Josa Barck er et interessant bekendtskab, som uden at gøre voldsomt meget væsen af sig, formår at fastholde lytterens interesse på en meget nedtonet sanger-sangskriver plade.
Vi er ude i en stille og rolig, nærmest slacket stil á la Beck på de mere rolige lejrbåls-plader, eller måske mere præcist M.Ward. Der bliver aldrig sunget igennem og det fornemmes, at det ikke er tilfældigt at der ikke er noget udråbstegn efter titlen, Eureka.
I glimt er det virkelig fremragende, som eksempelvis andenskæringen, ‘Ambitions’, der vugger fint derudaf med pizzicato og toppet lyd, dubbede vokaler – og så i virkeligheden ikke så meget mere. Og lidt som M. Ward kan man straks forestille sig at dette fremføres på en bar med lige dele coolness og tongue in cheek.
Eureka trækker et langt stykke hen ad vejen på nogle af de ting, der gør amerikanske lo-fi singer-songwriters gode; muted brass som rent faktisk – i modsætning til Sufjan Stevens’ – stemmer, yderst kontrolleret overdrive på stemmen – hvor Mr E fra Eels har tendens til at overdrive (pun intended!)….og så har det alligevel en anden slacker-feel, som gør at det er lidt noget andet.
Men det er dog ikke alt sammen fantastisk. I al slacken kommer vokalen til tider til at virke uartikuleret og drukner af og til. Og den tynde bas og trommelyd er måske ganske stilren – men bliver også lige flad nok til tider. Desværre går det ud over helhedsoplevelsen, at man i den grad skal have lyttelapperne ude for at fange de ellers ganske fine tekster. Som, når de er rigtig gode, netop fungerer lidt på den måde som Eels’ gør.
Titelnummeret er – selvfølgelig, fristes man til at skrive – en forsmået sang om at blive forladt, og fremføres sløvt og roligt, så man tænker at passionen måske aldrig rigtigt var der. Underlige titler som ‘Future Stars of Football’ og afslutningsnummeret ‘She Was Such a Talented Spy’ giver et matchende skævt indtryk – mens de resterende numre har enkle titler som for eksempel ‘Reassign’ og ‘Squadron’.
Der er meget sympatisk at sige om Josa Barck’s Eureka. Der er rød tråd over den syrlige ironi i at kalde en plade med så langsomt et tempo for Eureka. Og både lyden og tekstfremførslen bliver ironisk på en fin, underspillet måde og den meget tynde produktion forstærker udtrykket. Men i den sidste ende ville jeg ønske, at der kunne laves et remix, hvor man ville gøre bare en lille smule for på visse steder at få vokalen hevet frem i lydbilledet. Ikke meget. Bare lidt.
Når tonerne fra den på pladen mest larmende sang, ‘She Was Such a Talented Spy’ klinger ud sammen med de sidste repetitive strofer, “Everything’s gonna be alright”, sidder man mest med en fornemmelse af have hørt et nedtonet sammenkog af Monsters of Folk. Og det er sgu meget godt gået.
Desværre har kogningen så også medført, at teksten til tider ikke rigtigt står frem – og i stedet for at skævt smil, efterlades en frustration over at det her kunne have været rigtig godt – men altså snubler på målstregen.
Men der er dog gjort så meget rigtigt og interessant arbejde på pladen, at det – om end det måske ikke bliver de største – må præmieres med fire stjerner…
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Josa Barck på facebook
