Ventetiden er ovre! Jonny Hefty & Jøden har fået viftet hash-tågerne væk længe nok til endelig at indspille deres debutalbum. Pladen var næsten ved at udvikle sig dansk hips hops svar på Dr. Dre’s Detox part II, men NU er den her! Og overraskende nok, så var den ventetiden værd – også for rockfans, der normalt løber skrigende bort når de ser ordene “hip hop”.
Ikke fordi Den Fede er et skelsættende mesterværk, der kommer til at tage en stagneret genre i nye overraskende retninger, det er nærmere et omtåget skridt tilbage. Men på den gode måde. Et skridt tilbage til en tid, hvor rap og hip hop, ikke kun her til lands, handlede om noget så simpelt som at have det sjovt og få lidt gang i gaden. Gaden er i dette tilfælde også rent bogstaveligt, når den rustne rendestensrapper Jonny Hefty kommer væltende direkte fra Jomfru Ane Gade ind i studiet, og bralrer løs med klassiske byturs-historier og guldkorn som “man pisser ikke i gaden, man går om i gyden”. Med sig har han som den mere “kunstneriske” modpol det omvandrende østjyske accent bonghovede, Jøden. Den dynamiske duo klæder, ikke overraskende, hinanden godt – mange års fælles turnéer, byture og anden sammenkomst i røg og damp har givet dem et helt naturligt og ganske uforligneligt sammenspil.
Hvorfor hulan bliver Den Fede så anmeldt på en rock-side? 1) fordi Hefty & Jøden, både personagerne og teksterne, er pænt rock ‘n roll 2) fordi musikken, ikke helt ulig for eksempel Beastie Boys er temmelig influeret og gennemstrømmet af diverse rockgenrer. Ikke så få af de DJ Static producerede numre (Jøden kalder sange numre, I kalder dem måske tracks jvf. “Kom Igen”?) er i den ret rockede ende, enten som regulære rocknumre eller med brokker hist og her i produktionen. Heller ikke på produktionssiden bliver der ligefrem budt på nye landvindinger, men selv om det af og til lyder en smule stift og discountagtigt, så passer det egentlig glimrende til Hefty & Jødens jyske bonderøvsrap – det behøver sgu ikke være så fint og poleret, maskinen kører jo!
Host host, ahem, men lige lidt negativt harket op først. Pladen er, naturligvis fristes man til at skrive (og det gjorde jeg så), for lang. I vanlig hip hop stil skal der lige presses et par numre for meget ind, især Den Fede’s midterdel bliver periodevis lidt tung i rygerrøven på numre som “Ring Til Min Mor” og “Morgenfed”, to på hver sin måde også ganske skrækkelige sange, så dem kunne jeg godt have undværet. Og der skulle naturligvis ogås lige være plads til de to fremragende singler “Gamle Dreng” og “Vi Går Aldrig Hjem”, selvom de har været på gaden i lang tid inden pladen udkom. En anden ting, som ikke nødvendigvis er negativ, men bare kommer til at teste din tolerancegrænser, er at det lyriske univers og “karakterne” Jonny Hefty og Michael Jøden bliver lidt ensporede at lytte til i længden – Hefty lidt mere end Jøden. Men det er ligesom en del af legen og præmissen i dette stenede hverdagsunivers, Hefty som den brølende og rallende gimmick rapper og den mere underfundige Jøden, der også har de tekstmæssigt bedste passager, som denne fantastiske passage i “Kom Igen”:
Jeg kalder sange numre, I kalder dem for tracks
I kender det som reggae, Jeg kender det som Gnags
Faktisk er hele første vers en lille genistreg, og blandt pladens absolutte højdepunkter, hvor Jøden både får udtrykt kærlighed til Lurpak i skiver og kaldt sig selv “den rappende fastnet telefon”. Hefty & Jøden lægger i deres tekster på ingen måde skjul på, at de ikke er trendsættende eller moderne på nogen måde. “Kom Igen” er efter eget udsagn ikke en reggae-sang, der selvfølgelig er drevet vuggende frem af en arketypisk reggaerytme – Hefty og Jøden har så meget glimt i øjet, at du næsten bliver blændet.
Nu var det jo rocken vi prøvede at holde i fokus, så lad os spole tilbage fra start og fyre op i Den Fede fra begyndelsen. Vi starter nemlig med to numre i den mere rockede afdeling, “Langt Væk” og “Tung Som En Sten”. Førstenævnte indledes med et meget passende sample fra Young Flowers udsyrede hippie-hymne “Oppe i Træet”, inden der går Hefty & Jøden introduktion i den.
Smed studenterhuen langt væk, Jeg sku’ jo være musiker
Ku’ ik’ syng eller spil – fremtid usikker
Læste ude på uni, at det er farlig at ryge tjums
Så stoppede jeg os’…. med at læs’
Brøler Jonny Hefty i en af hans bedste passager på pladen, over et brummende og halv-tungt rocket beat, hvor man aner Beastie Boys inspirationen for første gang. “Jeg spiller PIK-rock, blander det med hip hop”, så elegant indledes “Tung Som En Sten”, der kredser omkring vores to storrygende gutters, især Hefty’s, fascination for ægte heavy metal. Selvom Jøden kigger forbi med herligheder som “heya, hva så deya, har du hørt den nye med Slayer” og “der var no sleep till Skanderborg, når vi spillede Manowar”. Udover referencer til heavy rocken, så får de også lige inddraget Johnson og hans “bawler hele dagen”, der her bliver til “growler hele dagen” – lidt fladpandet, på den skønne måde, som det meste af albummet. Der på ægte hip hop manér naturligvis også indeholder et væld af andre shout outs og mere eller mindre skjulte referencer til kolleger og andre folks numre.
En anden hip hop classic er de små indlagte “sketches”, hvoraf den mest morsomme er indtalte beskeder på Jonny Hefty’s telefonsvarer. Blandt de modtagne beskeder er opkald fra Jonny’s mor, der brokker sig over at sønnike kalder sig sådan noget åndssvagt noget som Jonny, når han nu hedder noget så flot som Jacob, og duoens booker, som desværre må meddele at de på “rideren” krævede 1000 øl og 1000 hash ikke kan skaffes – for det findes ikke. Hefty & Jøden’s smag for stener-komik kan også findes på indledningen til den ultra punkede og skingre “Lortelighter”, hvor de to skæve helte udfordres af netop en lortelighter. Ved ikke om jeg vil kalde det et smukt sunget nummer, men som en hilsen til tidlig Beastie Boys fungerer det som et fint lille temposkift på pladen. En plade der ellers i større udstrækning holder sig i et, lad os kalde det, tilrøget og tilbagelænet tempo.
Det høres for eksempel på de to tungt trampende rock-bastarder “Derudaf” og “Prønulieåhørher”. Sidstnævnte er måske ikke lige albummets højdepunkt blandt de mere rock orienterede numre, men den sejt trampende rytme er ganske fornuftig, og uforståelige guldkorn fra Jøden som “jeg har det ligesom Maude Varnæs // i Army Of Darkness // Calm under pressure”, er med til at give den sin egen skæve charme. “Derudaf” indledes med mere heftig Hefty for fuld udblæsning, “Wroom wroom er du da fuldstændig åndssvag // wroom wroom vi gir’ den fuld gas håndtag”. Deres egen lille kærlige/spydige hilsen til deres jyske fødersteder.
Jeg er fra den del af provinsen de kalder Lars Tyndskids marker
Hvor fin gourmet går hånd i hånd med pølsebakker
Hvor de fleste dialekter er stærkere end Henri’s accent
Og “bonderøv” er et kompliment (Jøden)
Jeg er fra den del af provinsen, som man flytter væk fra
Røvsyg soveby, en eller anden – væk mig!
Kommer kun ud af hulen, hvis der er fri bar
Vil hellere sidde der hjem’ og ryge hash og spil’ guitar (Hefty)
Provinsen er nok et sted man flytter væk fra, og som på Den Fede ikke altid lyder som det fedeste sted, men det er også et sted man flytter tilbage til igen, for som Hefty rapper et andet sted på pladen, så “kan du tage Jonny ud af Aalborg, men du ka aldrig ta’ Aalborg ud af Jonny”. Det er den form for had/kærlighedsforhold til provinsen, med et tykt lag selvironi og alt der hører til, som også fylder en stor del af de selverklærede drengerøves tekster.
Du behøver dog ikke være jyde, eller fra provinsen generelt, for at have det sjovt i Hefty & Jøden’s tågede univers, men det kan godt være det hjælper? Det bliver aldrig L. Ron Harald’sk plat eller spiller for meget på os/dem fremstillinger, det er mere en hjertelig, og nogen gange råt for usødet, “hva så deya” – hilsen fra det jyske, med humor og hash i højsædet. Den Fede er ikke nogen stor plade i kunstnerisk forstand, nærmere en høj og godt skæv en af slagsen, leveret af to aldrende tjald-puffende lømler omkring de 40. Jonny Hefty ER jo som bekendt Danmarks bedste rapper… over 40 – i hvert fald efter eget udsagn (i denne Q&A) indtil Michael Jøden fylder rundt næste år.
De bliver nok hverken dybere eller mere modne musikalsk med alderen, men Den Fede er en vellykket reminder om, at hip hop kan være sjov og spas. Samtidig viser skiven, at hip op og rock ikke nødvendigvis behøver være to uforlignelige størrelser. Selvom Jonny Hefty selv får nævnt i “Tung Som En Sten”, at hans forsøg ud rap-metal var noget værre lård. Her lykkes genre-cocktailen fint. Og hvis den rockede vinkel ikke er nok, så kan du jo som bonus blandt andet blive sat ind i de gængse ryge-regler på “De 10 Tjumsebud”. “Regel nummer 10, Yo fuck politi // Det da ik’ en regel? // Nej, det bare så fedt at sige”.
Horn, helvede og hash, Amen!
Anmeldt af Kodi
Sten med Jonny Hefty & Jøden på Facebook
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you, hver dag.
