Der er dømt støjende 90’er rock med en alternativ kant og lidt grunge æltet ind i den solide dej, den unge trio John Alcabean serverer på deres debut-EP Real Time Fiction. En velsmagende blanding, som måske godt kunne klare et par minutter mere i ovnen.
Ok, ikke flere madmetaforer i denne omgang. Det er et ret solidt og lyttevenligt resultat John Alcabean får ud af anstrengelserne på denne EP, men det er måske ikke helt så edgy og anderledes som der ellers lægges op til. Og når jeg siger lægges op til, så lovede det pressemateriale der fulgte med singlen “Need Comfort” et ungt orkester, der lidt sked på de etablerede regler, konventioner og ikke skelede til hvad man “måtte og ikke måtte” indenfor rocken.
Det er jo umiddelbart et ret godt udgangspunkt, men også et løfte der forpligter, og i sidste ende et som bandet (endnu) ikke helt kan leve op til. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde det falsk varebetegnelse, eller lade det være noget der trækker ned på bedømmelsen, det kan være skrevet af andre end bandet, og jeg er ret overbevist om, at bandet måske ikke helt selv opdager, at de ikke ligefrem betræder nye og overraskende stier.
Det du får her er den nævnte blanding af nogle støjende 90’er elementer af den mere eller mindre “alternative” og semi-grungede slags, et temmelig veludviklet øre for gode og fængende melodier, gode guitar bredsider, habil vokal og ditto sangskrivning – i hvert fald det meste af vejen. Det er da også ret godt klaret, ikke? Jo, men specielt nyskabende eller udenfor “regelbogen” er det godt nok heller ikke.
Et nummer som “Fire”, EP’ens svageste i min optik, ender med at svømme rundt i en 5 minutters støj-tåge, med en alternativ rock-understrøm og lidt affekteret og forvrænget vokal, der får det til at lyde lidt hen ad et middelmådigt Placebo nummer møder Babylon Zoo’s “Spaceman”. Det er ikke decideret dårligt, guitarfladerne især er kompetent brusende, men det er samtidig et nummer som har svært ved helt lette og ender med at stå og snurre lidt på startbanen. Men i det mindste føles sangen ikke direkte overflødig, modsat det instrumentale mellemspil “SLOW (Intro)”, der agerer fyld tidligt på EP’en. Vi fader ind og ud af nummeret, så det virker som et brudstykke af en længere sang, eller noget der er klippet ud af et andet nummer. Hvorfor det er inkluderet bliver ikke helt klart for mig.
Nuvel, det var de negative aspekter, it’s all good herfra og i mål! For John Alcabean KAN rent faktisk sagtens komme ud af startblokken, faktisk er det en af forcerne i de 4 resterende numre, at der er godt med fremdrift og pondus, uden at der går en fartdjævel i trioen – de formår bare at tilføre sangene dynamik. “Domino Heart”, EP’ens næstsidste nummer, er en herligt ruskende, men stadig melodisk, støj-rocker, hvor bandet også leger med nogle velplacerede og veldoserede retnings- og temposkift, uden at der går prog i den – bare god timing og sans for opbygning. Den efterfølgende afslutter “You Only”, går lidt Nirvana i bedene, ikke mindst det savende og huggende omkvæd, not the oldest trick in the book, men heller ikke det nyeste, men fint punktum.
I den anden ende af EP’en finder vi førnævnte single “Need Comfort”, der er sat sammen af nogle af de samme byggesten som de øvrige numre, men her har bandet fat i noget, eller fået doseret ingredienserne, så nummeret glider ned uden brok eller forbehold – stærkt nummer. I den kategori finder vi også titelnummeret, som gør en virkelig flot figur midt på Real Time Fiction. Igen lyder det lidt som noget, eller del-elementer, som jeg har hørt før, for cirka 20 år siden, men i dette tilfælde gør det ikke spor. Fed klang, luft under melodivingerne, godt med saft og kraft i instrumenterne, det spiller sgu bare det her, så jeg ville ønske jeg var 20 år yngre.
Der er rigtig meget at synes godt om på Real Time Fiction, især hvis din referenceramme ikke er belastet af at være en halv-gammel stodder, som påstår at han har hørt alt før, og det var helt sikkert bedre den første gang! Men selvom man skulle være belastet af den slags, så skal man være døv for ikke at kunne høre, at der er noget ægte potentiale her, og at John Alcabean allerede, trods deres relativt unge alder, allerede er virkeligt godt på vej.
Og måske er det i virkeligheden meget fedt, at der er nogen der samler stafetten op fra dengang man selv havde den alder? Det ændrer dog ikke på, at jeg synes virkelig godt om 4 ud af 6 numre, og det giver i dette tilfælde 4 store stjerner ud af 6 mulige.
Af Ken Damgaard Thomsen
