædet.

“Bone Dry Jessie” følger op med endnu mere fart, godt det samme, for så når man ikke at sidde fast i teksten om white trash fruentimmeret Jessie. Men som tempofyldt og sejt rockende pause fra hverdagen, da fungerer det sgu mægtig fint. Det samme kan man sige om førstesinglen “Drama Queen”, der lyder som en opdateret udgave af et gammelt Aerosmith nummer. Det er ikke raketvidenskab, men det suser ubesværet derudaf som en raketslæde på skinner.

“Nice boys don’t play rock ‘n roll” lyder det i åbningsnummeret “If You Wanna Rock Me”, Junkyard Drive lyder nu ikke voldsomt farlige. Ikke mere farlige end et shot Jack D i hvert fald, men det kan jo også være nok nogen gange.

Ud over det, så står og falder din nydelse af Sin & Tonic nok med, om du kan klare den manglende originalitet. Skal rockmusik af denne slags overhovedet være original? Det er i hvert fald ikke det Junkyard Drive sigter efter, lader det til, og på den måde er det jo mindst lige så ærligt, som det er uopfindsomt.

Er du til bandana-rock, som mænd med ekstravagant garderobe lavede den i 80’erne, og ikke bange for kliché-overdosis, så går du ikke galt i byen her. Jeg hyggede mig, selvom festen er lidt overfladisk – men selskabet var til gengæld charmerende!