Syv år efter at have hængt guitaren på en krog, har Jon Gottlieb alligevel valgt at tage den ned igen. Over fire numre står det klart, at der stadig er evner – men at årene bestemt heller ikke er blevet brugt på at søge dybde.
Hey Barn er en meget hyggelig, lille EP. Den indeholder fire små sange om den åh-så-svære kærlighed og gør ikke meget væsen af sig. Fordi teksterne og deres temaer er så larmende banale, passer vokalerne, der ikke altid sidder i skabet til det naive udtryk. Det fungerer faktisk.
‘Nok af Dig’ handler om at køre træt og vugger derudaf i roligt tempo – teksten handler om at være splittet af at elske og være træt af en person. I udgangspunktet et fint tema – men det bliver meget banalt og fraværet af metaforer bliver påfaldende.
I samme rille fortsætter ‘Mit Hjerte Banker Kun For Dig’, som tager brydetag med forskellen mellem forelskelse og at elske. Igen med stort potentiale – men også larmende naivt i en sådan grad, at man som lytter begynder at overveje, hvad denne stadig unge sønderjydes kvaler i virkeligheden kommer os andre ved?
Titelnummeret ‘Hey Barn’ fungerer bedst på EPen og byder på en smule metaforik, noget fortællende vokal og en roligt vuggende fremdrift. Det er bestemt et hæderligt – men mangler nok også de sidste ti procent i teksten – som ellers på lige fod med de øvrige sange står centralt i sangen. Vi får endda en lækker lille blues-solo og nummeret kunne godt have været med hos andre, naivistiske kunstnere – men nok ikke være dét, man lagde mest mærke til hos dem…
Og så lukker EPen med nummeret ‘Bror’, der som de øvrige numre er fint om end lidt uinspireret spillet og drejer rundt om personlige følelser.
Der er ingen tvivl om, at EPen har en ret høj lækkerhedsfaktor. Og for den (så vidt som jeg kan regne ud) 20-årige kunstner er det da imponerende at både have så lækker en lyd og at kunne skrive så åbent om følelser.
Men den stopper også der. For så godt er det heller ikke, og selv om Jon Gottlieb viser, at unge kan en hel masse, så udstiller han også ungdommens sparsommelige erfaringsbase i sit tekstunivers.
Det er lidt synd, men EPen går vel netop også i bogen som erfaring – og som sådan er den rigtig fin. Jeg tvivler dog lidt på, at den vil kunne gøre sig for alvor uden for en meget lukket kreds og selv om der er talent på både instrumentet og i den meget skrabede produktion, så mangler der noget tyngde her.
Det skal selvfølgelig nok komme, når Gottlieb har været på noget dannelsesrejse, er blevet godt gal i skralden over ét eller andet – eller bare begynder at tænke i finurlige metaforer.
Indtil da vil Hey Barn være et skridt på vejen. Et skridt der bestemt skal anerkendes, men som heller ikke vil springe alt for meget i øjnene når man kigger tilbage i familiealbummet om nogle år…
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
