Lyst er et modent og afklaret, varmt og organisk album med mange kvaliteter fra en ener på den danske musikscene.
Jomi (som nu har smidt “efternavnet” Massage) har tidligere udgivet på dansk, men alligevel føles Lyst som en slags første, omend det ingenlunde er Jomi’s første i andre betydninger. Signe Højrup Wille-Jørgensen, som tidligere har slået sine folder i Murmur og stadig (igen) gør det i Speaker Bite Me, har tidligere på dansk leveret soundtrack til Ditte & Louise (2018) og udgivet Ritualer for fællesskaber (2016) i forbindelse med et større kunstprojekt om at skabe fællesskaber gennem kunst og performance, og tilbage i 2006 udgav hun albummet Skandinaviske klagesange. Så måske er det mest for mig, det virker nyt og anderledes, end hvad jeg ellers kender Jomi for.
I forhold til Primitives fra 2013, som er seneste Jomi-album jeg for alvor er dykket ned i, er der også sket en hel del med lyden. Den virker mere organisk, gyngende, vidtforgrenende, og levende, hvor Primitives virkede mere kantet, konfliktsøgende, dyster og foruroligende. Det giver også mening, når man i pressematerialet kan læse at Lyst er optaget i et kæmpe studie, hvor Jomi “kapslede sig inde” med en håndfuld af Danmarks dygtigste musikere. Det betyder dog ikke, at der ikke er kanter i Jomi’s univers. Wille-Jørgensen har altid været en kunstner, som også har insisteret på det politiske, at tage stilling og have budskaber. På Lyst finder vi for eksempel et bidrag til samtykke-debatten i form af ‘JaNejMåske’, der egentlig opstod i forbindelse med en bestilt performance på HYL-festivalen i 2020.
Wille-Jørgensen er selvudnævnt “sex-positivist”, og har også været en varm fortaler for samtykkelovgivning, og det er da netop også budskabet i sangen, at “Du kan gøre hvad du vil/Hvis din elsker siger ja”. Det bliver fremført ind i mellem kælent, ind i mellem let stønnende, på en bund af veludført jazz-rock, der pulserer og bruser op og ned. Det er jo ikke fordi, der er noget odiøst i, at man skal være enige om, hvad der foregår, men derfor er budskabet jo fint at få ud over rampen så ofte som muligt.
Der er en jazzet kant flere steder på Lyst, der muligvis også kan hænge sammen med instrumenteringen, hvor blæserne ofte titter frem, og så er Jomi’s intonationer ind i mellem jazzede, for eksempel på ‘Verdens første sne’, en fængende, relativt enkel og enkelt instrumenteret sang, hvor det er Jomi’s vokal suppleret af korstemmer og ukulele, der bærer det meste. Men til sidst lukker jazzede horn nummeret ned på en sitrende synth-elektronisk bund.
På ‘Du er her’ spiller blæserne en større rolle undervejs, og igen løftes nummeret af korstemmerne på den afsluttende konstatering; “Du er her/præcis som du skal være”. Der er mange fine tekststykker at dykke ned i, her er det især linierne “Tiden er latterligt kort/Men den er vores”, der har sat sig fast hos mig.
Som en form for centrifugalt omdrejningspunkt på albummet finder vi ‘Knust kompas’, hvor tyngden og akkordprogressionerne slægter Speaker Bite Me en smule på. Det bliver næsten grunget (jeg tænker undervejs blandt andet på Alice in Chains) og her lyder Jomi ind i mellem mere som Chris Cornell end en jazzsanger, når der bliver skruet op for kraften og hendes vokal brænder igennem. I pressematerialet beskriver Jomi selv, at hun føler sig som en blanding af PJ Harvey og Gasolin’ når hun synger den – det kan jeg også sagtens høre, men de andre referencer dukkede op først. Det er et fedt nummer, der også viser nye sider for hver gennemlytning, om smadret og forlist kærlighed.
I hver sin ende af albummet finder vi ‘Byen der cirkler’ og ‘Himmelskibet’. Førstnævnte i den mere rockede ende, med rytmisk drive og Jomi’s vokal, mørk og fyldig, der beskriver byens dimensioner, “vinduer der lukker nogen ude/holder nogen inde”. I en ganske anden boldgade finder vi sidstnævnte med fyldig (kontra)bas, tangenter og livlige blæsere, som lukker albummet på en mere jazzet note, med referencer til Radiohead’s ‘Life in a Glasshouse’ fra Amnesiac-albummet.
Jeg kan ind i mellem godt savne (mere af) det mere kantede og kradsbørstige, som Jomi også er så dygtig til både solo og som del af Speaker Bite Me, men det står også ret klart, at det ikke det, Lyst sigter efter at være. Det virker som en, i mangel af bedre ord, moden og afklaret plade fra en kunstner med en alsidig palette af udtryk at trække på. Og så er det en fornøjelse at lytte til en plade, hvor en række dygtige musikere får lov at udfolde sig i et organisk lydbillede. Det er også et album jeg havde brug for flere lyt for at finde fodfæste i, men nu finder jeg efterhånden mere og mere at gribe fat i og udforske. Det er alt andet lige et kvalitetstegn.
Således er Lyst en stærk tilføjelse til en efterhånden stor og alsidig portefølje af udgivelser fra Jomi, der endnu engang markerer sig som helt sin egen og dermed også et af de mest spændende navne på den danske musikscene.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
