Med blues, americana og et generelt ret klassisk udtryk, kunne man frygte at Jon Norman på pladen The Basement blev en kedelig, generisk omgang. Men pladen har dog kvaliteter, der med rette skriver bandet ind i rækken af stærke, atlantiske americana-navne.
Der er måske ikke så meget nyt under solen på The Basement. Der er tale om stærkt spillet, håndholdt americana med blues-tilgang. Men leveringen bliver et usvigeligt stærkt kort og allerede på åbneren ‘Don’t Need Much’, viser det klassiske trick med at lægge en konklusion i slutningen af refrænet sig at virke:
når der synges
…You don’t need much
as long as what you have
is beautiful
måske virker banalt på skrift, men fungerer fremragende. Ud over at det i en tid, hvor der uddeles kontante beløb til de fattigste og udbetales indefrosne feriepenge for ’at få gang i økonomien’, så er det helt rart at få et lidt mere nøjsomt perspektiv. Ikke fordi regeringens initiativ er usympatisk, men…
Jón Norðmann Óttarssons vokal er det sælgende punkt her; der er noget afslappende og tilbagelænet over den og den tåler sammenligning med M-Ward. Ja, det er dog bortset fra titelnummeret, hvor vokalen pludselig bliver helt Anohni-agtig og bakkes op af et kor, der også sender tankerne i den retning. Som en variation.
En kritik kan muligvis være teksterne; de er også meget amerikansk-inspireret med titler som ‘California Roads’ og beskrivelser af stemninger og steder i USA. Som beskrivelsen af en søvnig bar med sovende gæster på barstolene på titelnummeret. Hvad skal vi med det? Jo, det giver et billede ind i miljøer og med få ord og god musikalsk underlægning føler man sig som lytter til stede i netop disse, små miljøer. Det er på den baggrund let at føle sig forført af stemningen i musikken.
Og det gælder for hele pladen, hvor vi dog én gang rammer en uptempo boogie på ‘Subterranian Room Boogie’ (mere kælder-tema?), der instrumentalt på to et halvt minut bliver noget, der kunne være en vende-vignet på en LP.
Klaveret er generelt bærende og da pladen slutter med den stærke, næsten salme-agtige ‘Holding Your Heart’, kommer det virkelig til sin ret oven på et orgel. Det er på én gang en lille sang, men også stærkt patetisk og yderst velspillet, håndholdt og tillader for første gang på pladen at vi får et nik i retning af den norrøne samle-tradition. Og den brobygges der rigtig fint til det stærkt amerikanske udtryk på den øvrige plade. Sluttede alle plader så stærkt, ville verden være et godt sted. For selv om det er storladent, så bliver det aldrig for meget.
The Basement rykker ikke rigtigt nogle hegnspæle for hverken genrer eller tekster. Den er på den konto meget stilren. Men det er bare en super velspillet og velfremført plade. Udtrykket står skarpt, leveringen er uovertruffen og der sendes endda et lille nik i retning af det norrøne.
Jeg tør godt udråbe The Basement som den perfekte værtindegave. For det er en plade, mange vil finde likeable, blues/americana skaber hygge og rum – og den mere musikalsk interesserede værtinde (m/k) vil kunne glædes over detaljer i leveringen, den uhyre stilrenhed og hvor velkomponeret det hele stille og roligt er.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
