Josa Barck vil og kan meget på sit nye album, der svæver rundt et sted mellem Beatles, Dylan og 00’ernes indiepop/Rock. Eneste anke er, at det med 53 minutter bliver lige lidt langt i spyttet.
Psych-pop soundscape betegnes Josa Barcks leg med genrer også, hvilket også er en ganske dækkende beskrivelse for den rejse han tager os med på over 11 numre. Barck har en fortid i både Alphabeat og Broken Bells, men det er nok sidstnævntes 00’er lyd han lægger sig tættest op ad her, Dog er numrene ofte skåret efter en mere “løs” skabelon, der bryder med popkonventionen om 3 minutters spilletid. Her sniger vi os ofte op på 4-5 og endda 6 minutter, som pladen skrider frem.
Det gøres generelt med en dejlig ro, på trods af at der er en del genrer i spil, så stresser eller forcerer Barck ikke noget, men tager sig tid, har ikke noget imod at stene væk eller dvæle ved en stemning. Som på den over 6 minutter lange “Everywhere At Once”, der i bund og grund kører i en monoton cirkel, i et meget tilbagelænet tempo, hele sangen igennem. Den når endda, at fade ud og ind igen omkring de 5 minutter, som om Barck falder lidt hen i den beroligende stemning, kommer til sig selv igen og tænker den godt lige kan klare et minut mere. Det kunne være blevet en kedelig omgang, men der skabes et rum der er så rart at opholde sig i, at man faktisk ønsker den bliver ved.
Men, når stilen forsætter senere med numre som “Square Pie” og “Bantam”, der når op over 11 minutters samlet spilletid, og der stadig er to numre og omkring et dusin minutter tilbage af albummet efterfølgende, så begynder jeg at gå lidt død. Det er som om det bliver liiiige dvælende nok på pladens anden halvdel. Måske man bare skulle have skåret to numre fra, jeg kunne sagtens undvære “Bantam”, der virker som en slags gentagende messen, med vokalen trukket godt tilbage og omgivet af noget kor, mens musikken, langsomt, vokser frem fra baggrunden og flyder en i møde. Det er ikke fordi, det ikke lyder flot og er godt udført, men, det er ikke ligefrem en sang der sparker pladen i gang igen efter en lang periode, hvor man kunne synke hen og begynde at føle ens ben sover.
“People Reflect The Weather” følger op med næsten 7 minutter på listefødder, ikke ligefrem et los bagi, men, igen, det er yderst delikat udført og kører som et fint, lille urværk. Her bliver udtrykket næsten sart, indtil…. ENDELIG, over 3 minutter inde i sangen kommer der en belønning, nummeret vokser og springer ud som en blomst mod en klar, blå himmel. Og jeg lapper strålerne i mig og får et tiltrængt vitamintilskud mod slut på pladen, der dog lige skal igennem “Right Now Is Here” og 5 minutters roligt boblende psych-pop. Den kunne også have været skåret fra, hvis man ville slanke pladen en smule.
Eller også skulle de 3 mere tempofyldte sange, som indie-rockeren “Everybody Everywhere”, der sætter tempo på pladen efter en kort, stille intro, have været rykket længere ind på pladen? Den efterfølgende “Salute”, der også bringer noget opkvikkende til Keep Your Batteries Warm, eller den decideret fremragende “Clandestine (My Dear), kunne sagtens være placeret på anden halvdel af albummet. Tanken har nok været, at vi starter oppe i fart og langsomt men sikkert daler vi i tempo og forsvinder længere og længere ind i et mere meditativt univers. Det fungerer også et godt stykke af vejen, men, for mig i hvert fald, kommer det til at strække sig over så lang tid, at jeg når at vågne op igen inden vi er i mål. Og så ryger både stemningen og illusionen lidt.
Det ville selvfølgelig også være en skam, hvis man bare døser helt væk, for Josa Barck har faktisk en del, at byde på rent musikalsk og der er masser af detaljer, at gå på opdagelse i, i numrene. Det virker aldrig påtrængende, eller overlæsset, men meget veldoseret og velovervejet, hvilket giver en vældig behagelig lytteoplevelse.
Josa Barck er kort og godt rigtig godt selskab og har masser, at byde på, især for folk med hang til 00’ernes indiescene og navne som The Shins og Animal Collective. Men, det bliver en lidt lang rejse inden vi er i mål, derfor: 4 funklende stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
