Johannesson byder på vellydende electro-rock på EP’en Crossroads, hvor især kompetent vokalarbejde gennemstrømmer de 5 numre. Desværre mangler der et eller andet så det hele går op i en højere enhed og rammer en som lytter.
Musikken er ellers meget følelsesladet, emotionel og patosfyldt, ikke mindst den dybe og klare vokal fra Dan Johannesson, der har lagt efternavn til dette solo-projekt. Men af en eller anden grund, trods de store følelser og også ganske storladne numre og det bastante lydbillede, så sidder man underligt uberørt tilbage.
Måske rammer Johannessons samlede udtryk bare ikke alle de knapper, der sigtes efter. Der er højt til loftet, men der er ikke rigtig nogen af numrene der for alvor letter. Det kan skyldes at sangskrivningen og melodierne ikke er mindeværdig nok, sangene flyder egentlig ubesværet nok af sted, eller pumpes frem af den elektroniske puls, der strømmer gennem kernen af det hele, men der er for lidt der sætter sig fast. Både efter endt lytning men også mens musikken spiller.
Åbneren “Crossroads” er et fint eksempel på problemerne, men samtidig nok også EP’ens stærkeste nummer. Bare ikke helt stærk nok. Depeche Mode figurerer i gruppens pressemateriale, og med lidt god vilje kan man måske også ane en snert Gahan i vokalen, men så kan vi heller ikke strække den meget længere. Jo, det er electro-rock, men det ejer slet ikke forbilledernes dysterhed, foruroligende mørke, nå ja, eller sangskrivningsmæssige kvaliteter.
Det er måske også et uretfærdigt sammenligningsgrundlag, men så kunne man jo undlade at nævne dem så associationerne dukker op. “Crossroads” og den efterfølgende radioegnede “Feel Alive”, især sidstnævnte, er tilmed mere pop end rock. Ikke at det er forbrydelse, men der er et eller andet der får mig til at tænke Melodi Grand Prix. Det bliver på en måde for plastikagtigt at høre på, ikke på grund af den dansable rytme i eksempelvis “Feel Alive”, men måden den kommer til at ligge og party-dunke på, især mod slut.
På “Nightglider” forsøger Johannesson sig klogeligt med at skrue ned for tempo og dansepuls. Igen, hvis man skulle være flink, eller irriterende, kunne man hive Depeche Mode ind, denne gang Martin Gore og en af hans ballader. Men selvom “Nightglider” ikke fejler som sådan, så er den der bare lidt, og er i hvert fald ikke nogen ny “Home”. Og det er måske netop det største problem med Johannesson og Crossroads, det er slet ikke nogen katastrofe, men det hele er bare lidt til stede. Heller ikke de to sidste numre, “Scars” og “Transmitter” efterlader noget afgørende eller blivende indtryk.
“Scars” bevæger sig igen lidt ind på dansegulvet, det er bestemt ikke en til æbleplukning, mere lidt dans for sig selv i en lyskegle. Den har et fornuftigt drive, men ikke rigtig noget der sætter sig i kroppen. Lukkeren, “Transmitter”, sætter tempoet ned igen men opjusterer på fronten for semi-storladen stemning, mens en indledningsvis diskret elektro-puls langsomt bliver mere markant og overtager sangen som drivende kraft. Sådan bølger det roligt udviklende frem og tilbage, men hvor er det, der for alvor griber mig eller hiver mig ind i nummeret?
Svaret udebliver desværre, og jeg sidder tilbage med oplevelsen af en udgivelse der som sådan ikke er dårlig, bare uvedkommende og i bund og grund en non-oplevelse. Det kan næsten være værre nogen gange, havde musikken da bare provokeret mig eller pisset mig af, men det sker heller ikke.
To stjerner kan lyde hårdt, for Johannesson er ikke uden håb eller potentiale, der skal bare arbejdes på at efterlade et indtryk af en eller anden art. Men min samlede oplevelse ryger altså under middel, og så må der stå en lidt hård og muligvis lettere misvisende to’er i overskriften.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Johannesson på facebook
