Fem ret forskellige, men umiskendelige country/western-sange udgør Jon Normans EP, Back In The Ocean. Det til tider legende udtryk fungerer, selv om ikke alt bliver lige godt.
Der åbnes med klassisk country-stemning, hvor især lapsteelen får en dominerende plads på ‘King Seagull’. Og skal der være en anke mod det ellers meget stilsikre EP-projekt, så er det nok, at man er lige glad nok for slide-guitar. Jo, det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, men det bliver lidt dominerende – især på åbneren.
EP-titlen indikerer at der er plads til lidt humoristisk fortolkning – måske en kommentar om, at et par evolutionstrin tilbage ikke var det værste? – og der droppes også humoristiske eller måske bare de klassisk jordnære country tekster? Verset går i hvert fald: ”Don’t you know that I was drunk last night? / Gimme just a moment, then I’ll feel alright / then I’ll be there on my porch / watching you”.
Vokalen skifter fra den drevne country-stemme til en lysere, mere egal og stemmeknækkende vokal på ‘With Time’, som er en stor-sentimental sag, der igen sovses godt ind i slides.
Men så sker der noget! ‘You’re Always There’ bliver en uptempo-sag, der minder mig om den norsk/amerikanske J-Tex i at være lidt snerrende i stemmen og lidt fjollet i feelingen. Det er et ganske glimrende nummer, der sætter lidt klædelig fut i sagerne og stemmen kan også noget. Ja, vi får endda et modigt egalt orgel i en fin solo. Slideguitaren/lap steelen lægges her også klædeligt kommenterende på melodistemmen.
Det er dog en stakket frist, da tempoet ryger lidt ned igen på ‘Left In The Tracks’, hvor vokalen igen skifter til noget, M. Ward kunne have sunget i et særligt stenet øjeblik af karrieren. Vi taler altså ikke kun country, men også anden americana. Nummeret bliver dog lidt langt og da omkvædet repeteres i en uendelighed, bliver det lidt for meget af det gode.
Og da ‘Dark Horse’ lukker ned med forsøg på lidt virtuos stemme-lir, falder det endelig lidt fra hinanden: Den soulede feeling er da en variation, men måske bare ikke rigtigt Jon Normans stærkeste side? Det bliver faktisk lidt enerverende.
I den sidste ende bliver EPen sådan lidt noget café-musik på den lidt anonyme måde: Det er fint nok, det svømmer lidt væk i hvad der i mixet bliver lidt hawaii-guitarer og selv om et uptempo nummer midt på EPen gør en indsats for at ruske lidt op i det ellers meget tilbagelænede udtryk, så når det ikke rigtigt op i de højere luftlag.
Flere gange er der optræk til smil hos lytteren – om ikke andet fordi det er så stilrent – men slutlig stivner smilet lidt og hvad der sikkert har været en ambition om at slutte på den høje tone, ender med at blive udgivelsens svageste nummer.
Jeg må dog hylde udførelsen, hvor forskellig vokal og stil igennem de fem numre løfter: Det er altid godt, når stemmen bruges forskelligt. Men netop til slut falder den lidt igennem – og det er i bund og grund ærgerligt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
