Julie Ellinor tager på Voyage på en dygtigt skolet rejse i et pænt, sfærisk landskab. Og selv om der er tydeligt talent, så ligger EP’en hele tiden i fare for at blive for pæn og ufarlig.
Over de seks numre, detbut-EPen Voyage varer, får vi anskuelsesundervisning i en dygtig sangerinde. Det er oplagt at sammenligne med Tina Dickow, da der er tale om melodisk pop-rock og stemmen i høj grad er bærende igennem EP’en.
Rock er måske så meget sagt, men på flere skæringer benyttes også meget pæne, lækre og i rumklang indhyllede og måske lidt for perfekte blæsere. Og alt er produceret/masteret til en meget fin lyd. Små detaljer kigger frem her og der – som i titelnummeret, hvor nogle små, fine claves med rumklang bidrager til det luftige udtryk.
Det er for øvrigt nok åbningsnummeret, der står stærkt da det i sin tonalitet har et hint af noget keltisk folk – uden at blive klistret som et bokssæt fra 90’erne. Nej, Ellinors varme – til tider mørke – vokal har en noget højere integritet end det.
Der er tydeligvis også talent inden for melodisnedkeri hos Julie Ellinor og stemningen er rolig, søndags-kaffe-agtig og det hele er meget hyggeligt.
Teksterne handler om rejser ud i følelseslivet og passer som sådan fint til det pæne udtryk.Det er ikke musik, der vil forstyrre alt for meget – men til gengæld har Julie Ellinor udtryk nok til, at teksterne ikke ’bare’ fremstår som klicheer.
Ca midtvejs inde i EP’en får vi det eneste lidt uptempo-nummer i ‘You’. Igen lægges der en fin, rolig vokal og med whiskers på lilletrommen til at lave et fløjlsblødt drive, falder nummeret perfekt ind i den æstetik, der er slået an på EP’ens øvrige numre. Der ligges endda små, subtile mandekor på til at bidrage til det ellers primært bas og klaverdrevne nummer.
Mod EP’ens afslutning får vi så også lidt electro-beats ind over introen og’ Golden Days’ kunne minde lidt om noget Lene Marlin havde lavet i starten af århundredet. Det hele tager sig tid og udtrykket er udpræget luftigt – med vokalen som ankeret, der sikrer at vi ikke flyder væk i en sky af vellyds-damp.
‘Melancholy’ lukker ned i en soulet slow-ballad og efterlader et indtryk af vellyd – men samtidig ikke en overvældende trang til at trykke start igen på EP’en. Det er lettilgængelig musik, og der skal ingen tvivl herske om, at Julie Ellinor er en fremragende sanger.
Produktionen er også spot-on og det er også akilleshælen; for det BLIVER meget pænt – dog ikke keltiske-tunes-pænt – og derfor lidt svært at mærke.
Lidt kant her og der havde været klædeligt, men i respekt for at der er lagt en æstetisk linje her – og at det er gjort med sikker hånd – vil jeg erklære det en god EP. Bare ikke én, jeg vil finde frem – men der burde være massere af lyttere til et projekt som dette med en dygtig, kvindelig sanger.
Anmeldt af Troels-Henrik Krag
