Pakker man sine forbehold overfor talentkonkurrencer og deslige væk for en stund, så er Jo & The Mofos 3 numre lange debut-EP en fin, lille omgang uprætentiøs rock af den gamle skole. Hverken mere eller mindre.
Og mine forbehold SKULLE lige pakkes væk inden jeg satte Jo & The Mofos på. Gruppen består af 11-årige Johanne Astrid på trommer, kendt fra Danmark Har Talent 2017 og 3 mere garvede musikere, Rasmus Pedersen på vokal, Christian Horty Stenrøjl på bas og Kristian Sloth på guitar. Efter et halvt år med covernumre på sætlisten, har gruppen skrevet 3 nye rocknumre og det er de faktisk sluppet rigtig godt fra.
Mine fordomme gik både på, at det lugtede lidt af en gimmick at slå mønt på Johanne Astrids tv-optræden og hvad 3 rutinerede herrer dog kunne få ud af, at lave musik med en 11-årig trommeslager. TV-tingen må man ligesom sluge, og det går noget nemmere når man lytter de 3 numre igennem, de emmer nemlig af noget der signalerer oprigtig spilleglæde og kærlighed til den klassiske rock og rul. Ikke så meget pis, bare derudaf med vind i håret og rock i blodet.
Og her kan det sgu godt være, at den kun 11-årige trommeslagers formodentlig uspolerede tilgang til det hele har været en kærkommen drivkraft. Bevares, der er nok ikke nogen deciderede moderne klassikere blandt de 3 ret alsidige numre, men der er noget herligt ukompliceret og, ja, uforfalsket og rent over foretagendet og deres sange.
Der lægges fra land med det der også er gruppens hidtil stærkeste kort, “MR. Rock”, der på en meget lige-ud-af-landvejen vis lever op til sin titel. Johanne tæller for med et 1, 2, 3, og så er der ellers dømt straight forward, tempofyldt rock med en solid bund og godt med tyngde. Det er bestemt ikke raketvidenskab, men formlen er også nærmest uopslidelig, når det leveres så solidt som her. “Alright”, brøler Pedersen i et let hysterisk toneleje, guitaren hviner og der hamres igennem på trommerne og så er vi ellers i gang. Tilpas med schwung og swag i den gyngende melodi, godt med fremdrift og fin dynamik i det klassisk klingende lydbillede, et omkvæd med højt til loftet og en tekst om at rocke ud. Helt klassisk, endda med et godt mundharmonika intermezzo senere i sangen, nogle vellykkede breaks og i det hele taget bare et nummer der fungerer.
Singlen “Shotgun Sunshine” følger op, og er ikke langt efter “MR. Rock” hvad kvaliteten angår. Her er tempoet sat lidt ned og indledningen mere afventende og opbyggende, inden hovederne sænkes og der skrues op for tyngden. Ingen tvivl om, at Pedersen har en rigtig god rock-vrænger vokal, og forstår at dosere den, men her lægger man for alvor mærke til, at det faktisk er et rigtig velspillende band vi har med at gøre. Det lyder kort og godt fedt og sammenspillet, og ikke som man (måske) kunne frygte, som en 11-årig der leger rockband sammen med nogle voksne legekammerater. Det lyder kort og godt som et band det her, de sidste fordomme fordamper og der er egentlig ingen grund til, at tænke mere over talentkonkurrencer og bandets sammensætning. Det er sgu meget godt gået!
Der lukkes og slukkes med EPens længste nummer, den 4 minutter og 40 sekunder lange “She”, der måske også ender med at føles lige en kende for langt. Og så alligevel. Efter en lidt langsom og stillestående indledning løftes nummeret til stadion-anthem klingende størrelse, og her fungerer det, igen, rigtig godt. Den er er skåret efter en helt klassisk skabelon for den slags numre, men melodien er god, udførelsen ligeså. Det lyder bare som et band, der har helt styr på genrens virkemidler og sans for de små detaljer, som et kor i baggrunden på det rette tidspunkt, så man gerne tager endnu en runde i velkendte farvande.
Og velkendt er det på stort set alle punkter, det Jo & The Mofos leverer på denne debut, men jeg synes ikke det gør noget, når det er godt eksekveret og ikke mindst virker ærligt og oprigtigt, Og det gør det. Når man så samtidig tager i betragtning, at bandet kun har spillet sammen siden sidste år og de ydre omstændigheder, hvor det måske kunne være fristende at vælge den nemmeste vej og bare lave noget der var smart i en fart, så er det faktisk en glædelig overraskelse, hvor gammeldags og fyldt med kærligheden til rockmusikken det lyder.
En artig overraskelse og noget elskere af den fede rock ikke behøver føles sig to cool for school til at lytte til. Vi ender på 4 solide stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
