Vi har løbende fulgt den unge sønderjyde Jon og hans musikalske output over de seneste par år. Han har for mig haft en form for naivitet og uskyld over sig, noget uspoleret og lidt råt, som havde potentiale til at udvikle sig til… et eller andet indenfor den mere enkle og romantiske sanger og sangskriver genre.
Potentialet er der sådan set stadig, men man begynder at savne nogle tydelige spring fremad i både sangskrivningen og lyrikken. På dette mini-album er det som om Jons mangler og begrænsninger som tekstforfatter, melodimager og sanger bliver udstillet tydeligere end hidtil. Hvad der burde blive et skridt frem, bliver i stedet til at han står i stampe, hvis ikke ryger mindst et halvt tilbage, fordi svaghederne kommer til at hobe sig op over 8 numre.
Måske også mere mærkbart og tydeligt end der egentlig er “grund” til. Lytter man til nogle af sangene isoleret set og glemmer helheden, kører det i glimt ganske fornuftigt for Jon, men i længden er der simpelt hen ikke nok at komme efter. Jons tekstunivers er på den banale og ligetil side, det gør absolut intet, det kan være stor kunst at udtrykke sig med enkle ord og kredse om hverdagen, kærligheden og lignende. Men desværre bliver helheden her aldrig større end summen af enkeltdelene… Og når disse enkeltdele også halter, så strander pladen.
På et nummer som den langsomme, roligt vuggende “Undskyld Kammerat” kommer de knap 4 minutter til at føles som en evighed. Både på grund af det søvndyssende tempo, hvilket jo kan være et helt legitimt stilistisk valg, men især kniber det med teksten. Den lyder dybfølt nok, Jons begrænsninger hvad stemmepragt angår presser sig noget på, men behøver ikke være et problem, andre har klaret sig glimrende med mindre. Men lyrikken bliver alt for forudsigelig, så man ved hvad der kommer: “Undskyld kammerat, det var ikke særligt smart // Undskyld min ven, det skal ikke ske igen”, lyder det. Det tog næsten et minut at nå dertil og jeg har allerede gættet rimene og synger utålmodigt foran så vi kan komme videre.
Andre steder er der nogle sproglige ting der driller lidt og kommer til, at springe unødigt i øjnene, eller ørerne, fordi både musik, melodi og alt det omkringliggende bliver for småt. På rygersangen “Cecil”, der ellers er et fint nok afbræk fra kærlighedssangene af forskellig art der er i overvægt på pladen, lyder det eksempelvis “Cecil, du gir mig et hjertestop // Jeg kan bare ik’ få nok // Af din runde og din blide smag // Som tilfreds… stiller mine behag”. Første del falder i “den havde jeg regnet ud” kategorien og afslutningen afsporer sangen for mig. Jeg formoder Jon mener, at Cecil tilfredsstiller hans “behov”, men det rimer selvfølgelig ikke på “smag”.
På den roligt tøffende og lettere syntetisk klingende “Indser” prøver Jon at “finde en mening bag en lukket dør”, som er sådan en lille formulering, hvor jeg rent faktisk synes han lykkes med at få noget ned på papiret, der får sproget til at ånde en smule. Det kunne pladen godt bruge meget mere af. Til gengæld er der bare ikke kød nok på hverken melodi eller musik til, at jeg undgår at kede mig en smule i løbet af de lidt over 3 minutter nummeret varer. Et gennemgående problem på albummet efter den nogenlunde livlige semi-rocker “Lille Blå” har åbnet pladen. Allerede fra start er jeg dog skeptisk når Jon, med lidt slingrende stemmeføring, synger linjer som “Lille Blå, verden den venter på dig // Spred dine vinger og flyv din vej”. Det letter bare ikke rigtig for mig.
Midt på pladen forsøger Jon at ruske lidt mere liv i sagerne ved at skrue op for rocken på numrene “Stjernen Kalder Dit Navn” og “Glød”, men det kommer til at virke noget tungt bagi samtidig med, at der bare ikke er nok vægt eller tyngde bag. Ser man bort fra teksterne, som jeg generelt synes mangler noget fylde og noget der løfter sproget, så skyldes det måske den lidt spæde lyd og produktion? Det “er” der bare ligesom, uden at komme ud af stedet eller skubbe til noget. Det er lyden af noget, der vejer for lidt til at sætte et aftryk.
Dermed bliver en kun 8 numre lang plade også lidt af en ørkenvandring, hvor jeg mere og mere febrilsk leder efter et opkvikkende vandhul af en eller anden art. Ingen af de 8 numre har den effekt på mig. Det er synd, for Jon er ikke uden en vis portion skæv og underspillet charme. Og hans ligefremme stil KUNNE med noget modning og udvikling blive til noget, der var værd at lægge ører til. Men vi er der beklageligvis ikke endnu og efter den her plade virker udsigterne til, at Jon når det punkt også noget længere væk end jeg havde håbet. Alt håb er ikke ude, men der skal godt nok arbejdes og arbejdes hårdt for at komme ud af stedet.
Af Ken Damgaard Thomsen
