Jon er en ung, sønderjysk sanger og sangskriver, som er aktuel med en 6 numre lang EP med sange om livet som ung i Sønderjylland. Der er bestemt potentiale, men på flere punkter er der et stykke vej endnu til toppen indenfor genren.
Jon’s helt store force er personligheden og et ærligt udtryk, der skinner igennem i tekstuniverset. Det er dog et tekstunivers, der endnu ikke virker helt flyvefærdigt, men som bestemt har mulighed for, at lette med mere erfaring.
Det samme kan egentlig siges om selve musikken og sangene, der ikke falder igennem, men til gengæld heller ikke kommer helt over rugestadiet. Det er generelt driftsikre, små sange, som ikke gør så meget væsen af sig rent melodisk og overordnet bare mangler noget gennemslagskraft og stærkere melodier for at det er noget man husker efter endt lytning.
Jon har allieret sig med forskellige musikalske hjælpere ved at kontakte venner, bekendte og folk via de sociale medier og de gør det generelt godt. Numrene er ofte spartansk, men kompetent, instrumenteret og bakker Jon’s lidt begrænsede, men udtryksfulde, vokal godt op. Så der er ikke tale om en EP eller nogle numre, der virker ufærdige, der mangler blot noget til at peppe selve sangskrivningen op.
Eksempelvis på den rolige “Du Skal Ikke Være Bange”, andet nummer på EP’en, hvor vokalen og nogle fine tangenter får lov til, at være de bærende elementer. Det er sådan set ganske stemningsfyldt og den beroligende tone, der matcher nummerets fortælling om, at tage væk og vende hjem igen, rammes godt. Nummeret kommer dog til at virke en kende stillestående i løbet af de 5 minutter nummeret varer og så er der en formulering omkring 3 minutter og 40 sekunder inde i sangen, som jeg ikke er helt sikker på. Enten mener Jon noget andet end jeg tror, eller også er det sprogligt lidt uheldigt formuleret, når han synger: “Jeg har blafret til Danmark igen, gået tusinde mil for, at se dig igen”. “Blafret”? Hedder det ikke “blaffet”, hvis der er tale om, at tomle den?
Det kan virke som en lille, ret ubetydelig ting, og det er det vel også i det store billede, men det er den slags småting, det ene med det andet, der gør at det samlede billede bliver lidt sløret.
På det efterfølgende titelnummer lægges der igen roligt og langsomt fra land og man frygter lidt, at EP’en er ved, at miste fremdrift, selvom nummeret her er ned på en mere overkommelig længde lige under de 3 minutter. Men så kommer der et lille, veltimet temposkifft og en vellydende guitar sætter i og så er vi straks på rette kurs. Der er, måske, et lille mismatch mellem en meget tydelig trommemaskine og den mere varme guitar, men det fungerer egentlig udmærket, selvom takten bliver lige lovlig skarp markeret af maskinen.
Tonen på “Søvnløs” er mere nedslået og mørkere:
Søvnløs går jeg alene rundt mellem stjerner og kometregn
Og leder søgende efter tegn som du har givet mig
Alt bliver ved, som var det i går
Jeg ser dig gå forbi mit vindue, mens du langsomt prøver, at hele dine sår
Lyder det ud i natten med Jons vokal helt fremme i lydbilledet, igen bakket op af noget roligt klaver og en diskret baslinje hist og her. Stemningen og tonen mellem tekst, musik og fremførelsen harmonerer igen rigtig godt. Og så er det som om, der er et kækt lille perspektivskift fra det ene “jeg” til et andet inden vi når fra første linje til den sidste, sådan KAN man i hvert fald udlægge det. Jeg troede dog, at det hed en meteorregn/sværm, og ikke komet, da de jo har det med, at være på solotur?
Hvis vi lige hurtigt skal samle op på de resterende tre numre, inden det her kommer til, at virke som gentagelser, så er et fællestræk, at jeg savner mere afveksling i tempo og stemning. Åbneren “Drømmeland (ft. C.W. Ewald)” lever op til titlen, og har en lille snert af noget psykedelisk over sig. Den akustisk guitar bårne “I Nat” bliver en lidt for nedbarberet og søvndyssende affære at komme igennem, mens afslutteren “Træhus” ender som et positivt punktum, da der dukker noget andenstemme op og giver sangen et løft mod slut i sangen.
Overordnet er det som om Jon føler sig ret godt tilpas i det mere tænksomme og afdæmpede hjørne, hvilket bestemt ikke er det værste sted, at opholde sig. Men, det sætter samtidig nogle højere krav til sangskrivning og teksterne for, at man ikke føler det hele går lidt i stå, eller begrænsningerne udstilles. Det kommer de lidt til her. Det er helt naturligt, at der er begrænsninger, Jon er kun lige begyndt og har, forhåbentlig, en lang, musikalsk rejse forude.
En der bliver spændende at følge, for han kan et eller andet, det kommer bare (endnu) ikke helt til sin ret her, i mine ører. Derfor lander vi også på en samlet karakter lige under middel, hvilket jeg for alt i verden ikke håber tager modet fra ham på nogen måde. Bare bliv ved!
Af Ken Damgaard Thomsen
