Freaky folk, R&B og soul kalder islandske Júníus Meyvant (aka Gísli Sigurmundsson) den genre-cockctail han præsenterer på debut-EP’en, en moderne klang og stil der allerede har givet buzz og radioairplay – helt fortjent.
For den 4 numre lange EP fra Júníus Meyvant er sgu’ godt nok en ganske uimodståelig og medrivende lille sag, hvor vokalen og de bløde R&B soulede melodier skaber en farverig musikalsk drink, der smager af mere.
Der er et næsten optimalt blandingsforhold mellem det imødekommende og iørefaldende og så substans nok, så det ikke føles for letbenet eller overfladisk. Det lyder labert og stilet, men på den måde hvor den polerede hitoverflade ikke blænder for meget – der er kort sagt tale om kvalitets “pop”, som der aldrig kan være for meget af på radiobølgerne.
Eneste problem er næsten, at åbningsnummeret er så godt og fængende, at det truer med at overskygge de resterende 3 fine numre på EP’en. “Hailslide” har allerede fået testet vandene som single, og det virker også som det åbenlyse valg på EP’en. Det strutter simpelthen af ganske uimodståeligt hitpotentiale, med sin lækre, roligt vuggende og cool soul klang, den R&B poppede danserytme og Júníus Meyvant’s indbydende og forførende stemmeføring bakket op af diskret, men effektfuldt kor. Det er en af den slags numre som sætter sig fast fra først strofe og lyt, hvor det hele er så veludført og velsmurt, at det bare flyder som smeltet smør ind i øregangen. Vel at mærke uden at virke påtrængende eller desperat anmassende – det er bare et godt nummer, punktum.
Den er sgu’ svær at følge op på, og der er da heller ikke nogen af de resterende 3 numre der helt matcher åbningsnummerets format, ikke hvert fald ikke umiddelbart. For giver man dem en chance, når man lige har fået pulsen ned og styr på åndedraget efter det overrumplende udlæg, så er der stadig masser af kvaliteter at finde på resten af EP’en. De er bare knap så åbenlyse og insisterende.
“Color Decay” følger op, endnu et nummer der har været ude som single. Den havde nok imponeret endnu mere, hvis den ikke stod lidt i skyggen af “Hailslide”, for den rummer faktisk nogle af de samme virkemidler og kvaliteter. Melodien er knap så cirklende forførende, og lidt mere i fremadrettet bevægelse. Hvor “Hailslide” fremstår som virkningsfuldt og æggende kurmageri midt på dansegulvet, så føles “Color Decay” mere som en afsøgning af lokalet, den diskrete jagt efter aftenens udkårende, på den der elegante gentleman-lignende måde, som man ville ønske man havde stil, klasse og coolness nok til at slippe af sted med.
Nu skal det ikke lyde som om Júníus Meyvant er lyden af macho, egotrip og Don Juan på rov, dertil er den nedtonede folk-feeling der også gennemstrømmer det hele alt for “classy”. Den kommer tydeligere frem på “Gold Laces”, hvor en akustisk guitar får plads i begyndelsen af nummeret inden der møjsomt og afmålt bygges ovenpå, så vi kan nå hen til endnu et opløftende og på sin egen tilbageholdende måde superfængende omkvæd. For den slags er Júníus Meyvant, naturligvis, også leveringsdygtig i EP’en igennem.
Nummeret er er måske knap så markant og umiddelbart medrivende som de 2 foregående numre, men er af den slags der stille og roligt vokser og suger én ind, når man lige giver den tid til folde sig ud. Helt afdæmpet og forsigtigt bliver det på “Signals”, hvor Júníus Meyvant flirter med et højere toneleje i stemmeføringen, der måske ikke lige appellerer så meget til mig, som vokalen på det der kom forud.
Stemnings og klangmæssigt er det mere luftigt og udsvævende, den delikate R&B soul træder lidt tilbage i lydbilledet, et lydbillede der er mindre orienteret imod det iørefaldende og mere arbejder med atmosfære. Det fungerer sådan set upåklageligt, men man sidder også med fornemmelsen af, at det er et nummer der ville komme mere til sin ret i en længere albumsammenhæng, som stemningsbryder, end det afslutningsnummer det udgør her.
Júníus Meyvant og denne EP lyder så lækker og smooth, at man helt glemmer at brokke sig over at det mangler mere kant og flere knaster – godt smurt, Gísli! Vi ender på 4 store, appetitlige og letfordøjelige stjerner, der smager af meget mere.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Júníus Meyvant på Facebook
