Stort drama og store følelser er i spil hos June Beltoft, når hun besynger hendes Twilight Dreams. Desværre uden, at det samlede resultat, der ikke helt rammer dybt nok, står mål med indsatsen.
Der er ellers masser af udgangseffekt på Beltoft, hendes vokal og hendes tusmørkeprægede lydunivers. Men, selvom emotionerne er troværdige og bakkes op af ret flot udført musikalsk håndværk, så udebliver den helt store følelsesmæssige oplevelse hos mig.
Den manglede effekt af hendes blålige, til tider dunkle og hele tiden stemningsfulde toner kan jeg ikke helt præcist sige hvad skyldes. Kort og godt fænger det bare ikke rigtig, når Beltoft med stor vokal ytrer linjer som “I see dark clouds on the horizon”, i “Dark Clouds”. Det er ikke fordi at det skorter på indlevelse fra Beltoft, der med stor stemme og autoritet synger sig igennem EPens 5 filmiske popnumre.
Men, det bliver også en lille smule højtideligt og en lidt underligt distanceret oplevelse for mig. Beltoft er til stede, selvom det måske er lige lovlig følelsesladet på den melodramatiske måde, men jeg er ikke. Jeg står uden for den dør, der er ladet stå på klem til det enorme, kølige og royale rum, hvor Beltoft står og krænger sjælen ud. Jeg pipper ind, men føler mig ikke inviteret til, at åbne døren mere og træde ind – og er egentlig heller ikke interesseret.
“Searching for the music inside // all I see is just a flashing light, from a naked lightbulp hanging from the sealing // So cold in the darkness gives me this feeling”, lyder det i “Twisted and Blind”. Det fungerer ikke helt for mig. Der er noget lidt søgt og konstrueret over de engelske gloser på meget af lyrikken på Twilight Dreams. Som om, det er følelser forsøgt udtrykt vedkommende og meningsfuldt uden, at blive det. Måske havde det fungeret bedre på dansk?
Musikalsk er der lidt mere melodisk drive og udvikling i “Twisted and Blind”; en eksempelvis førnævnte “Dark Clouds”, der som titlen antyder, i stedet lader mørke, atmosfæriske tunge skyer have overtaget i et mere sfærisk og luftigt lydbillede. Begge dele klæder sådan set Beltoft og hendes vokal. Stemme og de musikalske stilretninger skaber til sammen en lyd, som trækker både på nogle mere klassiske dyder og moderne, poppede strømninger. “Twisted and Blind” tynges dog af en spilletid, der når op over de 7 minutter, hvilket er mindst et par minutter for langt.
Man kunne næsten kalde det en form for “opera/musical-pop”, hvor store følelser og armbevægelser sættes ind i en poppet ramme. Åbningsnummeret “Shooting Star” er også en ganske vellykket, højdramatisk sag, der benytter sig af mødet mellem noget “gammeldags” og nogle mere “nutidige” effekter og elementer. Det bliver næsten helt elektro-rocket i sin hakkende rytme, mens vokal, baggrundskor og den grundlæggende stemning er holdt i det klassisk funderede.
På et nummer som “Smoking Guns”, som jeg synes er EPens mest medrivende, er vi nærmest over i noget carbaret-klingende. Det bliver i ikke Waits tilrøget, galt og smudsigt, eller Baal bombastisk, men vi er et sted i et Brecht-inspireret krydsfelt. Desværre også i en sådan grad, at man uden større besvær kan synge “Alabama Song” til denne melodi. Det bliver lidt for genkendeligt, men sangen og dens pumpende og sumpede rytme er nu stadig smittende.
Når vi mod slut når “Out of the Dark” er jeg dog, efter “Smoking Guns” medrivende frikvarter, alligevel klar til, at træde ud af Beltofts emotionelle mærkekammer. Det føles langt. Selvom EPen “kun” varer knap 27 minutter, så føles de 5 numre, selv de korteste af dem for lange. Også denne. Den er mere eksperimenterende, det lyder næsten som en form for musikalsk metamofyse, en overgangshandling eller transformation.
“Born like a baby twice, up from the ashes you rise”, lyder det højtragende fra Beltoft mod slut. Hvad er det mon for en genfødsel og fugl føniks, der rejser sig fra Twilight Dreams’ aske?
Egentlig er universet ganske interessant og blandingen velfungerende, desværre resonerer det bare ikke rigtig med mig følelsesmæssigt. Derfor ender vi også på en middel karakter for det samlede indtryk – måske rammer det dig dybere?
Af Ken Damgaard Thomsen
